- Sin City: A Dame to ...
- Efter brylluppet
- Philomena
- Frans af Assisi
- Broder Sol, Søster Måne
- Den hundredårige der...


- Bøn, mystik og forfa...
- Filmfans ønsker tros...
- En film for troende ...


- Fascinerende filmfor...
- Monsteret inden i os
- Bibelske motiver i film


- Tog venner med til f...
- Filmstriben - et bek...
- Ny norsk bog om film...


- Længsel efter fred
- En dag uden krig - f...
- Vejen hjem


- Film med fokus på ve...
- Trailer til Moses-fi...
- Heaven Is For Real -...


- TEMA - biografiske film
- TEMA - Ved livets be...
- TEMA - sportsfilm


- Top 10 film 2012
- Top 10 film 2011
- Top 10 film 2010




Film og tro i 50'erne
Af Johan Schmidt Larsen

En god ven mistede sin far. Da han og moren skulle rydde op i farens gemmer, fandt de en stak filmprogrammer. Dem kom han og afleverede til mig. Han mente nok, at jeg som redaktør af filmogtro.dk havde en særlig interesse i den slags. Og det fik han ganske ret i.

Da jeg spændt bladede programmerne igennem, fik nostalgien frit løb. Næsten alle programmer var fra tiden før, jeg selv havde set en biograf indefra. Programmerne kunne i lighed med nutidens teater- og musicalprogrammer købes ved billetlugen og var ofte en kulørt og populær præsentation af handling, instruktør og skuespillere. Mange biografgængere havde for vane at købe et program for hver film, de så. Derfor blev de ofte samleobjekter for filmnørder. Mange af min vens programmer præsenterede lystspil og folkekomedier - en genre som danske biografgængere i 50'erne blev "velsignet" med til overflod. Her var bl.a. programmet til "Bag de røde porte" og "Fra den gamle købmandsgård". Men flere programmer præsenterede også film, som udkom i hele serier: Specielt "Soldaterkammerater filmene", Morten Korch filmene og filmene om "Far til Fire". Alle udkom de i en lind strøm i disse år. I stakken var der også programmer for film, som skildrede den danske modstandskamp under anden verdenskrig. Og selvfølgelig medvirkede nogle af de mest kendte skuespillere på den tid.


Men der var også nogle mere seriøse film i bunken. Film som på grund af de kristne temaer skiller sig ud i forhold til 50'ernes øvrige filmproduktion.

Fodboldpræsten
I den lettere ende af repertoiret var der "Foldboldpræsten" fra 1951. En folkekomedie med Jørn Reenberg og Grethe Thordahl som det unge præstepar, der får embede i den lille provinsby Harslev. Læg mærke til stavemåden, som meget let kan forveksles med den sjællandske højskoleby Haslev. Det var uden tvivl også tilsigtet fra manuskriptforfatterens side. Haslev blev i 50'erne betragtet som Indre Missions og KFUM og K's højborg. Udover byens lærerseminarium og flere højskoler, var sognepræsten Indre Missions berømte og slagfærdige formand Christian Bartholdy.

I filmen er præsten Søren Holm også kendt som en populær landsholdsspiller. Da han tilbyder at træne byens håbløse fodboldhold, får han til stor forargelse for nogle i menigheden god kontakt med flere af byens mere tvivlsomme unge. Holdet består nemlig af en gruppe ret vilde unge mænd, der foretrækker den løsslupne stemning på kroen frem for kirkens gudstjeneste.

Filmen svinger sig aldrig op til uforglemmelig filmkunst, men er på niveau med et hyggeligt dansk lystspil. Samtidig er den en godmodig skildring af præsten og menigheden i en mindre provinsby.  Desuden har filmen en rørende scene, som yderst sjældent ses i en dansk film: Da en af fodboldspillerne efter en ulykke ligger på sit dødsleje, lammet af angst for døden, sender kammeraterne bud efter Søren Holm – ikke som fodboldspiller og træner, men som præst. Mens kammeraterne lytter med, formår Søren Holm gennem troværdig sjælesorg at jage dødsangsten på flugt. Og da filmen selvfølgelig har en happy end, slutter den med, at stort set hele fodboldholdet finder vej til søndagens gudstjeneste.

Avismanden
"Avismanden" fra 1952 er bygget over Aage Falk Hansens bog af samme navn og har Ib Schønberg i en af hans mest betydelige roller.

Schønberg spiller titelrollen som avismand Olsen, der har sin aviskiosk på Vesterbros Torv foran Eliaskirken. Placeringen får en af Vesterbros hjemløse til kærligt og ironisk at bemærke, at "Olsen arbejder på kirkelig baggrund". Ordene er dobbelttydige, for Olsen er nemlig kendt for sin tro på, at kristendommen har noget at sige til alle slags mennesker og alle sociale lag.

Avismanden ønsker at hjælpe og støtte, hvor han kan, og filmen viser, at det slet ikke er så lidt. Blandt Olsens kunder er der landsretssagføreren, som er blevet træt af konen og nu er på udkik efter en yngre og mere smart model. Vi møder også den prostituerede Dorrit (Lisbeth Movin) samt Vesterbros hjemløse. De hjemløse køber ikke mange aviser, men til gengæld ved de, at Olsen altid er klar med en sjat varm termo-kaffe.

En succesrig forfatter (Angelo Bruun) hører også til den faste kundekreds. Forfatterens nye bog er netop blevet rosende anmeldt i bladene, men Olsen er ikke enig med anmelderne, og han siger det rent ud til forfatteren: "Det, De skriver, er så dødsens trist. Men selv over den mest beskidte baggård i Saxogade er der et stykke af Vorherres blå himmel. De tror, De skildrer sandheden, men De ser kun den side af den, hvor Fanden sidder og griner, fordi det hele går ad helvede til."

Da Olsen senere må aflevere avisregningen på forfatterens adresse, havner han uforvarende i en debat om Guds eksistens med forfatteren og to af hans venner. I denne intellektuelle debat, bliver den jævne avismand tilsyneladende den lille. Men han får alligevel det sidste ord, da han stilfærdigt trækker sig tilbage med sætningen: "De Herrer har sagt så mange kloge ord. Nu vil jeg bare sige en ting. De siger, at der ingen Gud er til, men der kommer en time i ethvert menneskes liv, hvor vi ikke kan undvære ham. Heller ikke De."

Som i "Foldboldpræsten" har filmen også en dødsscene, men med et mere mørkt perspektiv: Da forfatteren ligger for døden, sender han bud efter Olsen, fordi han er bange for, om han selv kan "betale sit livs regning", hvortil Olsen svarer, at "den sidste regning kan ingen af os betale. Det er der kun én, der kan. Ham der sagde til røveren på korset: "I dag skal du være med mig i Paradis.""

I den samme scene slutter Olsen med at citere et vers fra Grundtvigs sang "At sige verden ret farvel", hvortil han bemærker: "Jeg kan et lille vers, som min mor stammede på, da hun skulle herfra:"

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!

Mange film beskyldes for at være enten overfladiske eller ufølsomme, når de skal skildre kirken eller forsøge at forkynde. Det mener jeg ikke, at man kan beskylde "Avismanden" for. Tværtimod er filmen et fint eksempel på troværdig forkyndelse og flot miljøskildring. Dette skyldes i høj grad et fint manuskript og ikke mindst indlevende skuespil af bl.a. Ib Schønberg, Angelo Bruun og Lisbeth Movin.

Det sande ansigt
"Det sande ansigt" er bygget over præsten og forfatteren Gerhard Rasmussens roman af samme navn. Filmmanuskriptet blev skrevet af Johannes Allen og filmatiseret i 1951. Instruktionen stod Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun. for, hvilket i 1952 blev belønnet med en Bodil som årets bedste danske film.

Troels Rolf, en ung idealistisk arkitekt, bliver en formiddag hentet af politiet. Han er under mistanke for at have voldtaget og dræbt en mindreårig pige.  Alle indicier peger på Troels Rolf (Lau Lauritsen Jr.), da han ikke kan gøre rede for, hvad han foretog sig den aften, mordet fandt sted. Den frygtelige forbrydelse falder sammen med en stor fest i anledning af, at faren er blevet tildelt nobelprisen, og filmen fortæller, hvad der sker de næste 24 timer.

Filmen har et galleri af karakterer, der reagerer meget forskelligt på mistanken mod Troels Rolf. Hustruen (Grethe Thordal) tror på sin mand og vil gerne hjælpe ham, men hun formår ikke at nå ind til ham. Faren (Oluf Bang) er mere optaget af, at han snart skal modtage nobelprisen og levner ikke sønnen den store medlidenhed eller opmærksomhed. Redaktøren (Ib Schønberg) er hurtig til at fordømme Troels Rolf, mens han selv har masser af lig i lasten. Farbroren pastor Rolf (Johannes Meyer) afslører Troels Rolfs farisæisme og sætter spørgsmålstegn ved hans idealisme, men samtidig giver han ham sin uforbeholdne støtte, da det ser sortest ud.

Filmen er værd at se, selv om den med sit lidt for teatralske og højtidelige sprog er barn af 50'ernes filmsprog.

Gerhard Rasmussen skrev bl.a. følgende om sin baggrund for at skrive bogen: Det sande ansigt forsøger at se tingene "på en ny måde". At finde frem til mennesket bag masken, hvad enten denne er forbryderens eller idealistens eller humanistens. At vise, at der er et familieskab mellem dem alle, en lighed i selve deres væsens grund, som burde forhindre selvretfærdighed, hovmod og menneskeforagt. Måske bærer det menneske, der begik "den hæsligste af alle forbrydelser", på en dybere trang til at blive et godt menneske end idealisten, som netop i sin idealisme fandt en nærliggende – og farlig lejlighed til at dyrke sig selv og sit hemmelige hovmod."

Ordet
Den 2. september 1932 havde Kaj Munks skuespil Ordet premiere på Betty Nansen Teatret. Blandt publikum var Carl Th. Dreyer, der blev stærkt grebet af stykket. Allerede dengang opstod der hos filminstruktøren et stærkt ønske om at filmatisere Kaj Munks skuespil. Men der skulle gå 22 år, inden planerne blev realiseret.

Kaj Munk skrev allerede Ordet i 1925, og han var så opslugt af emnet, at han skrev skuespillet på bare fem dage. Baggrunden for skuespillet var et dødsfald på egnen, hvor en ung kvinde døde i barselsseng.

Pudsigt nok var Carl Th. Dreyer lige så opslugt af filmen, så han klippede den på det samme antal dage, som Kaj Munk brugte på at skrive skuespillet. Senere skulle det vise sig, at Dreyers film ville blive fremhævet som en af verdens mest vellykkede film af førende filmkritikere og således også af anmelderen på filmogtro.dk.

"Ordet" foregår på en gård i Vestjylland, som bebos af enkemanden Morten Borgen (Henrik Malberg) og hans tre sønner: Den ældste, Mikkel (Emil Hass Christensen) er gift med den lyse og milde Inger (Birgitte Federspiel), som venter sig. Sammen har de datteren Lilleinger (Susanne Rud). Morten Borgens yngste søn, Anders, er håbløst forelsket i Peter Skrædders (Ejnar Federspiel) datter Kirstin. Men skrædderen er missionsk, mens Morten Borgen er grundtvigianer. Derfor ser ingen af de to fædre med nådige øjne på de unges kærlighed.

Men Morten Borgen har en tredje søn, Johannes – mesterligt spillet af Preben Lerdorff Rye. Johannes har læst teologi, men er stærkt sindsforvirret og tror, at han er Jesus. Derfor vandrer han til familiens store fortvivlelse rundt og citerer bibelvers for folk.

Lilleinger er den eneste, der har tillid til Johannes. For hende er han ikke en verdensfjern tosse, men et menneske, der taler godt og sandt om den gode Gud, hun tror på.

Tiden er kommet, hvor Inger skal føde. Men det går helt galt under fødslen, hvor både barn og mor dør. På "Borgensgård" er der sorg og fortvivlelse. Men Lilleinger minder Johannes om, at han har lovet, at Gud vil vække Inger fra de døde. Derfor tager hun sin farbror i hånden og stiller sig ved kisten i storstuen, fast overbevist om, at miraklet vil ske.

Filmen er ganske enkelt fantastisk både filmisk og skuespillermæssigt. Opvækkelsesscenen står for mig som noget af det smukkeste og stærkeste, filmhistorien har set. Dertil kommer, at filmen er flot og enkelt filmet og samtidig har en hudløs og ærlig skildring af både tro, tvivl og vantro. Derfor hører filmen også hjemme blandt filmene med seks stjerner og ligeså blandt 100 spirituelt betydelige film.
 
Bruger kommentarer
Film&Tro forbeholder sig ret til at fjerne indlæg!
 
Dit navn
Din IP:54.226.18.74
Din kommentar

Indtast antispam kodeordet:
-
site by: steady
design by: Ben Haman