- Frans af Assisi
- Broder Sol, Søster Måne
- Den hundredårige der...
- Bogtyven
- Lucy
- Attack on Pearl Harbor


- Bøn, mystik og forfa...
- Filmfans ønsker tros...
- En film for troende ...


- Fascinerende filmfor...
- Monsteret inden i os
- Bibelske motiver i film


- Tog venner med til f...
- Filmstriben - et bek...
- Ny norsk bog om film...


- Længsel efter fred
- En dag uden krig - f...
- Vejen hjem


- Himlen findes virkel...
- Joseph Fiennes i bib...
- Frihedskæmperen Geor...


- TEMA - Ved livets be...
- TEMA - sportsfilm
- TEMA - Israel, Vestb...


- Top 10 film 2012
- Top 10 film 2011
- Top 10 film 2010




Manden som så englen
Af Eric David

 
 
 
 
 
Andrej Tarkovskij (1932-1986), der blev opdraget i den russisk-ortodokse tradition, sagde engang til en interviewer: "Jeg opfatter mig selv som en troende person, men jeg vil ikke dykke ned i nuancerne og problemerne omkring min situation, for den er ikke så ligefrem, ikke så enkel og ikke så entydig."

Som en af de mest hædrede filmskabere siden Sergei Eisenstein, tilbyder Tarkovskij et åbenlyst religiøst verdensbillede. Uden dét "ophører mennesker at føle behov for det smukke eller det åndelige og konsumerer film ligesom flasker med Coca-Cola," som Tarkovskij skrev.

I sin berømte bog om instruktion, Sculpting in Time, skrev Tarkovskij: "Med tanke på de mange, tænkte ingen på sig selv i den betydning, Kristus forkyndte: "Elsk din næste som dig selv". Det vil sige, elsk dig selv så meget, at du i dig selv respekterer det supra-personelle, guddommelige princip, der forbyder dig at forfølge dine begærlige, selviske interesser, og som byder dig at give dig selv og elske andre uden at ræsonnere eller tale om det."

Tarkovskijs dagbøger – udgivet under titlen Time Within Time, som han, kun delvist i spøg, kaldte for Martyrologi – er overstrøet med grublerier over Gud og film, med bibelreferencer og med desperate bønner om hjælp (fx "Herre! Jeg kan føle dig komme nær, jeg kan føle din hånd bag på mit hoved. Fordi jeg ønsker at se din verden, som du skabte den, og dit folk, som du ønsker, de skal være. Jeg elsker dig, Herre, og ønsker ikke andet af dig.").

På en side har Tarkovskij tegnet et kors og skrevet: "Hvad kan jeg gøre? Kun bede! Og tro. Det vigtigste af alt er dette symbol, som det ikke er givet os at forstå, kun at mærke. At have tro på trods af alt - at have tro."

Han arbejdede langsomt og mødte megen modstand fra de sovjetiske myndigheder. Hans halve dusin spillefilm er - selvom de er svære at fortolke på andet end et intuitivt, eksperimentelt niveau - hypnotiske: Hver af dem brænder uudslettelige billeder ind i seerens hukommelse.

Modstillet fortolkning
Tarkovskij modsatte sig enhver intellektuel fortolkning af sine film. Når han blev spurgt, hvad regn betyder i hans film, svarede han blot, at det regner meget i Rusland. Når han blev presset til en forklaring på vandets symbolik i hans film, svarede han, at vand blot var filmisk, at der ingen mening var ud over dets eksistens på film.

Naturen, der ikke ses som falden i Østkirken, men snarere god i sit inderste og i stand til selv at bringe én frelse, spiller en stor rolle i hans film. Heste og hunde ses ofte, og de jordiske elementer ild og vand er allestedsnærværende.

Indflydelsen fra russisk religionshistorie er også tydelig i hans brug af "den hellige dåre", en arketype inden for russisk litteratur – ofte karakterer med dyb tro, der ses som tåber i verdens øjne, men som ser Guds virkelighed, som den i sandhed er.

Alle hans film benytter apokalyptiske scenarier. En af hans filmideer havde endda fået titlen "The End of the World". Trods det, afviste han at blive betegnet som pessimist. Han sagde om apokalyptisk litteratur: "Det ville være forkert at mene, at Åbenbaringsbogen i sig selv kun handler om straf og om gengældelse; det forekommer mig, at den mest af alt indeholder håb."

"Ivans barndom" - om en dreng, der lever i krigstiden, var hans første spillefilm og blev forsvaret af ingen ringere end Jean Paul Sartre. Man kan se mange af de ovennævnte kendetegn - i det mindste i spæd form - men det var i sin næste film, at Tarkovskij tog et kvantespring ind i de store filmskaberes Hall of Fame.

 

 Fra "Andrei Rublev - den yderste dom"

"Andrei Rublev - den yderste dom", der oprindeligt bar titlen "The Passion According to Andrei", portrætterer den store russiske ikonmalers liv gennem en periode, hvor han var tvunget til tavshed, og hvor han ikke malede i mere end et årti. Rublev vises aldrig i gang med at male sine ikoner, og filmen, der er optaget i sort-hvid, bryder først ud i farver til allersidst, hvor ikonerne tilskrevet Rublev vises i rig detalje via langsomme panoreringer, tilts og zoom. Filmen blev kritiseret for dens vold og grovhed, selvom Tarkovskij sikkert fandt den moderne verden meget mere brutal i sammenligning.

Den sovjetiske respons på 2001?
I sin næste film "Solaris" bearbejdede Tarkovskij den polske forfatter Stanislaw Lems science fiction-klassiker. Lem var rasende over Tarkovskijs ændringer, der fokuserede mere på familie
 

 Fra "Solaris"

og natur end på det ydre rum og videnskab.  Hertil kommer, at forholdet mellem Kris og Hari i filmen, hvor kærlighed er den eneste frelsende nåde, praktisk talt er det modsatte af bogen og af Lems filosofi.

I et interview om filmen sagde Tarkovskij: "Det forekommer mig, at den konflikt og den indædte søgen efter et åndeligt ideal vil fortsætte, indtil menneskeheden har befriet sig selv tilstrækkeligt til ikke at beskæftige sig med andet end det åndelige. Så snart det sker, vil et nyt stadie begynde i udviklingen af menneskets sjæl, hvor mennesket vil blive ledt ind i sit indre væsen på en måde så intens, dybt, passioneret og grænseløst, som han indtil nu har viet sin indsats til sin søgen efter indre frihed."

Da filmen blev vist i Cannes, blev den kaldt det sovjetiske svar på Kubricks "Rumrejsen år 2001", og dog er de to film fra hver sin verden. Tarkovskij fandt Kubricks verden "kold og sjæleløs" og gjorde bevidst sin film så meget anderledes fra hans, som han kunne, især ved at undgå de obligatoriske science fiction-billeder af rumskibene og alle mulige gadgets.

Filmens kultstatus er så stærk i dag, at da Steven Soderbergh annoncerede en genindspilning, var han nødt til at påpege, at han ikke genindspillede Tarkovskijs "Solaris", men Lems.

 

 Fra "Spejlet"

"Spejlet" - måske Tarkovskijs mest autobiografiske film - kombinerer russisk historie med personlige refleksioner over Tarkovskijs barndom, særligt i forholdet til hans mor. "Formålet med "Spejlet"," sagde Tarkovskij i en snak, "er det samme som en prædikens: Se, lær, brug det liv, der vises her, som eksempel."

Han forstærkede sine historiers tvetydighed med denne film og begyndte at kræve mere af publikum. Filmen mødte så stærk modstand fra de sovjetiske autoriteter, at Tarkovskij legede med ideen om helt at opgive at være instruktør, men breve fra hans fans holdt ham gående. Han citerer et af dem: "Min barndom var sådan … hvordan kunne du vide det?"

"Jeg tror på, at det altid er gennem åndelig krise at helbredelse finder sted," skrev Tarkovskij. "En åndelig krise er et forsøg på at finde sig selv, at opnå ny tro ... For mig ser det ud til, at individet i dag står ved en skillevej, ansigt til ansigt med valget om at følge den blinde forbrugers eksistens, underlagt den nye teknologis utæmmelige fremmarch og den endeløse multiplikation af materielle goder, eller at finde frem til en vej, der leder til åndelig ansvarlighed, en vej der i sidste ende måske ikke kun betyder personlig frelse, men også frelse for samfundet i almindelighed; med andre ord, at vende sig til Gud."

 

 Fra "Vandringsmanden"

"Vandringsmanden" repræsenterer frugten af Tarkovskijs udtalte ønske om at lave en film, der fulgte Aristoteles' koncept om de dramatiske enheder, hvori den enestående handling foregår på et bestemt sted i løbet af én dag. Vandringsmanden leder en forfatter og en professor til et sted, der kaldes Zonen, hvor det siges, at drømme og fantasier bliver til virkelighed. Filmen indeholder en bøn, hvor hovedpersonen beder for dem, han leder, at de må finde troen. Desuden er der en drømmesekvens, hvor en kvindestemme læser fra Johannes' Åbenbaring 6, mens man ser resterne af en ødelagt storby. Tarkovskij fortalte engang til en interviewer: "Vandringsmanden har behov for at finde frem til mennesker, der tror på noget - i en verden, hvor ingen længere tror på noget som helst."

I sin dagbog skrev Tarkovskij, at filmen "handler om Guds iboende eksistens i mennesket, og om åndelighedens død som følge af den falske kundskab, vi besidder."

At identificere sig med andres lidelser
I "Nostalgia", Tarkovskijs mest tvetydige film, går hovedpersonen Gorchakov gennem ruinerne af et kloster, mens Skt. Catherines stemme spørger Gud, hvorfor han ikke giver sig til kende.
 

 Fra "Nostalgia"

Gud siger, at det gør han, men at Gorchakov bare ikke ser ham. Det er den mest drømmende af Tarkovskijs film.

Instruktøren fortalte i et interview, at denne film handler om "åndelighedens nostalgi," definerede nostalgi i en lidt ejendommelig russisk form: "Det er at identificere sig med et andet menneskes lidelser på en lidenskabelig måde." Faktisk er denne tanke så central i Tarkovskijs værker, at den største hjemmeside dedikeret til instruktøren findes på domænet nostalghia.com.

Tarkovskij fortalte til en pressekonference: ""Nostalgia" handler om det umulige i, at mennesker kan bo sammen uden rigtigt at kende hinanden, samt de problemer, der opstår, når man nødvendigvis må lære hinanden at kende. Det er meget enkelt at få bekendtskaber, men det er meget sværere at få et dybere kendskab til en anden person."

Efter "Nostalgia" besluttede Tarkovskij sig for ikke at vende tilbage til Rusland. Han instruerede størstedelen af sin sidste film, "Offeret", fra en hospitalsseng. En europæisk co-produktion, filmet i Sverige af den legendariske Sven Nykvist (Bergmans favoritfotograf). Her kører filmens rulletekster over Leonardo da Vincis Kongernes tilbedelse, mens Bach spilles på
 

 Fra "Offeret"

lydsporet. Hovedpersonen Alexander har hørt, at en atomkrig er brudt ud. Selvom han har indrømmet, at hans forhold til Gud er ikke-eksisterende, beder han til Gud om, at hvis han bare vil genoprette verden, som den var før, så vil han ofre alt, hvad han ejer, alle, som han elsker, og aldrig mere tale. "Gud hører Alexanders bøn," siger Tarkovskij, "og konsekvenserne er både forfærdelige og glædelige."

Til en journalist fortæller han: "Da jeg var ung, spurgte jeg min far: "Eksisterer Gud, ja eller nej?" Og han gav mig det geniale svar: "For den ikke-troende, nej, for den troende, ja!""

I slutningen af "Offeret" siger en dreng til sin egen far, "I begyndelsen var Ordet. Hvorfor det, far?" Faren svarer ikke, og kameraet tilter op ad et træ mod himlen, og der kommer en tekst, som tilegner filmen til Tarkovskijs søn.

De sidste sætninger i Sculpting in Time er på karakteristisk vis spørgsmål om Gud og kunst: "Måske ligger meningen med al menneskelig aktivitet i den kunstneriske bevidsthed, i den formålsløse og uselviske kreative handling? Måske er vores evne til at skabe et bevis på, at vi selv er blevet skabt i Guds billede?"

Tarkovskij døde i 1986 af et hjerteanfald kort efter, at hans søn fik lov til at forlade USSR - netop på samme tidspunkt, som Gorbatjovs perestrojka og glasnost begyndte at slå rod i hans hjemland. Til sin død betragtede Tarkovskij sig selv som "russer, ikke sovjetborger" og ironisk nok blev han i 1990 posthumt tildelt Lenin-prisen for sit "enestående bidrag til udviklingen af filmkunsten og for sine innovative film, der bidrager til at bekræfte de universelle menneskelige værdier og humanistiske ideer."

Tarkovskij blev begravet i Paris under den simple gravskrift: Til manden, som så englen.

Publiceret med tilladelse

© Christianity Today/ct/movies

Oversættelse: Lea Detlevsen


Bruger kommentarer
Film&Tro forbeholder sig ret til at fjerne indlæg!
 
Dit navn
Din IP:50.17.20.108
Din kommentar

Indtast antispam kodeordet:
-
site by: steady
design by: Ben Haman