- Sin City: A Dame to ...
- Efter brylluppet
- Philomena
- Frans af Assisi
- Broder Sol, Søster Måne
- Den hundredårige der...


- Bøn, mystik og forfa...
- Filmfans ønsker tros...
- En film for troende ...


- Fascinerende filmfor...
- Monsteret inden i os
- Bibelske motiver i film


- Tog venner med til f...
- Filmstriben - et bek...
- Ny norsk bog om film...


- Længsel efter fred
- En dag uden krig - f...
- Vejen hjem


- Film med fokus på ve...
- Trailer til Moses-fi...
- Heaven Is For Real -...


- TEMA - biografiske film
- TEMA - Ved livets be...
- TEMA - sportsfilm


- Top 10 film 2012
- Top 10 film 2011
- Top 10 film 2010




Kirken på vildspor
Af Johan Schmidt Larsen

"Jordens søjler" er flot og pompøst filmet. Den har flotte kulisser, kostumer og en troværdig miljøskildring. Skuespilpræstationerne er generelt på et højt niveau, og historien er præget af spænding og fin indlevelse. Men indimellem bliver dramatikken og virkemidlerne unødvendig voldsomme, bestialske og sexfikserede. Det er som om, instruktøren ikke formår nuancernes og antydningens kunst.

 

 Jack, Alfred og Tom i stenbruddet

Betyder det så, at det ikke er en god serie? Ja og nej. Filmseriens mange fiktive personer og historier er sat ind i noget, der ligner en troværdig historisk ramme. Samtidig har både tekstforfatter og instruktør desværre valgt at lægge hovedvægten på intriger, politiske konflikter og menneskelig egoisme. Filmen viser med al ønskelig tydelighed, at ubegrænset magt altid har en voldsom tendens til at føre til korruption og undertrykkelse. Det gør den i et hvilket som helst samfund i både middelalderen og i vores tid, og det gør den desværre også ofte i kirken. Derfor rammer filmen plet i sin skildring af menneskers ufuldkommenhed og egoisme.

Når man i filmserien ser kirken og kirkens mænd involveret i den ene politiske og religiøse rævekage efter den anden, bliver man glad for Martin Luthers tanker om to-regiment-læren. Her prøver Luther at skelne mellem, hvad der primært hører til kirkens kompetence og virkefelt og hvad der sorterer under kongens og øvrighedens forpligtelser. Filmserien udstiller den katolske kirkes historiske svaghed for i alt for høj grad at blande sig i den politiske magtfordeling frem for at fastholde og fremhæve sine kerneområder – forkyndelse, mission og diakoni.

 

 Waleran og Stephen laver rævekager for at få magt

Kirken skal og bør gennem sin forkyndelse berøre og tage stilling til sociale, politiske og etiske emner, det hører med til dens mandat. Men den skal holde sig langt fra politiske magtkampe og konkret partipolitik. Det egner den sig ikke til, og det har aldrig været dens kald. Personligt bliver jeg sørgmodig og forstemt, når jeg ser, hvordan biskop Waleran (fremragende spillet Ian McShane) konstant kompromitterer sig selv og kirken ved medvirken i kongens og adelens konspirationer og politiske magtkampe. At være biskop, præst eller kristen leder består ikke i at styrke og bevare en magtposition, men at hente sin identitet og sit forbillede i Jesus Kristus selv: "I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Markusevangeliet 10,42-45.

Når filmserien ønsker at skildre kirkens indre forhold, gør den det mangelfuldt. Det er historisk korrekt, at kirken op igennem historien har ladet sig bruge og misbruge af statsmagten. Men når "Jordens søjler" forsøger at nærme sig kristentroens indhold og natur, så kommer den aldeles til kort. Filmen indeholder masser af gregoriansk sang, ceremonier og liturgiske handlinger, men den formår på intet tidspunkt at skildre troens natur på en troværdig måde.
 

 Prior Philip forsøger at leve åbent og autentisk med sin tro

Det nærmeste, vi kommer, er portrættet af prior Philip (Matthew Mcfadyen), der trods sine menneskelige svagheder forsøger at leve åbent og autentisk med sin tro.

Forfatteren Ken Follett og filmskaberne har tydeligvis valgt at lave en spændende og medrivende historie med konspiration, intriger og korruption, hvor kirken og kongehuset fungerer som en glimrende kulisse, men de har tilsyneladende ikke nogen personlig erfaring med den kristne tro. Derfor bliver skildringen af troen og troens mennesker enten karikeret eller underlig distanceret og upersonlig. Det er egentlig ikke så mærkeligt, for vi har set det før. Det samme udvendige billede af kristendommen præger også produceren Ridley Scotts film "Kingdom of Heaven".

Mange instruktører kan skildre troens udvendige aftryk, men når det gælder kernen i kristentroen, så må de fleste stå af. For her kræves der enten personlig troserfaring eller en god portion indføling og indlevelse.

En film, som omhandler samme tidsperiode, men som er væsentlig mere vellykket, er "Becket". Richard Burton, der spiller biskop Tomas Becket, formår med sin underspillede og intelligente stil at fremstille en biskop, som nok er loyal mod sin konge, men som inderst inde kæmper med skyld og vanære over, at han hidtil har svigtet både sine egne og sit folks idealer.

"Jordens søjler" får tre stjerner. Den behandler emnet og perioden på en historisk forsvarlig måde. Samtidig har den nogle klare kunstneriske og teologiske mangler.


Bruger kommentarer
Film&Tro forbeholder sig ret til at fjerne indlæg!
 
Dit navn
Din IP:54.166.17.26
Din kommentar

Indtast antispam kodeordet:
-
site by: steady
design by: Ben Haman