- Dommeren
- About A Boy
- The Hunger Games: Mo...
- November Christmas
- The Selfish Giant
- Bryllupskaos


- Med troen i behold
- Bøn, mystik og forfa...
- Filmfans ønsker tros...


- Romeo, Julie og rod ...
- Fascinerende filmfor...
- Monsteret inden i os


- Tog venner med til f...
- Filmstriben - et bek...
- Ny norsk bog om film...


- Længsel efter fred
- En dag uden krig - f...
- Vejen hjem


- Ny Left Behind-film ...
- Film med fokus på ve...
- Trailer til Moses-fi...


- TEMA - biografiske film
- TEMA - Ved livets be...
- TEMA - sportsfilm


- Top 10 film 2012
- Top 10 film 2011
- Top 10 film 2010




Kristne film

Af Carsten Riis Jensen

 

fra "One Night with the King"

Denne artikel forholder sig kun til film, som er produceret af kristne, ofte med evangelisation og forkyndelse som formål. Jeg har i den afsluttende analyse valgt kun at inddrage de film, som kan fås i Danmark med danske undertekster. Artiklen forholder sig altså ikke til bibelfilmatiseringer (som fx "The Passion of the Christ", se i stedet for artiklen om bibelfilm), og heller ikke til film om historiske personer (som fx "Luther", "Barabbas", "One Night with the King").

Er kristne film dårlige?
Egentlig kunne overskriften på denne artikel have været "Hvorfor er kristne film generelt dårlige?", for når man søger på nettet og læser anmeldelser af specifikt kristent producerede film, så er det netop denne sætning, der oftest dukker op. Og ikke uden grund var der - især i 1980'erne og begyndelsen af 90'erne - et tilsvarende dansk udtryk for disse film, nemlig "en rigtig Felix film".

At filmene anses for at være dårlige, skyldes en række faktorer. Det ser imidlertid ud til at ændre sig, efter at Hollywood og det øvrige filmmarked er blevet mere interesserede i at skabe film med "kristent" indhold, som er målrettet det kristne marked. Det betyder nemlig, at de nyeste og måske kommende kristne film fremover produceres af store, etablerede filmselskaber, som har langt større erfaring med hvad der gør en film "god", end de små, selvstændige og kirkeligt ejede selskaber har.

En vigtig faktor vedrørende "dårlige kristne film" er, at de ofte er blevet produceret ud fra andre formål end Hollywood-film. Vi forventer at blive underholdt af Hollywood, men mange kristne film laves med evangelisation og forkyndelse som primært formål – det vil sige, at underholdningsværdien er sekundær. Det betyder, at dialogen i de fleste kristne film meget hurtigt bliver "forkyndende" eller små "prædikener", og som tilskuer mærker man tydeligt, at man bliver manipuleret.

 

 fra "Luther"

Da kirken ikke længere havde direkte indflydelse på Hollywood (hvilket skete omkring 1968, da den katolske kirkes filmmoralske "Production Code", som filmselskaberne stort set havde fulgt indtil da, blev vraget (se mere på wikipedia), tog filmselskaberne større risici hvad indhold angår - især vold og sex – og de kristne fik det dårligere og dårligere med Hollywood. Men fordi kristne stadig ønskede at se film og lytte til musik, ligesom alle andre mennesker, opstod der som modspil en kristen underholdningsindustri. Kristne film og kristen musik lavet til kristne, af kristne. Der opstod kristne bogbutikker, så de kristne familier kunne købe produkter produceret af kristne.

Det betød ofte, at de film, kristne producenter lavede, var langt fra den standard, som veluddannede Hollywood-producere lavede. De kristne producenter fokuserer meget på budskabet, ofte på bekostning af plot og karakterbeskrivelse – og udvikling.

En lige så vigtig faktor er "trygheds-faktoren": Kristne - især amerikanske - forbrugere, som havde vænnet sig til i tryghed at kunne købe "kristne produkter" fra kristne butikker og forhandlere, ønskede også, at de film, de så, var omfattet at samme tryghed. Dermed opstod begreber som "familievenlige, trosbaserede film". Desværre ofte på bekostning af højere kunstneriske standarder.

Samtidig betyder det, at den kristne forbruger, som har det fint med "tryghedsfaktoren", er ganske ligeglad med, hvad de verdslige, kritiske filmanmeldere mener om de kristne film, eftersom filmene er lavet med det primære formål at forkynde et budskab og være "familievenlige og trosbaserede".

Det lægger man især mærke til, når man på internettet besøger de hjemmesider, hvor kristne anmelder film. Her tænker jeg især på "Christian Spotlight on the Movies" og Crosswalk.com/Movies, hvor anmeldelserne blandt andet handler om, hvor mange bandeord, der er i filmene, og om de kvindelige skuespillere er tilpas tildækkede af tøj.

Filmhistorik
En af de første "kristne" film var stumfilmen "From the Manger to the Cross", om Jesu liv, fra 1912 (se Jesus på film - en filmografi).

Elleve år senere kom Cecil B. DeMilles første film om Moses, stumfilmen "De ti bud" (der blev genindspillet i 1956 med Charles Heston). Først 30 år senere kom en af de mere kendte og væsentlige film, nemlig "The Robe", baseret på romanen Men jeg så ham dø.

I 1964 kommer det formentlig første eksempel på en direkte evangeliserende film, skabt af folk uden direkte forbindelse til Hollywood: "In his steps", baseret på romanen I hans fodspor, som er fortællingen om, hvordan begrebet W.W.J.D. (What Would Jesus Do?) blev skabt af en præst.

I det efterfølgende årti, 1970'erne, udkommer en lang række evangeliserende film af meget svingende kvalitet, og er man født i 1970'erne og opvokset i kirke og menighed, hvor man lejede og viste disse film, så kender man uden tvivl denne periodes film, såsom "Korset og springkniven" (1970), "Som en tyv om natten" (1972), "Skjulestedet" (om Corrie ten Boom, fra 1975), og "Sneens skatte" (fra 1980, en filmatisering af Patricia St. Johns roman af samme navn).

Også i 1980'erne udkommer en række trosbaserede film. Her skal nævnes "Ruth og Filip" (1980, endnu en filmatisering af en roman af Patricia St. John), "Den fjerde vismand" (fra 1985, med Martin Sheen i hovedrollen), samt "I skyggen af korset" (1981, på engelsk: "Peter and Paul", en ganske interessant film om forholdet mellem Peter og Paulus, med Anthony Hopkins i rollen som Paulus).

I 1940'erne opstår de første kristne filmudlejningsfirmaer, i USA. Senere, i 1974, formes CFDA, en sammenslutning af kristne filmudlejere, som også opretter en filmpris, Crown Awards, som gives til film der "ophøjer Jesus". I 2002 blev en dansk, kirkelig filmpris, Gabriel (se om Gabrielprisen 2009), etableret (og første gang gik prisen til den finske film "Manden uden fortid").

Også Billy Graham, den velkendte evangelist og prædikant, så potentialet i kristne film og oprettede i 1951 selskabet "Word Wide Pictures", som bl.a. har lavet film om Joni Eareckson Tada, førnævnte "Skjulestedet" og ungdomsfilmen "The Climb". Læs også om Felix Films oprettelse.

Endetidsfilm
Det måske mest populære tema i kristne film er endetiden – altså: de sidste tider, før Jesu genkomst.

En liste over de fleste af dem kan ses på christiancinema.com. Den første af slagsen var "Som en tyv om natten". Flere år senere fulgte en lang række af film om samme tema, som fx den helt utroligt dårligt producerede og spillede "The Moment After", samt "The Omega Code" (med selveste Michael York som Antikrist), "Six – the Mark Unleashed", og "Revelation".

De bedst kendte film i denne kategori er "Left Behind-serien", bygget over en romanserie af samme navn. Det, der kendetegner både "Left Behind" og de øvrige endetidsfilm, er, at de bygger på en forståelse af Bibelen og af endetiden, som hævder, at på et tidspunkt vil de sande kristne blive taget bort fra jorden, og hedningerne og de, der ikke tror, vil være ladt tilbage. Der er tale om et bibel- og endetidssyn, som i høj grad er populært i USA, men som her i Danmark ikke har mange tilhængere. Ikke desto mindre er film om endetiden blandt de mest producerede temaer, og der kommer stadigt flere. Problemet med dem er dels filmens syn på endetiden, og dels det faktum, at de fleste af dem præsenterer endetiden og Jesu genkomst i form af teatralske spionhistorier.

Fornyet alliance med Hollywood
Som nævnt blev der sat punktum for den tidligere alliance mellem Hollywood og kirken omkring 1968, men i begyndelsen af det nye årtusind sker der en ny udvikling: Det begynder for alvor i 2004, da skuespilleren Mel Gibson udsender sin kontroversielle Jesus-film, "The Passion of the Christ". Igennem kampagner, samarbejde med kristne organisationer osv., markedsføres filmen massivt over for det kirkelige publikum – også i Danmark, hvor der arrangeres særlige forestillinger for præster.

Filmen bliver set af rigtig mange og anbefalet af kristne ledere og forkyndere, og dermed begynder Hollywood igen at få øjnene op for muligheden af at målrette film til dette marked. Det betyder bl.a., at flere filmselskaber opretter underafdelinger, som skal producere og markedsføre "familievenlige og trosbaserede" film. Et af disse selskaber er Twentieth Century Fox, som opretter underafdelingen Fox Faith (se mere i Hollywood og de kristne), der fx har udgivet "Amazing Grace". Det betyder også, at flere og flere af de amerikansk og engelsk producerede kristne film nu kommer til Danmark, fordi store selskaber som Sony Pictures har danske distributører.

 

 fra "Rocky Balboa"

Også andre fik øjnene op for det kristne marked. Actionskuespilleren Sylvester Stallone, som er kendt for voldelige og bloddryppende film (som "Rambo", "Assassins" og "Demolition Man"), fandt ud af, at han kunne sælge sin "Rocky Balboa" (2006) til præster og forkyndere, fordi han i filmen lader Rocky finde tilbage til sin kristne tro, og fordi han læser i Bibelen før hver boksekamp. Stallone udviklede tilmed et arbejdsmateriale, som præsterne kunne downloade.

Det bliver interessant at se, hvor langt Hollywood vil gå for at "behage" det kristne marked. Der bliver uden tvivl tale om mange kompromiser og primært "bløde", kristne film af den slags, hvor det kristne budskab er kogt ned til terapeutisk, moralsk gudstro. Det bliver også interessant at se, om nogle af de specifikt kristne skuespillere David A. R. White og Kirk Cameron kan få roller i nogle mere velproducerede Hollywood-film, hvor plot og karakter får langt større vægt.


Film på det danske marked med danske undertekster
En række af de – primært amerikansk producerede – kristne film fås nu i Danmark med danske undertekster. I det følgende har jeg givet dem stjerner og en kort præsentation.

EN STJERNE
De kristne film, der får æren af kun at få én stjerne, er alle endetidsfilm. Ikke fordi endetidsfilm per automatik er dårlige, men fordi de nævnte titler simpelthen er teatralske og dårligt producerede.

 

 fra "The Moment After"

"The Moment After" (1999) er produceret af David A. R. White, som også spiller hovedrollen. David White er skuespiller og filmproducer, og på hans hjemmeside, holymanundercover.com, kan man læse om de film, han har produceret eller medvirket i. David White er en af de kristne skuespillere, som er med i flest kristne film. Ikke desto mindre er "The Moment After", og efterfølgeren "The Moment After 2: The Awakening" (2007), frygtelig dårlige. Jeg fik ganske enkelt ikke set filmene til ende. De mindede mig om den formentlig bedst kendte, men også dårligt producerede endetidsfilm fra 1970: "Som en tyv om natten".

Typisk for disse dårlige, kristne film er, at der halvvejs henne i filmen er indbygget en personlig omvendelse. Hovedpersonen når i løbet af max 40 minutter til personlig tro på et spinkelt grundlag og med underlægningsmusik, som bekræftende faktor for tilskueren. Man føler sig manipuleret, fordi historien i filmen og dialogen er langt fra virkeligheden. Samtidig kan man se, at filmen ikke har kostet meget at producere, for kameraarbejdet, kulisserne og lyssætningen er lettere amatøragtig.

 

 fra "Left Behind"

"Left Behind I-III" (2000, 2002, 2005) bygger på romanserien af samme navn, men forholder sig meget frit til det oprindelige forlæg. Faktisk så frit, at romanforfatterne har lagt sag an. Det har dog ikke forhindret filmselskabet og hovedskuespilleren, Kirk Cameron, i at lave indtil videre tre dårlige, kristne endetidsfilm. Præmissen for filmene, er en temmelig speciel fortolkning af Bibelen (se afsnittet om endetidsfilm). Og så begår "Left Behind" samme fejl som "The Moment After": Halvvejs inde i filmen er der den obligatoriske omvendelse. Og i film nummer to, "Left Behind: Tribulation Force", har filmselskabet og Kirk Cameron valgt at indlægge nogle meget direkte, evangeliserende samtaler, bygget op over Kirk Camerons evangelisationsmetoder fra hans organisation, "Way of the Master".

Der er, som i "The Moment After", en høj "pinlighedsfaktor", fordi plot og karakterudvikling er så unaturlig og forceret, at man som kristen føler det pinligt, hvis ens naboer eller søgende mennesker i det hele taget skulle finde på at se filmen. Det unaturlige, det forcerede, giver et helt forkert billede af kristendommen og troslivet.

Interessant er det dog, at den tredje film i serien, "World At War", har fået et lille ekstra skub, eftersom filmselskabet Sony var med til at producere den. Det gør dog ikke filmen bedre, men gør blot filmeffekterne flottere at se på.

 

 fra "Facing the Giants"

TO STJERNER
"Facing The Giants" (2007) er produceret af kirken Sherwood Baptist Church, som har oprettet filmselskabet Sherwood Pictures. De har også produceret "Fireproof". Sherwood Pictures lægger ikke skjul på, at det er evangelisation og forkyndelse, der står højest på dagsordenen. Og det præger deres film. Igen er det åbenbart vigtigt, at der sker en omvendelse midtvejs i filmen, og igen er en interessant begyndelse på filmen ødelagt af filmens sidste halvdel, hvor alt går op i noget, der kunne minde om lykke-religion og "bare du tror på den rigtige måde, så lykkes alt for dig".

"Facing The Giants" kunne faktisk have været rigtig god, hvis den havde endt med, at sportsholdet tabte kampen og igennem det lærte, at Gud er med i alle situationer, om vi vinder eller taber. Filmen havde været god at tage ved lære af, hvis den havde ladet holdet erfare, hvor afgørende det er at vide, at selv når vi står i svære situationer, kan vi bede: Må det blive dig til ære, Gud. Men i stedet for får man det indtryk, at når troen har nået det korrekte stadie, så kommer lykken og velsignelserne til os på én lang række.

 

 fra "The Inquiry"

At filmen er pinlig og ikke værd at vise for åndeligt søgende, hænger sammen med førnævnte kritik af plot og karakterudvikling i de kristne film: Det er urealistisk – og faktisk også ubibelsk. De få personlige kampe, vi møder i filmene, forsvinder hurtigt eller løses af en hurtig omvendelse eller noget storladent baggrundsmusik.

"The Inquiry" (2006) udspiller sig i årene efter Jesu opstandelse og er en slags detektivhistorie om den romerske kejser Tiberius, som ønsker at få undersøgt, hvem Jesus var. Der er store og kendte skuespillere med: Max von Sydow spiller kejseren, og Dolph Lundgren spiller slaven Brixos. Historien og præmisserne er interessante, men kulisserne er dårlige og skuespillet ligeså. Det ses tydeligt, at budgettet har været begrænset. Og så virker det forkert at have Dolph Lundgren med i filmen, for han forsøger at gøre den til noget, den ikke er, nemlig en actionfilm.

TRE STJERNER
 

 fra "The Second Chance"

"The Second Chance" (2005) er ganske interessant af to grunde. Dels fordi den er skrevet og produceret af to velkendte kristne musikere (Steve Taylor og Michael W. Smith), og dels fordi den blev produceret som et modspil til netop de pinlige, gennemskuelige, forkyndende kristne film. Dét er jo interessant, og jeg kan huske, at de to musikere, da filmen blev produceret, i en række interviews udtalte, hvordan de netop var trætte af de stereotype præsentationer af de kristne.

Spørgsmålet er så, om det lykkedes for dem? Svaret er … nej, egentlig ikke. Det er stadig en film FOR kristne, dvs. ikke en film, jeg vil vise åndeligt søgende mennesker. Den foregår i et kirkeligt miljø, den handler om præster og kirkelige medarbejdere, og den peger på visse megakirkers problemer med "store personligheder" frem for "stort evangelium". Filmen "prædiker til de allerede omvendte", og er som sådan uskadelig – og enhver kristen vil få en from tåre i øjnene, når de i en central scene i filmen ser en medarbejder vaske de andres fødder.

Filmen er som sådan ikke dårlig, og da slet ikke med kristne som publikum. Den har heller ikke så stor pinlighedsfaktor som de ovenfor nævnte film, men den foregår i et miljø, som er relevant for kirkevante og handler først og fremmestom problemstillinger i det miljø.

 

 fra "Stengrunden"

For nylig kom der endnu en film i denne genre, altså en film der foregår i et kristent miljø. Det er en anden kristen musiker, Kevin Max (fra det tidligere superband DC Talk), der medvirker i filmen "The Impostor" (læs om filmen på theimpostermovie.com).

"Stengrunden - Herrens hammer" (1995 og 2007) bygger på den tidligere svenske biskop Bo Giertz' roman af samme navn, fra 1941. Romanen er en klassiker i nogle kristne kredse, idet den i romanform præsenterer den lutherske troslære. Men det siger sig selv, at en troslære-roman, som jo unægtelig må indeholde meget dialog, er svær at omsætte til film. Og det bærer denne svenske filmatisering da også præg af. For elskere af romanen – og af klassisk, luthersk teologi – er filmen rigtig god, men det er den først og fremmest, fordi den "prædiker" og samtidig forudsætter en vis viden om skandinavisk kirkehistorie.

 

 fra "Fireproof"

"Fireproof" (2009) er den anden film fra Sherwood Pictures (mere om Sherwood Pictures i "Brandmænd og kærlighed"). Her er det, ligesom i "Left Behind", den kristne skuespiller Kirk Cameron, der har hovedrollen i en film, der forkynder det kristne ægteskabs velsignelse (og udfordringer). Som kristent ægtepar var det godt at se filmen sammen, men jeg er usikker på at vise den for kirkefremmede, søgende ægtepar. Problemet ligger først og fremmest i de scener, hvor Kirk bliver omvendt – endnu en gang: midtvejs i filmen, og endnu en gang: meget hurtigt, og gennem en ene-monolog fra hans far.

Når den får tre stjerner, så er det, fordi den trods alt er bedre end Sherwood Pictures' første film, "Facing The Giants".

 

 fra "Faith Like Potatoes"

FIRE STJERNER
"Faith Like Potatoes" (2006) er usædvanlig, fordi den foregår i Sydafrika, og fordi den er herligt ikke-amerikansk i sin form. Og så bygger den på en virkelig historie om landmanden Angus Buchan, der blev kristen og evangelist. Den er væsentlig bedre end de førnævnte film, også selv om den indeholder en omvendelsesscene. Forskellen er, at det var sådan, det skete i virkeligheden. Og forskellen er, at der i filmen sker nogle helt utrolige mirakler, som kun kan komme fra Gud og ikke opdigtet af Buchan. Han træder nogle ret vanvittige skridt i tro – og oplever tilsvarende store problemer.

Når man ser filmen, er man ikke i tvivl om, at den er lavet med et forkyndende, evangeliserende formål, men den gør det på en måde,som er forskellig fra de mange førnævnte amerikanske film.

 

 fra "Mercy Streets"

"Mercy Streets" (2000) har den næsten allestedsnærværende, kristne skuespiller David A. R. White i hovedrollen. Det er, i modsætning til hans skuespil i "The Moment After", en hæderlig præstation, han gør, især fordi han i filmen her spiller en dobbeltrolle som et tvillingepar. Filmen er instrueret af en ikke-kirkelig instruktør, som ellers mest har gjort sig i musikvideoer. Og det ses i filmen: Klipningen er moderne og spændende, og actionsekvenserne er tilpas troværdige. Historien er spændende, og man er spændt på, hvordan den ender.

Evangeliet forkyndes forholdsvist klart i filmen og på en anderledes måde, nemlig igennem krisen mellem de to tvillingebrødre – den ene nyuddannet præst, den anden kriminel. Jeg har anvendt den i konfirmandundervisningen, med gode resultater.

 

 pastor Cane i "Preacher"

FEM STJERNER
"Preacher" ("Saving God", 2008) er produceret af det kristne filmselskab Cloud Ten. Hovedrollen spilles af en stor og erfaren skuespiller, nemlig Ving Rhames, som især kendes fra Tom Cruise filmene "Mission Impossible". For en gangs skyld udspilles filmen ikke i et "hvidt" miljø, men i et fattigt, afro-amerikansk miljø et sted i USA. Hovedpersonen Armstrong Cane er præst, men har været i fængsel i 15 år for et mord. Da han kommer ud, har verden forandret sig. Det samme har den kirke, hvor han (og hans far) var præst, i et slumkvarter i byen. Opholdet i fængslet har gjort sit ved præsten, både negativt, men også positivt. Han har fået et tættere forhold til Gud, og han har fået større forståelse for, hvordan Guds rige kan udbredes i de hårde miljøer.

Da han er kommet ud af fængslet, vender han tilbage til kirken og møder en ung mand ved navn Norris. Han tager manden til hjertet og ønsker at hjælpe ham. Men i forsøget må han også stå ansigt til ansigt med de magtfulde pushere, som styrer bydelen – og styrer Norris.

Filmen er ikke sukkersød, og Norris dør faktisk til sidst. Til gengæld får præsten stor indflydelse på den pusher, som er skyld i Norris' død. Dialogen i filmen er interessant og realistisk – og præsten Cane får forkyndt evangeliet på en måde, som ikke får mig til at krumme tæer.

 

 Ashley og Norris i "Preacher"

Der er et interessant plot i filmen, og karakterbeskrivelsen er forholdsvis troværdig. Og så er der noget helt særligt over at se Ving Rhames i rollen som præst: Denne fysisk store mand med den dybe stemme, som på alle måder står for autoritet og integritet.

Indtil for nylig var "Mercy Streets" min favorit blandt kristne film, men nu konkurrerer den med "Preacher" med Ving Rhames (som også har co-produceret filmen). Selvom filmen hedder "Saving God", har den af uransagelige årsager i Danmark fået titlen "Preacher".

SEKS STJERNER
"Apostelen" (1997) er på alle måder anderledes og inspirerende – og provokerende. Den er faktisk svær at blive klog på. Filmen er skrevet, produceret og økonomisk støttet af karakterskuespilleren Robert Duvall.

 

 fra "Apostelen"

Duvall er kristen og arbejdede på manuskriptet i mange år. Og filmen er lavet som en kærlighedserklæring til især den kirkelige tradition, Duvall voksede op i - bibelbæltet i sydstaterne i USA.

Filmen handler om en prædikant, Sonny, hvis privatliv er gået helt i stykker. Han har et voldsomt temperament, han er skørtejæger, og han kæmper i det hele taget med mange personlige ting – og igennem alt dette er han stadig prædikanten, som forkynder evangeliet klart. Og han er prædikanten, som gerne råber og skælder ud på Gud.

Portrættet af prædikanten er voldsomt og stærkt – og realistisk. Men realistisk på en underligt provokerende måde, for man er faktisk i tvivl, når filmen er slut. Har man været vidne til en kristen psykopats liv eller har den faktisk handlet om, hvordan Gud bruger selv et så ufuldkomment menneske som Sonny i evangeliets tjeneste.

Filmen anbefales i høj grad til refleksion og debat. Den er lavet med samme indlevelse og kærlighed til emnet og til filmmediet, som fx ses hos brødrene Coen i film som "O Brother Where Art Thou", "A Serious Man" og "Fargo".

Wikipedia har en liste over en del kristne film.

TEMA - kristne film


Bruger kommentarer
Film&Tro forbeholder sig ret til at fjerne indlæg!
 
Thilde - 29/05/2010
Hvor skønt at sådan en side også tør omtale "pinlighedsfaktoren" ved kristne film! Respekt for det!
 
Mads - 09/07/2010
Var det lige nødvendigt at skrive at Norris dør til sidst i "Preacher"?!
 
Anita - 08/09/2010
Fin liste, du har lavet her - tak for den :-) Vil dog blot pointere, at selvom du synes at mene, at en stor del af filmene ikke synes oplagte til at vise til ufrelste "søgende", er der faktisk tusinder, som er blevet frelste igennem at se disse film. Det handler nemlig ikke om underholdningsværdien, men om den Hellige Ånds virken på den person, der ser filmen. En person bliver frelst ved det ord, der bliver forkyndt (selvom mange - selv kristne - tydeligvis skammer sig over det forkyndte ord), ikke ved noget som helst andet. Jeg er enig i, at kristne film desværre sjældent bliver lavet supergodt - men nu er det så heller ikke det, der frelser, og er det ikke det, der er det vigtigste..? :-)
 
Ingelise Gregersen - 16/01/2014
Det var dejligt at læse denne artikel og den hjalp mig, da jeg skulle vælge en film som jeg kunne bruge i vort teenagearbejde i kirken.
 
Dit navn
Din IP:174.129.76.87
Din kommentar

Indtast antispam kodeordet:
-
site by: steady
design by: Ben Haman