Hvad forstår man ved "forløsende film"? Det er film, som alle indeholder en forløsende historie – nogle gange åbenlyst, andre gange mere skjult. Flere film har helt bogstaveligt en karakter, som repræsenterer en forløser, én der blandt andet skaber forsoning og nærhed mellem mennesker og måske også i forholdet til Gud. I nogle film ligger forløsningen skjult under overfladen, og man må derfor se lidt nøjere efter. Nogle er "feel good"-film, som fremkalder smil og glæde. Andre skildrer mere de mørke sider ved livet og er mere eftertænksomme og reflekterende. Den originale liste findes på www.christianitytoday.com.
1. Op Instruktør: Pete Docter Carl og Ellie havde en drøm om at rejse til Paradisfaldet i Sydamerika, men drømmen blev først til noget, da Carl var en gammel, bitter enkemand, der helst bare vil være i fred - og i vejen! Da man vil have Carl på plejehjemmet har han planen klar: Han har i nattens løb fyldt tusindvis af kulørte balloner med helium og lader dem nu komme ud i det fri og løfte hele hans hus væk fra storbyen, samfundet og alt og - næsten alle. Den overvægtige og ret irriterende 8-årige spejderdreng Robert havde gemt sig på Carls veranda og banker på døren for at komme ind i sikkerhed i det flyvende hus. Og så tager historien for alvor fart. Der er flere lag i filmen, så der noget for både store og små. Film&tro-anmeldelse
2. The Blind Side Instruktør: John Lee Hancock
Den omsorgsfulde, kristne mor Leigh Anne retter op på den unge, sorte amerikaner, Michaels liv og giver ham mod. Michael er kommet skidt fra start. Hans far skred, da han var en uge gammel, og hans mor er stofmisbruger. Michael kan hverken læse eller regne. Michael kan dog noget med sport, men må ikke spille på skolens fodboldhold, før han bliver dygtigere i skolen. Leigh Anne tager ham med hjem, og Michael oplever, hvad det vil sige at have en familie. Der bliver skabt en tryg ramme, så det måske er muligt at indhente noget af det forsømte i skolen. Fokus for Leigh Annes omsorg er, at hun ser samme muligheder i ham, som i sine egne børn, og familien står sammen om det. Film&tro-anmeldelse
3. Invictus Instruktør: Clint Eastwood Filmen fortæller historien om, hvordan et verdensmesterskab i rugby, der afvikledes i Sydafrika i 1995, kom til at samle nationen. Det foregår inden for Mandelas første år som præsident. I taler og samtaler møder vi det sind hos Mandela, som blev nøglen til at undgå den borgerkrig, der ulmede. Hvis vi sætter hårdt ind mod de hvide nu, opfører vi os, som de forventer, var hans budskab. "Vi skal overraske dem med barmhjertighed," sagde han. Da hans sorte sikkerhedschef reagerede imod at få nogle hvide sikkerhedsvagter som kolleger, fordi de måske havde været med til at dræbe hans familie, sagde Mandela: "Tilgivelse sætter sjælen fri." Film&tro-anmeldelse
4. The Road Instruktør: John Hillcoat Filmen foregår i kølvandet af en altødelæggende katastrofe. Vi følger en far og hans elleve årige søn. Manden elsker sin søn og gør alt for at beskytte ham. Ja, han siger, at "barnet er mit livsgrundlag, hvis ikke han er Gud, har Gud ikke talt". Men hvad med Gud? Eksisterer han i denne forfærdelige, brutale og grå verden? Manden siger på et tidspunkt: "Hvis der er en Gud, har han vendt ryggen til menneskeheden for længe siden." På trods af, at verden fremstår gudløs, brutal og døende, viser troen, håbet og kærligheden sig i skygger og små glimt mellem far og søn. Troen og håbet er ikke skildret som specifik kristen, men snarere som et universelt begreb. Film&tro-anmeldelse
5. Solisten Instruktør: Joe Wright Filmen er baseret på en sand historie. En klummeskribent, Lopez, ser en vagabond, Nathaniel, sidde og spille musik. Musikanten er svær at komme i kontakt med, for han er skizofren og stoler ikke på nogen. Lopez tager Nathaniel med til en Orkesterprøve, og Nathaniel bliver opslugt af musikken. Lopez er fascineret af Nathaniels indlevelse og bliver nysgerrig efter at finde hans forståelse af musikken. Der er flere citater om Guds eksistens og det metafysiske. Nathaniel siger flere gange, at Lopez er hans gud, men jeg ved ikke, om det er et udslag af skizofrenien, for det virker ikke nedladende. Nathaniels indblik i det æstetiske er et dejligt udtryk for, hvor smukt verden er skabt. Film&tro-anmeldelse
6. Where the Wild Things Are Instruktør: Spike Jonze Historien om drengen Max, der rager uklar med sin mor og stikker af, blot for at vågne i et fantasiland, befolket af troldeagtige væsener, er en enkel fortælling om fantasiens pudsige krinkelkroge og om venskab. Den handler om det smertelige i at blive voksen. Vi ser Max helt fri som et legende barn, men vi mærker også den snigende voksenbevidsthed og den smertelige erfaring af hans forældres kuldsejlede ægteskab forplantet i vilddyrene. Man fornemmer smerten hos Max i at forstå, at hans konstruerede virkelighed ikke er sand. Men man ser også skønheden i den virkelighed, vi alle med større eller mindre glæde befinder og os i. Film&tro-anmeldelse 7. District 9 Instruktør: Neil Blomkamp Filmen er et mix af både dokumentar, science fiction og action. Det politiske budskab er apartheid og racisme. Et rumskib med sultne, trætte og flygtende aliens nødlander i Sydafrika. De mange tusinder aliens interneres i en flygtningelejr, hvor de lever i slum og fattigdom. Til sidst beslutter regeringen, at der skal oprettes en ny lejr, og derfor skal alle aliens tvinges til at flytte væk fra lejren og over til et nyt sted. Den hvide sydafrikaner Wikus skal overbringe budskabet. Han kommer imidlertid i nærkontakt med en virusholdig væske, så hans krop langsomt begynder at transformere sig fra menneske til alien. Wikus bliver dermed selv et offer for apartheid. Film&tro-anmeldelse 8. The Hurt Locker Instruktør: Kathryn Bigelow William James bliver leder af en tremands eliteenhed med speciale i bomberydning, hvor vejsidebomber er en del af hverdagen. Det sætter risiko, spænding og liv og død i perspektiv. "The Hurt Locker" er et slangudtryk, som handler om at blive såret i en eksplosion. Der hentydes ikke bare til fysiske smerter, men også til de psykiske smerter, der er forbundet med krig. Filmen sætter også en soldats familierelationer på spidsen. Kan et dødsensfarligt arbejde 350 dage om året betyde mere end familien? Kan man have en så loyal ægtefælle, at hun accepterer det? I et kristent perspektiv har filmen et budskab til eftertanke ind i en tid med alt for mange skilsmisser. Film&tro-anmeldelse
9. Julie & Julia Instruktør: Nora Ephron Paris 1949. Amerikaneren Julia Child, der er i 40'erne, er for nylig blevet gift. Hun keder sig ved at være hjemmegående. Da hun er fascineret af fransk madkunst, går hun til undervisning og bestemmer, at hun vil udgive en bog om fransk madlavning for amerikanske husmødre. New York 2002. Den 30-årige Julie mangler udfordringer. Hendes mand foreslår, at hun skal lave en blog. Hun bestemmer sig for at lave alle 524 opskrifter fra Julia Childs franske kogebog på 365 dage. Hver aften blogger hun om, hvordan det går. Filmen er baseret på to sande historier, der flettes ind i hinanden. Begge ægtepar er meget forelskede. En rigtig feel-good film. Film&tro-anmeldelse
10. Up in the Air Instruktør: Jason Reitman Ryan Bingham hjælper direktører over hele USA med at fyre deres medarbejdere. Han sikrer, at fyrede medarbejdere får mod på at fortsætte tilværelsen. Bingham tilkaldes fra fjern og nær og flyver 270 dage om året. Og han elsker det. Bingham holder også foredrag om, "hvad folk har i tasken". Hvilken last bærer du rundt på? spørger han retorisk og giver folk mulighed for at rydde op i deres liv. Bingham bliver udfordret, da den unge assistent Natalie Keener foreslår at fyre folk over Skype og dermed undgå de dyre flyrejser. Dermed er Binghams livsstil i fare, og han tager derfor Keener med på en fyringsrejse. En flot film, hvor friske dialoger går godt i spænd med romantik og eftertænksomhed. Film&tro-anmeldelse
I opløbet om at blive blandt de 10 mest forløsende film var også