- Rio 2
- Sin City: A Dame to ...
- Efter brylluppet
- Philomena
- Frans af Assisi
- Broder Sol, Søster Måne


- Bøn, mystik og forfa...
- Filmfans ønsker tros...
- En film for troende ...


- Fascinerende filmfor...
- Monsteret inden i os
- Bibelske motiver i film


- Tog venner med til f...
- Filmstriben - et bek...
- Ny norsk bog om film...


- Længsel efter fred
- En dag uden krig - f...
- Vejen hjem


- Film med fokus på ve...
- Trailer til Moses-fi...
- Heaven Is For Real -...


- TEMA - biografiske film
- TEMA - Ved livets be...
- TEMA - sportsfilm


- Top 10 film 2012
- Top 10 film 2011
- Top 10 film 2010




Mest forløsende film 2006

Hvad forstår man ved "forløsende film"? Det er film, som alle indeholder en forløsende historie – nogle gange åbenlyst, andre gange mere skjult. Flere film har helt bogstaveligt en karakter, som repræsenterer en forløser, én der blandt andet skaber forsoning og nærhed mellem mennesker og måske også i forholdet til Gud. I nogle film ligger forløsningen skjult under overfladen, og man må derfor se lidt nøjere efter. Nogle er "feel good"-film, som fremkalder smil og glæde. Andre skildrer mere de mørke sider ved livet og er mere eftertænksomme og reflekterende. Den originale liste findes på www.christianitytoday.com/movies.

1. Vejen til Betlehem
Instruktør: Catherine Hardwicke

Den amerikanske film om vejen fra englen Gabriels bebudelse af Jesu fødsel til barnemordet i Betlehem følger ret præcist en kombination af Lukasevangeliets og Matthæusevangeliets versioner af Jesu fødsel. Skal man yde "Vejen til Betlehem" retfærdighed, må man beslutte sig for, hvilken "vægtklasse" man vil placere den i. Sammenlignet med andre bibelfilm, holder den udmærket. Den har sine fine øjeblikke. Spillet mellem Maria og Josef fungerer fint. Landsbyen Nazarets foragt for Maria og hendes utroværdige historie om englebesøg virker helt rigtig. Men sammenlignet med film af anderledes kunstnerisk styrke falder den svagt ud. Film&tro-anmeldelse

2. The New World
Instruktør: Terrence Malick
Filmen er en kulturhistorisk udviklingshistorie forklædt som skønhedsåbenbaring. Bag den sande historie om Pocahontas, som Malicks opus bygger på, gemmer sig en gennemgribende civilisationskritik og en overrumplende hyldest til naturen. Malick lader Smith forelske sig, ikke blot i Pocahontas, men i alt det, hun og hendes natur repræsenterer: En respekt for skaberværket. Pocahontas, på den anden side, finder hos Smith en kultur, der sætter rammer om hendes tilværelse og som kan give hende en plads. For Smith er mødet med Pocahontas mødet med en åbenbaring, der gør, at han i naturen finder den frihed, han netop er rejst til Amerika for at finde. For Pocahontas bliver mødet med Smith en åbenbaring, for han repræsenterer en kultur hvor netop det, hun kan, værdsættes. Film&tro-anmeldelse

3. Sophie Scholl: De sidste dage
Instruktør: Marc Rothemund
Troen på Jesus Kristus som herre, drev Sophie ud i illegal sabotage under anden verdenskrig. Hun tages på fersk gerning af nazisterne. Historien om Sophie Scholl er på mange måder en film, der virker stærk på en kristen tilskuer. For Sophie Scholl var netop selv drevet af sin tro på Kristus Jesus som den herre, hun ville tjene. Det var her hun fandt sit brændstof til den indignation, der drev hende ud i illegal sabotage og modarbejdelse af Hitler, hans regering og hans nazisme. Det, hun sammen med sin broder og flere andre begik, var dybt ulovligt og livsfarligt i en tid, hvor demokrati og medmenneskelighed var tilsidesat for ondskab og vanvid. Man spørger uvægerligt, nærmest tvivlende sig selv om da ikke filmen romantiserer lidt over Sophies natur og styrke til også – da hun tages på fersk gerning – at tale magthaverne imod. Men Rothemunds film forholder sig ganske loyalt til de forskellige vidnesbyrd om hende, der findes. Film&tro-anmeldelse

4. En dag uden krig
Instruktør: Christian Carion
Soldater fra tre forskellige lande får under første verdenskrig lov til at fejre jul sammen. Det bliver en helt særlig oplevelse. Da juleaften oprinder vover ingen at skyde efter hinanden, og roen sænker sig over soldaterne. Den bliver dog brudt, da en af de skotske soldater griber en sækkepibe og begynder at spille. Det bliver startskuddet til en helt særlig og uforglemmelig juleaften for alle soldaterne. Sammen med tonerne fra sækkepiben spredes julestemningen rundt på hele slagmarken. Våbenhvilen varer et helt døgn, og pludselig er det ikke soldater og fjender, der står over for hinanden, men mennesker i kød og blod ... Det er ikke nemt at fortsætte en krig, der har været afbrudt på denne måde, - det er ikke nemt at skyde på mennesker, man har sunget og bedt sammen med og trykket hånd med. Film&tro-anmeldelse

5. The Second Chance
Instruktør: Steve Taylor
Ethan - spillet af sangeren Michael W. Smith - er en yngre, forkælet forstadspræst, der lever et behageligt og ukompliceret liv som feteret musiker, forfatter og lovsangsleder i sin fars megakirke. Jake  er en lidt rå og upoleret sort gadepræst, som leder sin lille multietniske menighed midt i storbyens problemer med blandt andet gadebørn, bander, stofmisbrugere og teenagemødre. Dette umage par bliver meget mod deres vilje sat sammen i storbyslummen. Menighedsrådet i Ethans kirke er nemlig af den faste overbevisning, at Ethan med sin selviske og egenrådige stil trænger til et længere "praktikophold" under mindre privilegerede omstændigheder. Film&tro-anmeldelse


6. Charlottes tryllespind
Instruktør: Gary Winick
Et venskab mellem grisen Wilbur, en edderkop og pigen Fie hjælper mennesker til at se verden med nye øjne. Venskab er et centralt tema i denne familiefilm. Morens bekymring over sin datters venskab med en gris vendes til sidst til lettelse og forventning, da hun indleder et venskab med en dreng. Dyrene i laden bliver venner som et resultat af Charlottes forsøg på at redde Wilbur fra at blive flæskesteg. De bliver ægte venner ved at se på venskabet mellem grisen og edderkoppen. På nogen måder kan venskabet mellem Wilbur og Charlotte se ud til at være ensidigt, Wilbur kan ikke lide at være alene, han vil ikke dø, og Charlotte imødekommer disse behov. Film&tro-anmeldelse


7. Tsotsi
Instruktør: Gavin Hood
"Tsotsi" er et barsk, dybtfølt og realistisk drama om bandekriminalitet i en fattig ghetto i Johannesburg. I udkanten af ghettoen bor bandelederen Tsotsi. Det er en film, der udfordrer og stiller spørgsmål! Hvordan kan jeg, som er stærk, lære at vise respekt for den, som synes at være bestemt til at forblive svag? Bærer jeg et ansvar for, at nogle mennesker – også i vores samfund – må leve med den særlige følelse af ikke at blive set, ikke at blive regnet for et fuldgyldigt og værdifuldt menneske? Det er ikke en fortælling, hvor alt ender lykkeligt, men den insisterer på, at der altid er håb. Også for det menneske, som jeg ellers har dømt ude. Film&tro-anmeldelse


8. The Three Burials of Mequiades Estrada
Instruktør: Tommy Lee Jones
En mexicaner ved navn Melquiades skydes og begraves af sin morder. Derefter findes liget, og begraves derefter igen af de officielle myndigheder. Derefter graves det op igen – og så begynder filmen for alvor sin hovedhandling: Melquiades' bedste ven, Pete, tvinger Melquiades' morder, Mike, til at grave liget op og at begrave det igen i Melquiades' hjemby i Mexico. Filmens nerve er et psykisk spil mellem en forbryder og en hævner - eller er det to forbrydere? Men der er også mange sidetemaer: Ensomheden - og hvordan man som ægtepar overlever det miljø, og hvor kummerlig tilværelsen er for mange mexicanere. Hovedtemaet er vel enten venskab ud over døden eller spørgsmålet om hævn/straf. Film&tro-anmeldelse.

9. A som Akeela
Instruktør: Dough Atchison
Dygtige børn keder sig i skolen, siger man. Sådan har 11-årige Akeelah det. Hendes lærer udfordrer hende så til at deltage i en stavekonkurrence. Først siger hun nej, for så vil de andre endnu mere betragte hende som en nørd. Men i respekt for sin afdøde far, der kunne lide at spille scrabble, vælger hun at sige ja. Akeelah er dygtig til at stave, og ved at øve sig bliver hun så dygtig, at hun vinder den ene konkurrence efter den anden. Filmen fungerer ikke helt så godt på dansk, da det ikke er de samme ord, der er svære at stave. Herhjemme kender vi konkurrencer for juniorer fx fra "Talentshow". Her gælder det også om at finde balancen mellem at have forventninger til, hvor langt juniorerne kan nå, og så at erkende, at det ikke er "verdens undergang", hvis ikke man vinder. Film&tro-anmeldelse

10. Children of Men
Instruktør: Alfonso Cuarón
En kvinde, Kee, bærer på et barn, der er verdens eneste håb. Hun udsættes for mange trængsler, inden hun føder på gulvet i et usselt og beskidt rum. Lyder det bekendt? Filmen har klare paralleller til Juleevangeliet, der som bekendt også handler om et lille barn, der bliver hele verdens håb. Særligt da barnet bliver født, er parallellen tydelig, der mangler kun en krybbe for at ligheden er total. Ligesom Maria, Jesu mor, får Kee heller ikke lov til at få megen fred med sit nyfødte barn, og kun få timer efter fødslen bliver de to og Theo nødt til at flygte ud i kaosset af bomber, krig, død og ødelæggelse. Film&tro-anmeldelse



Anmeldernes 10 bedste film 2006
Den originale liste findes på ChristianityToday.com/movies

1. Children of Men
Instruktør: Alfonso Cuarón
I en kaosramt verden er en gravid kvindes ufødte barn menneskehedens eneste mulighed for ikke at uddø. Året er 2027. Menneskeheden er truet af udryddelse, fordi ingen længere er i stand til at føde børn. Kun i England har man undgået at lade alt stå fuldstændig til på trods af de dystre fremtidsudsigter. Det betyder, at flygtninge fra hele verden forsøger at komme til landet, men her bliver de afvist med hård hånd. Ikke alle er lige tilfredse med dette, så en række terroristgrupper og græsrodsorganisationer forsøger at bedre vilkårene for flygtningene samt gøre oprør mod den engelske regering. Filmen har klare paralleller til Juleevangeliet, der som bekendt også handler om et lille barn, der bliver hele verdens håb. Film&tro-anmeldelse

2. Barnet
Instruktør: Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne
En usentimental film om et ungt forældrepar, hvor faderen vil sælge deres nyfødte for at skaffe penge. Den 18-årige Sonia har fået barn med sin 20-årige kæreste Bruno. Brunos interesse for det forestående faderskab har været minimal. Kærligheden mellem de to er ægte, men også mærkelig barnlig. Der er så at sige kun nu'et, øjeblikket. Hvad der sker i morgen er ikke specielt vigtigt. Dog, et barn kalder på andre fornemmelser. Hos den unge mor. Ikke hos faderen. For ham er barnet en blindtarm, som kan blive siddende. Eller skæres af, alt efter hvad der nu passer bedst. Eller bedst kan betale sig. Og netop det sidste sætter dramaet i gang. Film&tro-anmeldelse

3. The New World
Instruktør: Terrence Malick
Et vidunderligt mesterværk, der vækker stærkt til eftertanke om, hvordan vi passer på jorden - og hinanden. Virginia 1607. Englænderne lander i den nye verden for at erobre den og slå sig ned. Inden længe har de opdaget de indfødte og skal nu finde en måde at leve fredfyldt side om side med mennesker af en bogstaveligt talt anden verden. Kaptajn John Smith møder på en tur til de indfødtes konge dennes indtagende datter Pocahontas. Han betages, ikke blot af hende, men af alt det, hun repræsenterer - hendes kultur, hendes folk, hendes liv. Hun ser i ham den mand, hun har længtes efter til at kunne give hende frihed. Film&tro-anmeldelse

4. United 93
Instruktør: Paul Greengrass
Ingen actionhelte, men helt almindelige mennesker, hvis pårørende i dag lever og har givet grønt lys til filmens skildring af deres kære. Filmen fremstår som en dokumentarisk dramatisering af, hvad der 11. september 2001 hændte med det fjerde fly - det fly, der styrtede ned på en mark i Virginia, men som var på vej for at flyve ind i Det Hvide Hus. Det begynder jo som en helt almindelig dag: Stewardesserne smalltalker til arbejdet, piloterne hyggesnakker i cockpittet, flyvelederen danner sig et overblik over den helt almindelige tirsdag. Som tilskuer sidder man med tilbageholdt åndedræt, for man ved jo godt, hvad der sker: At det her slet ikke er nogen almindelig dag. Det virker næsten ufatteligt, at disse mennesker ligesom alle andre kunne snakke om weekenden, om deres børn osv. Film&tro-anmeldelse

5. The Queen
Instruktør: Stephen Frears
Et nuanceret billede af en kvinde, der er helt alene i verden. Hvordan bevare folkets kærlighed til sig intakt og samtidig sikre kongehuset? Som karakterstudie tilbyder "The Queen" et nuanceret billede af en kvinde, der er helt alene i verden, og som ikke længere har kontrol over begivenhederne. Hvordan kan dronningen bevare folkets kærlighed til sig intakt og samtidig ikke forulempe de regler, der sikrer kongehusets position? Lyder det støvet, bør man huske, at Helen Mirren i rollen som dronning Elizabeth helt fortjent vandt en Oscar. Hun er ikke blot en kedelig traditionalist, men et menneske, som er forvirret over de nye tider, men som så inderligt ønsker at gøre det rigtige, for sit land, for sine børnebørn, der har mistet deres mor – og for sig selv. Film&tro-anmeldelse

6. Sophie Scholl: De sidste dage
Instruktør: Marc Rothemund
Troen på Jesus Kristus som herre, drev Sophie ud i illegal sabotage under anden verdenskrig. Hun tages på fersk gerning af nazisterne. Selvom retssagen mod Sophie, hendes bror og en kammerat på mange måder er filmens naturlige klimaks, fungerer "Sophie Scholl" bedst i de scener, hvor den fremragende Julia Jentsch i titelrollen spiller over for Gestapomanden Robert Mohr. Mohrs opgave er først at knække hende, men senere - da Sophie indrømmer sin skyld og dog står fast på sit - at overtale hende til at se nationalsocialismens fortræffeligheder. Han er repræsentanten for et system, der tilbyder en hel og forvrænget pakke: Sejr, en ideologi og et formål med livet. Sophie Scholl repræsenterer en personlig kristen tro og en etik, der taler om værdighed, tilgivelse og medmenneskelighed. Film&tro-anmeldelse

7. Casino Royale
Instruktør: Martin Campbell
Ikke anmeldt på film&tro. Se evt. anmeldelsen på Christianitytoday.com











8. Little Miss Sunshine
Instruktør: Jonathan Dayton & Valerie Faris
En komedie om den skøre familie Hoover, der rystes sammen, da den 10-årige Olive skal til skønhedskonkurrence i Florida.  En familie er et sted, hvor man på godt og ondt hører til. Sådan er det også for familien Hoover. Far lever af at sælge selvmotiveringskurser, men er ikke særlig succesfuld. Farfar er blevet en bitter og ganske pervers ældre herre, der dog som en høg vogter over sit yngste barnebarn, Olive, hvis største drøm er at blive skønhedsdronning. Storebroren Dwayne er en frustreret teenager, som drømmer om at blive testpilot. Han har aflagt et tavshedsløfte og kommunikerer til verden i vrede, skriftlige meddelelser eller med rullende øjne. Til sidst er der den selvmordsramte og ulykkeligt forelskede homoseksuelle onkel Frank og mor Sheryl, der holder sammen på det hele. Film&tro-anmeldelse

9. Tsotsi
Instruktør: Gavin Hood
"Tsotsi" er et barsk, dybtfølt og realistisk drama om bandekriminalitet i en fattig ghetto i Johannesburg. I udkanten af ghettoen bor bandelederen Tsotsi. Han har fortrængt alle minder om fortiden – selv sit rigtige navn. Tsotsi (slangudtryk for sort kriminel) er en brutal fyr, som myrder for penge. En dag skyder han en velhavende kvinde ned og stjæler hendes bil. På bagsædet af bilen ligger der et tre måneder gammelt spædbarn. Da Tsotsi finder barnet, overvejer han at lade det i stikken, men kan alligevel ikke få det over sit hjerte. I desperation putter han derfor barnet i en bærepose og tager det med hjem til blikskuret i ghettoen. Film&tro-anmeldelse


10. Little Children
Instruktør: Todd Field
Under forstadslivets kedsommelige overflade lurer begær og forbrydelser. Sarah er her en outsider med sit frisind, sin fantasi og hang til skønlitteratur. Så da den hjemmegående husfar Brad dukker op med sin søn på legepladsen, bliver det en kærkommen flugtvej for Sarah. De to falder godt i hak – men også mere end det. Der er en gensidig tiltrækning, som de i første omgang forsøger at skjule over for sig selv og hinanden, men som senere fører til udlevelsen af en hed kærlighedsaffære. Filmens instruktør, Todd Field, er tilsyneladende så optaget af at skildre barnlige voksnes ufuldkommenhed i et utilsløret billedsprog, at han (forhåbentlig) langt overskrider de fleste kristne menneskers grænser for sex og nøgenhed på film. For mange vil det være en chokerende oplevelse og forstyrrende for en ellers veldrejet og særdeles relevant film. Film&tro-anmeldelse

Bruger kommentarer
Film&Tro forbeholder sig ret til at fjerne indlæg!
 
Dit navn
Din IP:54.166.29.1
Din kommentar

Indtast antispam kodeordet:
-
site by: steady
design by: Ben Haman