Den første jul
Af: Bettina Drachmann Bech
Lad mig sige det, som det er, jeg var grebet fra filmens første tone "O kom, o kom, Immanuel" (DDS nr. 77), og med teksten fra Jeremias' Bog kap. 23 vers 5-6 på lærredet sammen med stjernebilleder fra verdensrummet var det oplagt at komme i julehumør. Man kender jo sin julehistorie, så jeg lænede mig godt tilbage med julehumør i hjertet. Måske netop derfor var chokket så stort over næste scene! Barnemordet i Betlehem. Det var en barsk opvågnen, som forvirrede mig lidt. Barnemordet i Betlehem hører ikke rigtig hjemme i mit juleevangelium. At filmen indledes med dette, lægger på mange måder en dæmper på julestemningen. Det fjerner fra begyndelsen alle glansbilledforestillinger, jeg måtte have om begivenhederne dengang. Det var en farlig og barsk tid at leve i.
Efter denne voldsomme konfrontation klipper filmen tilbage i tiden, og vi møder Josef og Maria. Eller rettere en filmisk fremstilling af hvem og hvordan de og deres familie måske har været, for vi kender jo kun de store linier og ikke alle de små dagligdags detaljer. Alle de store kendte begivenheder; bl.a. besøget af englen Gabriel, Josefs drøm, og de tre vise mænd er med. Filmen illustrerer fint de politiske og sociale forhold på den tid og beskriver, hvordan dagligdagen kunne have formet sig for dem med rejser, høst, skattebetaling, leg, forlovelse, m.m. Det var en hjælp, at jeg ikke kendte nogle af skuespillerne. Jeg blev således ikke distraheret af, hvilke andre roller de havde haft før. De var bare dem, de var, og jeg synes, de udfyldte deres roller fint.
Maria er meget ung. Kun et barn, vil vi sige, og det vises meget godt i filmen; hun leger, arbejder og hjælper til. Josef er en retsindig mand, en arbejdsom tømrer, der sætter andres behov over sine egne. Den personlige pris, han må betale ved at tage en gravid Maria til sig, beskrives fint i filmen. Jeg har aldrig før tænkt på, hvilken skandale det har været i den tids samfund! De følelser af frygt og forvirring, de begge oplever, træder tydeligt frem. Der er særlig to scener, som gjorde et stort indtryk på mig. Et sted, efter at Maria har haft besøg af Gabriel, ser man hende sidde vågen om natten, mens alle andre sover omkring hende. Jeg fik den tanke, at nu på tærsklen til at blive voksen oplever hun ensomheden, adskillelsen og fornemmelsen af, ikke som et barn at kunne dele alt med sine forældre. Senere - i stalden i Betlehem - er der en tilsvarende scene, her med Maria og Josef trygt sovende, men med det vågne Jesusbarn imellem sig. Måske lægger jeg for meget i de to scener, men for mig blev det en oplevelse af Jesus som genopretter af fællesskabet, af det, der i sin tid blev ødelagt ved syndefaldet.
Chokket fra indledningen er med til at sætte stemningen filmen igennem. Hvor de dog behøver og længes efter Messias, efter forløsningen, den konge, der skal sætte dem fri! Dog ikke alle, for der er også onde kræfter på spil. Barnet er i fare, endnu inden han fødes. Magtmennesket, den selvforherligende Herodes, frygter ham og forsøger at finde ham. Der er andre, der søger i glæde og forventning: de tre vise mænd. Ja, jeg morede mig over dem. De var et underholdende indslag, som jeg også kunne lære noget af. Tænk at tilsidesætte alt for at søge efter det vigtigste! Det var jo ikke en lille rejse, de var ude på. For dem var vejen til Betlehem lang. En af dem kommenterer på et tidspunkt i filmen, at de har været undervejs i over 100 dage. Hvis man nogensinde har siddet på en kamel, så ved man, at en halv time er nok! Zoomer vi ud og ser på det store billede, ved vi, at Herodes blot er en repræsentant for den onde. Han kendte også til profetien om Messias og frygtede den. Men Guds frelsesplan var lagt fra begyndelsen og havde været undervejs længe, så længe at der var vise mænd, der rejste over 100 dage for at nå frem!
"Vejen til Betlehem" begynder ude i himmelrummet og slutter i en stald. Ja, ganske vist når vi at se lidt til barnemordet i Betlehem, og flugten til Egypten, men det er alligevel den stjerneoplyste scene i stalden med hyrder og vismænd, der står prentet på nethinden. Alle disse samles om barnet. Stjernerne i universet, Josef og Maria, hyrderne og vismændene var intet uden det barn, og det barn var alt, de behøvede! Filmen forsøger ikke at prædike eller evangelisere, men jeg gik fra biografen i opløftet stemning. Jeg hører også til blandt den brogede skare i stalden. I denne travle, krigshærgede verden. En verden hvor der ikke er særlig mange gode nyheder, og hvor julens budskab ofte drukner i glimmer, guld og granguirlander. Derfor må vi skynde os til stalden og knæle ved det barn, der betyder alt.
En god måde at minde sig selv om dette, ville være at haste i biografen og se denne film. Jeg nød den. Musikken var vidunderlig, der var velkendte strofer af julemusik, og bliver man siddende under rulleteksterne, kan man læse at selv æslet i filmen nævnes ved navn! Til allersidst afsluttes der med "En rose så jeg skyde", så und dig selv at blive siddende til filmen er helt slut, og vid så at dagligdagen venter og julen bæres med over alt i hjertet - også når december er slut - på grund af det barn, der fødtes dengang for 2000 år siden.
 En god bibelfilm
Af Henrik Højlund
Jeg kunne godt finde på at vise "Vejen til Betlehem" for mine konfirmander, når den engang kommer på dvd. Sådan hen under juletid, for at få sat mere kød og blod på juleevangeliet.
Den amerikanske film om vejen fra englen Gabriels bebudelse af Jesu fødsel til barnemordet i Betlehem følger nemlig ret præcist en kombination af Lukasevangeliets og Matthæusevangeliets versioner af Jesu fødsel. Så man er altså på tryg grund med denne film. Den fantaserer sig ikke længere væk fra tekstgrundlaget, end en gennemsnitlig børneklubleder ville gøre, hvis hun skulle genfortælle historien med egne ord.
Dermed sagt, at filmen fungerer udmærket i, hvad man kunne kalde bibelfilm-genren - film der er lavet som en slags illustreret Bibel. Film som så at sige ikke kan stå på egne ben, og altså ikke tåler sammenligning med biograffilm, der vil mere end illustration eller ligegyldig underholdning.
Fine øjeblikke
Der er gennem tiderne gjort flere forsøg på at lave bibelhistoriske film, som vil mere end at illustrere. Det seneste forsøg var Mel Gibsons "The Passion of Christ". Man kan diskutere, hvor vellykket forsøget var, men Mel Gibson forsøgte i hvert fald at give historien kant og kunstnerisk kvalitet, så man mærkede, at det er bibelhistorien læst af et bestemt temperament, gengivet med skarp vinkel og hensigt.
Skal man yde "Vejen til Betlehem" retfærdighed, må man med andre ord først beslutte sig for, hvilken "vægtklasse" man vil placere den i. Sammenlignet med andre bibelfilm, holder den udmærket. Den har sine fine øjeblikke. Spillet mellem Maria og Josef fungerer fint. Landsbyen Nazarets foragt for Maria og hendes utroværdige historie om englebesøg virker helt rigtig.
Den kulørte pensel
Men sammenlignet med film af anderledes kunstnerisk styrke falder den temmelig svagt ud.
I stedet for at satse på historiens indre, psykologiske drama, males dramaet mestendels med den store, kulørte pensel, med vægt på Herodes, de vise mænd (som spilles helt ud i det folkekomedieagtige) og en temmelig dramatisk rejse til Betlehem.
Det hele ender i et gennemført krybbespil, som er så glansbilledagtigt, at man til sidst bare venter på, at alle bryder ud i "Glade jul". Og sandelig om ikke vi får den i slutbillederne!
Filmen er blevet omfattende lanceret, den har premiere i en lang række af landets biografer, den har et produktionshold, som nok skulle kunne måle sig med de bedre af slagsen. Derfor må filmen vel alt i alt også finde sig i at blive målt i den tungere vægtklasse. I den kategori får den ikke mange stjerner af undertegnede anmelder.
Kilde: Indre Missions Tidende nr. 50/2006
Tema om julefilm, hvor du også kan se henvisning til artikler om manuskriptforfatter, Mike Rich.
Bruger karakter:
 (5.56)
|
