Boy A

Anmelder karakter:
Medvirkende: Andrew Garfield, Peter Mullan, Siobhan Finneran, Alfie Owen
Instruktør: John Crowley
Varighed: 100 minutter
Genre: drama, romance

Produktionsår: 2007
Censur: 15 år
Stikord: vold, prøveløsladelse, identitet, frygt

En ny chance
Af: Henrik Højlund

Det er længe siden, jeg har set en film, der river så meget med. Det drejer sig om den engelske film "Boy A" fra 2007.

Jeg sad til sidst på det yderste af stolen og bed mig i hånden af afmagt, vrede og sorg. Dermed har jeg også afsløret, at der er tale om en tragedie. Men jeg tror, man aner det fra begyndelsen. Man har i hvert fald denne følelse det meste af vejen: Det kan ikke gå godt. Selvom man håber det intenst hele vejen.

Normalt har jeg det svært med film, som efterlader tilskueren uden håb. Film der så at sige bare lukker ned i en form for desillusion. Film der lader ane, at sådan er livet: håbløst ved enden. Som f.eks. "No country for old men" eller "Soning". Det har jeg det svært med. Jeg tror ganske enkelt ikke på det.

Grunden til, at jeg ikke har denne følelse i forhold til "Boy A" er filmens stærkt moralske stemme. Den står så klart, ikke mindst mod slutningen, så den på en sær måde løfter ens sind på trods af filmens sorte slutning. Filmen råber tilskueren lige op i ansigtet: "Så fat det dog!  - selv den værste kan forandres og fortjener en ny chance."

Filmens historie har et link til virkeligheden. Måske husker nogen den sag, der for nogle år siden var i England med to drenge på 10-12 år, som helt meningsløst slog et barn ihjel. Som jeg har forstået det, er det kun rent overfladisk, at der er en forbindelse mellem filmens og virkelighedens historie. Den virkelige historie har øjensynligt kun inspireret til en historie om, hvordan man kunne forestille sig, at det kunne have gået.

Filmen begynder der, hvor den ene af de to drenge - "Boy A"- prøveløslades fra fængslet. Han er nu blevet en ung mand, som også har fået ny identitet, nyt navn, andet bosted osv. Han skal nu resocialiseres og får hjælp til det af en voksen støttekontakt, som tydeligvis har sans for "Jack", som den unge mand vælger at kalde sig fra nu af.

Jack skal så at sige erobre livet forfra med hensyn til arbejde, almindelige sociale færdigheder, kæreste og kærlighed. Meget skrøbeligt lykkes operationen. Der er utroligt fine glimt af spirende venskab og kærlighed. Men skæbnen indhenter ham som resultat af en grum hævnakt, ikke vendt mod Jack, men mod Jacks støtteperson.

Jack spilles mageløst af Andrew Garfield. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har set så suverænt spil. Og så en ganske ung skuespiller. Men naturligvis hænger suveræniteten også sammen med måden, hele filmen er skruet sammen på. Den følger den engelske tradition for at kunne levere et socialrealistisk drama på en altid sikker og overbevisende måde.

Den moralske stemme ligger i omdrejningspunktet omkring skyld og straf og tilgivelse. Filmen er, som alle ordentlige historier, gennemført nuanceret, men på ét punkt er stemmen entydigt klar: Selv den mest afstumpede kan bringes til ægte anger og forandring og bør følgelig få muligheden for et andet liv.

Jeg anbefaler på det varmeste.

Andre film med seks stjerner.