- Familien
- Abernes planet: Revo...
- The Gabby Douglas Story
- The Weight of Elephants
- Muhammad Ali's Great...
- Lone Survivor


- Bøn, mystik og forfa...
- Filmfans ønsker tros...
- En film for troende ...


- Fascinerende filmfor...
- Monsteret inden i os
- Bibelske motiver i film


- Tog venner med til f...
- Filmstriben - et bek...
- Ny norsk bog om film...


- Længsel efter fred
- En dag uden krig - f...
- Vejen hjem


- Frihedskæmperen Geor...
- Kristen film i komed...
- Dokumentar om abortm...


- TEMA - Ved livets be...
- TEMA - sportsfilm
- TEMA - Israel, Vestb...


- Top 10 film 2012
- Top 10 film 2011
- Top 10 film 2010




Stengrunden - Herrens hammer

Stengrunden - Herrens hammer

Originaltitel: Stengrunden - Herrens hammare
Anmelder karakter:
Medvirkende: Christian Arin, Kent Andersson, Bo G. Andersson, Märit Carlsson, Björn Andersson
Instruktør: Rolf Hamark
Varighed: 100 minutter
Genre: drama

Produktionsår: 1995 & 2007
Censur: 7 år
Stikord: troslære, omvendelse, lovtrældom, frelsesvished

Troslære forklædt som film
Af: Carsten Riis Jensen

Den tidligere svenske biskop Bo Giertz udgav i 1941 romanen Stengrunden. Bogens tre dele handler om tre præster i tre tidsaldre og deres kampe for at finde et ståsted på kirkens grund i Sverige i 1800-tallet. De kæmper alle tre med mange af de samme spørgsmål, såsom skyld, omvendelse, fromhed og hykleri. Ud over at bogen giver tre meget præcise tidsbilleder og beskrivelser af fx præsters hjemmebesøg og overhøring af familier, så er Stengrunden samtidig en slags troslære forklædt som roman.

Igennem bogens hovedpersoner og de tre store afsnit, Herrens hammer, Jesus alene og På denne klippe, formidles klassisk, luthersk kristendom. Da jeg var teenager og første gang læste bogen, var det som at læse en anden kendt svensker, C.O. Rosenius', troslæreartikler i romanform.

Bogens formentlig mest berømte afsnit findes i bogens første del, hvor den unge, nyuddannede magister, Savonius, for første gang møder evangeliet om Jesus, i kød og blod og i en klassisk, luthersk udlægning. Savonius nyder det nye liv blandt kirkens øverste mænd, og da han inviteres til fest i provstegården, er det for ham en anledning til at tage det fineste tøj på og deltage i gode samtaler om kultur, kunst og filosofi. Han er, bredt forstået, en akademisk kulturkristen, som hellere citerer fra fransk litteratur og digterkunst end fra Bibelen.

Da han midt under festen i provstegården bliver kommanderet af sted for at besøge den døende bonde Johannes, møder han for første gang menneskets virkelige behov for Jesu frelsergerning, og han møder for første gang den Jesus, som kalder syndere og ved hvis blod, der er frelse og forsoning.

Det er, om noget, bogens mest klassiske afsnit, og jeg vil tro, at mange med glæde vender tilbage til denne del af romanen for at læse den igen og igen. Der er saft og kraft i beskrivelsen af Savonius' møde med Johannes og med den åndeligt afklarede Katrina fra Hersmålen.

Tilbage i 1995 blev knap halvdelen af bogens første tredjedel filmatiseret. Disse første sider handler netop om festen i provstegården, mødet med Johannes og Savonius' omvendelse. Filmen blev dengang produceret og økonomisk støttet af en selvstændig stiftelse, kaldet "Insamlingsstiftelsen långfilmen Stengrunden". Det lykkedes i første omgang at samle penge nok til at filmatisere netop denne del af bogen. En del år senere, i 2007, var der samlet nok ind til at filmatisere resten af bogens første del. Begge filmatiseringer er netop blevet tilgængelig på en dvd med danske undertekster. Filmen distribueres i Danmark af Lohse Movie.

Jeg var meget spændt på at se det færdige resultat. Da jeg tilbage i slutningen af 90'erne så den første filmatisering, var jeg begejstret for netop den måde, filmen præsenterede Savonius' møde med Johannes og Katrina. Følelserne, smagen og lugtene, alting var, syntes jeg, kommet med i filmen. Scenerne ved Johannes' seng, og scenerne med den simple bonde Petrus, som efterfølgende giver Savonius et bibelvers at lade sig tiltale af, er nærmest "klassiske" i dag.

Det er klart, at dette er første dels absolutte klimaks. Hvad der følger i resten af første del er en beskrivelse af Savonius' efterfølgende virke som præst og forkynder. Det vigtige her er, at han begynder at prædike dunder og dom. Og ikke bare dunder, men afholdenhed fra at smukkesere sig og bære flotte klæder og dyre smykker. Savonius bruger sin prædikestol til først og fremmest at prædike omvendelse fra ydre synder, og i tilgift oplever sognet, at folk i nogle familier og på nogle gårde vender sig mod hinanden.

Savonius selv oplevede jo, at han blandt andet måtte omvende sig fra den falske fromhed, fra lysten til skønne gevanter og dyre vine, osv., og det er klart, at dette efterfølgende præger hans forkyndelse: Det, som han selv måtte erkende og omvende sig fra, bliver fokus for, hvad han ønsker, at andre også skal omvende sig fra. Som sognets nye provst siger til ham: "Du har endnu et stykke vej til ydmygheden, min dreng. På de punkter vil du ikke blive fældet. Men spår jeg rigtigt, vil det gå varmere til i spørgsmålet om klæder og kniplinger og guldsager. Efter evangelisk bekendelse er den slags adiafora, men du har nok af og til gjort det til lov og bundet sjælene hårdere, end Guds Ord gør." Resten af bogens første del er en beskrivelse af den splittelse, der opstår på grund af Savonius' hårde forkyndelse, og endelig hvordan han selv på ny møder nåden, tilgivelsen og det rette fokus på Jesus alene.

Selvsagt er det noget sværere at skabe spændende og medrivende billeder på et filmlærred over denne del af historien om Savonius. Første del, festen hos provsten og mødet med Johannes, har stor billedlig værdi, hvorimod den efterfølgende handling er mere præget af ord og samtaler.

Derfor opleves filmens nye del, som varer godt en time, ikke nær så god som den første. Der tales meget, debatteres meget, og det er unægtelig ikke så interessant, som hvis man sidder med bogen og læser dialogerne. Mest interessant er den konfrontation, Savonius har med en bonde, som opsøger ham for at blive bekræftet i det rigtige i, at han vil forbyde sin bror at drikke brændevin og smide ham ud. Her fornemmer man, at Savonius selv langsomt opdager lidt af den lovtrældom, han så flittigt har forkyndt.

Filmatiseringen af "Stengrunden – Herrens hammer" er en særlig oplevelse at se. Den har sine svage sider, og der er unægtelig langt, i stil og form og udstyr, til en Hollywood-film, men for den, som gerne bruger 1½ time på at få den lutherske troslære serveret i filmudgave, er værd at bruge tid på. Jeg vil dog mene, at filmen ikke egner sig til unge kristne, som vil finde den alt for snakkende, alt for tung og alt for "kristen". Men heldigvis findes der da flere gode alternativer til dem, heriblandt den kristne "actionfilm", "Mercy Streets".
 


Bruger karakter: (4.17)
Giv karakter 1 2 3 4 5 6

Bruger kommentarer
Film&Tro forbeholder sig ret til at fjerne indlæg!
 
Dit navn
Din IP:54.211.50.5
Din kommentar

Indtast antispam kodeordet:
site by: steady
design by: Ben Haman