Originaltitel: The Golden Compass Anmelder karakter: Medvirkende: Dakota Blue Richards, Nicole Kidman, Daniel Craig, Eva Green, John Hurt Instruktør: Chris Weitz Varighed: 113 minutter Genre: fantasy, eventyr
Omfattet af CVLI-licens Produktionsår: 2007 Censur: 11 år Stikord: fri vilje, parallelverden, religionsundertrykkelse, eventyr
Nogle gange kan en tur i biografen godt blive forstyrret for meget af, at man har læst en masse baggrundsstof i blade, aviser og på internettet. Positive og negative kommentarer, analyser, osv. kan gøre oplevelsen ringere. Sådan havde jeg det, da jeg satte mig for at se eventyrfilmen "Det gyldne kompas".
De mange artikler om filmen kommer først og fremmest fra USA, hvor nogle kristne har advaret imod filmen og imod de bøger, filmen bygger på. Forfatteren, Philip Pullman, er tidligere lærer, og er blevet kaldt både ateist og agnostiker. Han deltager i dokumentarserien "Hvorfor ateisme?", og selv siger han i interviews, at "jeg prøver at underminere den kristne tro" og "mine bøger handler om at slå Gud ihjel". Om en anden eventyrforfatter, C.S. Lewis, siger han, at bøgerne om Narnia er "propaganda for en livsfjendsk ideologi" – nemlig kristendommen.
Philip Pullman skriver børnebøger, og hans trilogi "Det gyldne kompas" (His Dark Materials) er meget populær. Serien vil uden tvivl også blive populær i Danmark og ligge under en del juletræer her i december. Det er naturligvis bekymrende, når en person, som ønsker at "slå Gud ihjel" og "underminere den kristne tro", skriver børnebøger. Lige så bekymrende er det, når bøgernes hovedpersoner – børnene Lyra, Billy og (senere) Will – får at vide, at de redskaber, de bliver givet i løbet af historien, skal bruges til at besejre tyrannen, "Autoriteten. Gud". I trilogiens sidste bind, "Ravkikkerten", får Will at vide (af to homoseksuelle engle), at Autoriteten har navne som "Gud, Skaberen, Javhe, Adonaj, Faderen".
Det gør noget ved én, når man går i biografen for at se en film, som kristne har kritiseret, og som har alt det ovenstående som baggrund. Jeg kan imidlertid berolige dem, som måtte frygte, at "Det gyldne kompas" er en direkte anti-kristelig film. Der er tværtimod tale om en flot gennemtænkt eventyrfilm med en tilpas spændende og interessant historie. Hvad der måtte være af religiøse temaer i bøgerne, finder man ikke i filmen. Der er dog masser af religiøse lag i denne film, og har man læst ovenstående udsagn fra forfatteren, så ser man det:
Filmen handler egentlig om en ny begyndelse. En ny skabelse og et nyt syndefald. Den handler om en ny Eva – bøgernes og filmens hovedperson, Lyra – som opdager sandheden bag kirkens ("Magistratets") løgne.
Og endelig handler filmen om støv. Det mest brugte ord i filmen, bortset fra Magistratet, er ordet "støv". Forskeren Lord Asriel (som viser sig at være Lyras far) har gen-opdaget dette støv, på en arktisk ekspedition. Dette støv fremstilles i filmen som noget "oprindeligt", noget som bør komme alle mennesker til gode. Dette støv er evnen til at tænke selvstændigt, at udvikle en fri vilje og blive selvstændige mennesker, der foretager personlige valg. Man kan sige, at støvet er en slags "positivt syndefald", måske fordi Philip Pullmann læser Bibelen sådan, at syndefaldet og Guds udstødelse af mennesket fra Paradiset var en ondskabsfuld manipulation, hvor han fratog mennesket dets selvstændighed og frie vilje.
Lord Asriel (Daniel Craig) har opdaget støvet og ønsker at tage på en ekspedition langt nordpå, til Svalbard, hvor isbjørnene lever og hersker. Her vil han forsøge at finde vejen til en parallel verden. Magistratet ønsker at forhindre ham i det, og de sender den snu fru Coulter (Nicole Kidman) af sted. Til at begynde med har hun pigen Lyra med, som assistent. Hvad, hun ikke ved, er, at Lyra er en ganske særlig pige: Der hviler en profeti over hende. Lyra får en særlig gave, et gyldent kompas – kaldet et "alethiometer" – som kan vise sandheden, hvis man ved hjælp af nogle små visere stillere det et spørgsmål.
Da fru Coulter opdager, at Lyra har dette kompas, forsøger hun at frivriste hende det. Det lykkes ikke, og Lyra slår sig sammen med en række forskellige oprørere, blandt andet isbjørnene på Svalbard, en luftkaptajn, flyvende hekse og en flok sigøjnere.
Den 12-årige pige Lyra bor i et eventyrunivers. Dette univers minder rigtig meget om vores jord, men alligevel er mange ting anderledes. Alle mennesker har en "daimon", en sjæl. Denne sjæl er imidlertid ikke inde i kroppen, men har taget skikkelse af et dyr, som følger én overalt. Dette dyr kan ændre form og er menneskets ven og samvittighed. Dyret holder dog op med at ændre form, når mennesket bliver voksent. Det låses fast i én bestemt form. Det er klart, at dette er et billede på forvandlingen fra barn til voksen, hvor voksne er mere "fastlåste" i deres identitet.
Der kan ske det, at et menneske mister sin "daimon", sin sjæl – sin personlige identitet. Men hvis det sker, så bliver man som et omvandrende spøgelse. Et menneske uden daimon/identitet/sjæl er intet. Det interessante i filmen er jo så netop, at folkene fra Magistratet – kirken – forsøger at indfange børn og adskille dem fra deres identitet, så de bliver viljesløse, upersonlige, lette at manipulere.
Pigen Lyra spilles rigtig godt af Dakota Blue Richards. Hun er ikke en sød, dejlig pige – som børnene i "Narnia" – men en meget intelligent og handlekraftig pige med masser af oprør i sig. Hun er perfekt i rollen som den, der skal gennemføre et "omvendt syndefald", genindføre den frie vilje og bekæmpe kirken/Magistratet.
Det er en visuelt flot verden, der er skabt i filmen. En slags 1800-tals England iklædt flyvende hekse, sjove køretøjer, osv. Lidt ligesom i "Harry Potter"-filmene og i de nyeste "Star Wars"-film, hvor gammelt og nyt blandes sammen. Der er brugt masser af computereffekter, og især scenerne med de talende og kæmpende isbjørne er rigtig flot lavet.
Det er forholdsvist let at følge med i filmen, også for børn (filmens aldersgrænse er 11 år). Men hvor filmene om Harry Potter begyndte "blødt" og nu langsomt bliver mere og mere "voksne" og uhyggelige, så er filmen "Det gyldne kompas" absolut ikke for de mindste børn. Det er mere en voksenfilm end en børnefilm. Filmens slutscener, hvor en række tilfangetagne børn skal befries, og hvor en isbjørn forsøger at genvinde sin tabte trone, er spændende og flotte. Men ikke for små børn.
Generelt kan man om filmen sige, at den lægger sig smukt til rækken af de mange eventyrfilm, der kommer ud for øjeblikket. Her tænker jeg på film som "Stardust" og "The dark is rising".
Det er egentlig klart nok, at filmen – men måske nok især bøgerne – skaber uro og debat blandt kristne. Det gjorde "Fiskerne" også. Og "Guds børn". Og "Da Vinci mysteriet". Der advares imod filmene. Der skrives avisindlæg. Men set isoleret er filmen "Det gyldne kompas" ikke farlig. Overhovedet ikke. Det er en spændende og flot fortalt eventyrfilm, med flotte computereffekter.
Det, der kan gøre filmen, eller rettere sagt de efterfølgende film (2'eren og 3'eren) langt mere debatskabende, er, at det netop er i disse bøger, det afsløres mere direkte, hvem Magistratet er et billede på, og hvor Gud – Autoriteten – dræbes.
Det, der egentlig kan more lidt, er, at de kristnes reaktioner imod filmen "Det gyldne kompas" (og film som "Da Vinci mysteriet") svarer til det billede, bøgerne og filmene giver af de kristne: De undertrykker enhver meningsytring og alle naturlige impulser. Når de ikke kan kontrollere dem, afskærer de dem.
Det er klart, at sådan er den virkelige kirke ikke. Eller: sådan er den sande kirke ikke beskrevet i Bibelen. Ikke desto mindre er det fuldt forståeligt, at det er det billede, der kommer frem i film og bøger, fordi det som oftest er sådan, mennesker ser de kristne og kirken: Undertrykkende, manipulerende, grå. Pullmans beskrivelse af kirken er falsk, men det betyder ikke, at den kirke, Pullman beskriver, ikke eksisterer. For det gør den.
Skal man som kristen demonstrere imod film som "Det gyldne kompas", "Da Vinci mysteriet" osv? Nej, det mener jeg ikke, man skal. I stedet skal kristne bruge filmene som formaninger og opmuntring til at være levende demonstrationer af den kirke, Pullman ikke får beskrevet i sine bøger – i stedet for at bekræfte, hvad han siger, vi er! Og så kan man tage sig en snak over en cola med de unge, der har været inde og se filmen.
Det bliver interessant at følge de næste film. For selvfølgelig kommer der flere – især eftersom "Det gyldne kompas" faktisk er en god eventyrfilm. Det kan næsten ikke undgås, at disse efterfølgere bliver mere direkte i deres beskrivelse af kirken – især når Gud dør i bog nummer tre!
Til refleksion Hvad mener du om det billede, filmen giver af bestemte dele af "Magistratet"/den kristne kirke? Kan du genkende billedet?
Pigen Lyra får at vide, at når hun skal bruge det gyldne kompas til at stille spørgsmål om sandheden, så skal hun ikke fastholde spørgsmålet som noget teoretisk, men lade det leve i hende, i hendes hjerte. Er hjertet et kompas, der er værd at stole på? Er kompasset/alethiometeret en lige så falsk sandhedskilde som Magistratet?
I slutningen af filmen kommer det frem, at kampen i sidste ende handler om den frie vilje. Fører den frie vilje altid til de rigtige valg? Findes der overhovedet rigtige/forkerte valg?
Kunne kampen mellem isbjørnene være et bilede på "survival of the fittest" (den stærkeste overlever)?
Flot og noget udvendig
Af Henrik Højlund
"Det gyldne kompas" boykottes flere steder i verden af kristne. Man kalder den for religionsfjendsk og stærkt antikirkelig. Forfatteren til filmens bogforlæg, ateisten Philip Pullman, har ikke afvist kritikken. Tværtimod tyder flere udtalelser på, at det, filmens boykottes for, lige præcis er hans ærinde.
"Det gyldne kompas" er en trilogi indenfor fantasy-genren (a la Harry Potter). Læsere verden over - hvoriblandt undertegnede ikke findes - har allerede tilkendt den klassikerstatus. Jeg snakkede med en kristen læser, som ikke er i tvivl: Bogen har helt klart en underliggende ateistisk pointe.
Den vilde jagt Jeg gik som sagt uhildet til filmatiseringen af første bog. Kort fortalt drejer historien sig om pigen Lyra, som lever trygt og godt på det velrenommerede Jordan-kollegium. Men mærkelige ting begynder at ske. Børn forsvinder, og Lyra får begyndende indsigt i visse sammensværgelser. Hun får også "Det gyldne kompas", som rummer helt specielle egenskaber, når det drejer sig om at vise sandheden om mangt og meget. Besiddelsen af denne genstand gør Lyra til en eftertragtet pige, og snart går den vilde jagt i dette mærkelige univers, hvor menneskenes sjæle er talende dyr, og hvor isbjørne på Svalbard udgør et eget samfund.
Kan bruges modsat Hvad med den religionskritiske pointe? Havde jeg ikke hørt en lyd om det på forhånd, ville jeg have tolket den med stik modsatte fortegn! Sammensværgelsen mod Lyra, "Magistratet", er fra forfatterens side ment som kirkens og den institutionaliserede religions forsøg på kontrol med den frie tænkning. I filmen fremstår "Magistratet" som et typisk ateistisk statsapparats totalitære kontrol med alle anderledestænkende, ikke mindst dem der har ideer om andre verdener og mulige forbindelser til dem. Jeg overvejer stærkt at bruge denne pointe til julegudstjenesterne for skolen. Om forbindelsen mellem to verdener, som blev etableret på en enestående julenat. Og om at trodse vor egen samtids mange virkelighedsindskrænkende forsøg på at knægte troen på denne forbindelse.
Overdådig flot Pullmans hensigt synes at kuldsejle, fordi han betjener sig af et middel, som konstant råber mod hans eget ateistiske livssyn - selve fantasy-genren, som hele tiden ophæver grænsen mellem den åndelige og fysiske virkelighed.
Men ét forbehold skal selvfølgelig tages: Det er kun første film. Kan hænde at jeg siger noget andet efter tredje film. Måske har Pullman et kort i ærmet.
Jeg skylder at nævne, at filmen i øvrigt er overdådig flot. Der er ikke grænser for, hvad der kan realiseres på et lærred i dag. Men filmen forbliver alligevel noget udvendig. Jeg blev aldrig for alvor revet med. Filmen lider af samme problem som den seneste Harry Potter-film: Den skal nå at fortælle en meget lang historie på et par timer. Tråden i historien er for så vidt ikke vanskelig at følge, men man mangler ro og tid til for alvor at blive draget ind i historien.
Det med at Gud dør i den 3. bog er lidt af en myte efter som jeg selv har bøgerne og har læst dem nogle gange.
Personligt er jeg lidt træt af, at visse dele af den kristne kirke råber op hver eneste gang en ny eventyrfilm rammer det store lærred, som med Ringenes Herre (på trods af, at en kristen forfatter har skrevet oplægget (bøgerne) og senest med Harry Potter, hvor både bøger og film er beskyldt for okkultisme, fordi helten i form af Harry Potter går på en troldmandsskole og lærer magi og skal kæmpe mod mørkets troldmand, Lord Voldemort. Den slags trætter over den store bane, fordi den slags sjældent er konstruktivt eller produktivt på nogen måde.
Vel er der magi i begge bogserier også i Det Gyldne Kompas serien, som for sit vedkommende foregår i et parallelunivers, hvor det er lykkedes mennesker at blande troen og videnskaben sammen i et mismask (måske lidt typisk for os mennesker at blande det sammen).
Jørgen, jeg tror der er noget, du har misforstået. Kritikken fra kristne handler ikke om at der er magi i bogen. Overhovedet ikke. Kritikken går på, at bøgerne er skrevet af en ateist hvis ønske med bøgerne er at ”dræbe Gud” og standse menneskers interesse for Gud og religion.
Det er dét, kritikken går på. Og det er en nødvendig kritik. Især når fx en person i bøgerne siger: ” The Christian religion is a very powerful and convincing mistake, that's all (…) a magical knife -- that can "defeat the tyrant. That tyrant, he is told, is The Authority. God”.
Kritikken går slet ikke på magien, for det er man efterhånden så vant til i alle film og bøger…
Carsten, overhovedet ikke. Jeg har læst bøgerne flere gange og herunder også Harry Potter og Ringenes Herrer, som jeg også nævner. Der er kritikken også gået på det magiske, som førhen nævnt, at der bliver, undskyld udtrykket, himlet om magi, okkultisme osv. Jeg bliver bare lidt træt af at høre denne form kritik gang på gang, fordi den ikke fører noget som helst konstruktivt med sig, hverken for os i den kristne eller for ikke-kristne. I stedet for burde vi lytte til kritikken og tage det til os, hvis der vel og mærke er noget sagligt i den kritik.
Slutteligt vil jeg da anbefale dig at læse bøgerne (alle tre) og danne dit eget indtryk frem for at hive frem, hvad andre siger.
Jeg har netop set "Det gyldne kompas" i eftermiddag sammen med min familie, og selvom jeg anser mig selv for at være meget tolerant, må jeg erkende, at jeg er meget kritisk overfor filmen. Selv er jeg generelt stor fan af "Ringenes Herre", "Narnia" og "Harry Potter" både som bøger og film, men denne gang er det anderledes. Jeg forlod biografen med noget af den samme dystre fornemmelse, som jeg havde, da jeg så femte film i Harry Potter-serien. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om den, og allerede her i første film oplever jeg en klar anti-kristen holdning. Der skal gøres oprør mod den magt, der for mig at se er et direkte billede af den kristne kirke. Jeg er enig med anmelderen i rigtig meget, for det er samtidig en flot film og en spændende historie, men for mig overdøves dette af filmens karikatur af kirken - selvom jeg godt er klar over, at kirken også har mange skeletter i skabet! Jeg vil ikke anbefale nogen at se filmen, og jeg har personligt droppet at læse bøgerne, selvom jeg har dem stående på reolen. Der er så meget andet, som jeg langt hellere vil bruge min tid på - og anbefale andre at bruges deres på!
Maltesen, jeg har endnu til gode møde kristne som er meget kritiske overfor Ringenes Herre. Og her på siden finder du næppe nogen. Her finder dm tværtimod tre begejsterede anmeldelser og en temaside om filmene. Så her mener jeg du har uret. Når det gælder Potter er sagen mere tvetydig. Her finder du både tilhængere og kritikere. Den debat tager vi op i begyndelsen af det nye år, hvor vi bringer to artikler - en mest for og en væsentlig mere kritisk.
Hvad angår Det Gyldne kompas brimger vi i denne uge en artikel af Johannes Korsholm, som forholder sig til både film og bøger.
Jeg så selv filmen i går og synes det var en meget flot og underholdende film. Jeg oplever ikke filmene farlige, men har man ikke sat sig ind i den grundlæggende filosofi, kommer man (ikke mindst børn/unge) til at sluge nogle kameler, man ikke er klædt på til at forholde sig til. Det skinner tydeligt igennem, at Pullmans kritik af kirken og kristendommen er grundlæggende, og at den uden tvivl vil tage til i styrke i de kommende film. Som kirke skal skal vi ikke advare mod filmen, men med saglige agumenter gøre opmærksom på, hvilket livssyn der ligger bag Pullmans bøger og dermed også bag filmene, hvis de ellers holder sig til tæt til bøgerne.
Så lad os bare tage en god debat om både film og bøger. Det er der behov for.
Jeg fatter ikke at man som kristen kan skrive så positivt om en film som forfatteren selv siger "handler om at dræbe Gud". Det er faktisk i trilogiens anden og tredje del at dette vil blive bekræftet. Så hvordan man kan sige at denne film ikke er farlig, er over min forstand. Jeg kan kun forklare det med at mange kristne i dag er mere drevet af underholdning end de er drevet af Gud.
Det interessante ved film og bøger som Det Gyldne Kompas, DaVinci mysteriet osv. er, at der bagefter altid viser sig to tendenser: Filmene bliver glemt - fordi så mange andre film kommer i biograferne bagefter. Og filmene bliver anledning til god samtale om sand kristendom og om, hvem Jesus virkelig er. Jeg kender ikke til, at film, der kritiserer kirke og tro, direkte har været ødelæggende - men tværtimod altså enten bliver glemt med tiden eller faktisk giver anledning til god samtale.
Så du vil altså også mene, at det er i orden at støtte den slags film økonomisk ved at betale for at se dem i biografen? For det er jo det du siger implicit. Jeg mener dine forklaringer på at det er i orden som kristen at se disse film, som underholdning som ikke betyder noget, er mere inspireret af humanisme end kristendom. Er det ikke meningen at kristne skal være selektive med hensyn til hvad vi spiser af åndelig føde? Synes du da ikke det er et problem at mange unge i kirkerne har læst Harry Potter bøgerne flere gange igennem end de har læst bibelen. Og har du ikke set konsekvenserne af det? Unge som ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men hellere vil leve i en fantasyworld, og lade sig lede af underholdning istedet for af Guds ord. Siger Gud at det er i orden at se film der handler om at dræbe Ham? Siger Gud at det er i orden at se film om hekse og trolde og troldmænd? Det gjorde Han ikke for 50 år siden og heller ikke for 2000 og 3000 år siden. Skulle der være nogen grund til at Han har ændret sin mening i dag?
Må film ikke 'bare' være underholdning? Skal film være evangelisk-lutherske prædikener før vi kan bruge dem? Jeg giver dig ret i, at film er et stærkt virkemiddel, og derfor skal man være varsom med sin brug, men film er også bare film - og ikke åndelig føde. Det øjeblik man tror at se en "Narnia"-film kan erstatte bibellæsning eller prædikener er man på et sidespor, men det synes jeg nu heller ikke anmeldelserne her lægger op til. Og med hensyn til fantasy generelt: Jesus selv talte i lignelser - må kunsten så ikke gøre det samme?
Jeg har for øvrigt ikke set "Det gyldne kompas" og har ingen intentioner om at gøre det....
(3)
"Det gyldne kompas" boykottes flere steder i verden af kristne. Man kalder den for religionsfjendsk og stærkt antikirkelig. Forfatteren til filmens bogforlæg, ateisten Philip Pullman, har ikke afvist kritikken. Tværtimod tyder flere udtalelser på, at det, filmens boykottes for, lige præcis er hans ærinde.
