Verden har brug for flere Lasso'er

Af: Christian Thomsen
I tv-serien "Ted Lasso" møder fodboldspilleren Ted verden med et positivt sind. Han forstår det nådesløse samfund, men vælger at gå anderledes til det. Det giver stof til eftertanke.

Da jeg tilbage i 2020 så traileren til Apple tv+'s nye tv-serie "Ted Lasso", tænkte jeg, at det måtte være noget for mig. En komedie-dramaserie om fodbold med rom-com skuespilleren, Jason Sudekis i hovedrollen. What's not to like? Jeg havde ikke forestillet mig, at den skulle sætte tanker i gang om liv, tro og næstekærlighed. Det er næsten for meget at forlange for en, på overfladen, gennemsnitlig komedieserie. Det tog mig et par år, inden jeg fik set serien, men det var ventetiden værd.

Historien handler om Ted Lasso, som har haft succes som træner i den amerikanske amatør 'football league'. Altså amerikansk fodbold. I ved, den ovale bold og den store udrustning? Han bliver ansat som træner i den engelske Premier League klub, AFC Richmond af klubbens ejer, Rebecca Welton. Det viser sig snart, at hun har skumle bagtanker, da hun kun ønsker fiasko for den klub, hun har overtaget efter skilsmissen med sin utro ægtemand. Fra første fløjt går alting Ted Lasso imod. Pressen, spillerne og selvfølgelig det faktum, at Ted ikke ved det fjerneste om europæisk fodbold. Det ligner en loose-loose situation fra første minut.

Som seer har man fornemmelsen af, hvad der kommer til at ske; mod alle odds, overvinder han situationen, og kommer ud på toppen. Men man er ikke klar over, hvordan vejen derhen bliver. Og jeg blev overrasket. For Ted Lasso er ikke som andre karakterer i tidens tv-serier. I hvert fald ikke nogen, jeg har set. Ted møder verden med et positivt sind. Og det er faktisk underdrevet. Han møder verden og menneskene i den med positivt sind, overbærenhed, næstekærlighed og tilgivelse. Ted kender den 'gyldne regel': "Gør mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer." (Matt. 7,12). Ted udlever det så meget, at det næsten er karikeret. Men det er en pointe, som vi vender tilbage til.

Vend den anden kind til
I løbet af de tre sæsoner, serien varer, møder Ted modstand på modstand. Og uanset om det er små fornærmelser i omklædningsrummet, eller journalisterne der steger ham på et pressemøde, svarer han med en sjov og glad bemærkning og lader sig ikke gå på af det. Man tænker, at han er naiv - en Forrest Gump i en verden, han ikke forstår. Men det er ikke tilfældet. Ted ved, hvad der sker. Han forstår det nådesløse samfund, men vælger at gå anderledes til det, end de fleste andre ville gøre. Mange andre (læs: undertegnede) ville have protesteret og råbt op i nogle af de situationer, Ted kommer ud for. Men han vender den anden kind til. Og jeg undrer mig. Hvad vil denne serie sige mig?

I de første episoder af serien er det meste rundt om Ted råddent. Alt og alle er imod ham. Alle ønsker, han skal fejle. Men som serien skrider frem, påvirker hans positive sind omgivelserne. Næstekærligheden vinder. Spillere og ledere i fodboldklubben begynder at holde af træneren med det anderledes syn på livet. Én efter én vindes de over, og efterhånden bliver der skabt en lille discipelflok. Teds mantra er "believe". Han hænger et skilt op i omklædningsrummet på sin første dag. Det er skrevet i hånden, og skiltet hænger skævt. Troen er ikke perfekt, men det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, om troen er der.

Hvad er succes?
I en komedie-dramaserie om en fodboldklub er det uundgåeligt, at det går op og ned for AFC Richmond. De vinder, og de taber. Men uanset, hvordan det går på banen, er Ted den samme. Spillerne finder ud af, at ligegyldigt, hvad der sker, kan de komme til Ted. Og han forbliver ydmyg, selv når det går godt. Det handler ikke om ham. En journalist skriver i serien om Ted: "I en branche, der hylder egoet, styrer Ted sit." Jeg får lyst til at fortsætte: "I et samfund og en verden, der hylder egoet ... er det fantastisk befriende at se en tv-serie, som prædiker noget andet." Ted siger gentagne gange, at han er ligeglad med, om holdet vinder eller taber. Det må siges at være en kontroversiel udtalelse fra en fodboldtræner. Det kan også være en kontroversiel holdning i en tid, hvor omgivelserne synes at måle værdi ud fra, om du har succes eller ej.

Hvad med mig selv?
Det var faktisk udfordrende for mig at se Teds ydmyghed og næstekærlighed på skærmen. For den fik mig til at tænke på mig selv. Gang på gang bliver han ydmyget og svinet til, og gang på gang vender han den anden kind til, og svarer igen med tilgivelse. Midtvejs i serien er der en central karakter, som virkelig træder over grænsen. Det, han gør, er næsten utilgiveligt. Som seer er jeg vant til, at han får som fortjent. Jeg sidder faktisk og håber på det. Men serien fortsætter i vanlig stil med at vise denne Judas-karakter som sympatisk og kærlig, og igennem flere afsnit sad jeg og undrede mig. Hvorfor fortsætter hans positive karakter-ark, når han lige har gjort noget virkelig ondt og dumt? Hvornår skal han stilles til regnskab? Det bliver han aldrig. Han bliver i stedet mødt med kærlighed og tilgivelse og en chance til. Ikke kun af Ted, men af alle omkring ham. Dem som Ted har påvirket. "Practice what you preach", siger man. Netop dét gør serien ved at omslutte Judas med kærlighed. Og samtidig har den udstillet min utilstrækkelighed i forhold til at kunne tilgive og komme videre. Serien har vist et ægte menneske. Et menneske med fejl og mangler, og som træder ved siden af. Et menneske som får en chance til.

"Kliché: udtryk som har mistet sin oprindelige friskhed"
Selvom Ted synes ufejlbarlig, ser vi også, at selv han kæmper med noget. Han har uforløste ting i bagagen, som skal frem i lyset. Men det er svært for Ted. I en scene, hvor tankerne glider hen på natten i Getsemane have, hvor Jesus kæmpede i bøn, forstår han, at han er nødt til at konfrontere det ubehagelige. Og det gør han - efter flere mislykkede forsøg. Men han gør det ikke alene. Han tages ved hånden af en lige så kærlig og omsorgsfuld karakter, og sammen får de ryddet op i rygsækken. Hvor er det vigtigt, at vi får talt om de ting, der påvirker og fylder os. Er det en banal pointe? Måske, men ikke desto mindre er det sandt.

Det er også sandt, at "Ted Lasso" er fuld af klichéer. Så mange, at man tror, det er løgn. Men måske, det også er en pointe? Jeg kan godt være en smule allergisk over for film-klichéer. Replikker der kunne være taget fra en Gajol-pakke, gør sjældent noget godt for mig. Men her er det som om, det ikke gør noget. Da Ted på et tidspunkt siger: "If you care about someone, and you got a little love in your heart, there ain't nothing you can't get through together", regnede jeg med, at mine øjenbryn ville rynke. Det skete ikke. For man tror på ordene, når de kommer fra Ted. Og bare fordi en sætning er blevet en kliché, betyder det jo ikke, at der ikke kan være sandhed i den.

Eksempel til efterfølgelse
Jeg er enormt glad for, at jeg satte mig og så de tre sæsoner af "Ted Lasso". Serien gjorde mig glad og fik mig til at tænke over, hvordan jeg møder verden, og hvordan vi møder hinanden. Teds overdrevne og næsten karikerede måde at være positiv på, tror jeg er en pointe. For det kan vel næsten ikke lade sig gøre at være så god? Nej, måske ikke. Men vi kan stræbe efter det. I vores møde med verden og med hinanden. Og når vi så fejler, så skal vi glæde os over, at vi må få en chance til. Verden har brug for flere Lasso'er. Vi møder alt for mange mennesker, som tager i stedet for at give - både online og offline. Vi kan møde dem som Ted Lasso gør. Med kærlighed og tilgivelse og ved at give mere end vi tager.

Nå ja, hvis du ikke lige har fanget det, så giver jeg serien mine varmeste anbefalinger!

---