Sødt i munden - gift i maven

Af: Thomas Teglgaard
Grev DRACULA er først smuk og forførende, - senere bliver han et modbydeligt monster.

"Selv om ondskab smager sødt i hans mund, og han gemmer den under tungen, selv om han sparer den op og ikke giver den fra sig, men holder den tilbage i sin mund, forvandles føden i hans mave og bliver til slangegift i hans indre."  Jobs Bog 20, 12-14.

Jeg er vild med vampyrfilm. Ikke alle slags, selvfølgelig, kun de allermest blodige. Noget af det, der slår mig, når jeg ser den slags film – de gode af dem, for hold da op, hvor er der mange dårlige – er, at ondskaben virkelig formidles, så man begriber, hvad ondskab er. Tag bare grev Dracula. Han er smuk, forførende, kvinderne kan ikke sige nej til ham. Men på et tidspunkt vil han vise sit sande ansigt, som et ormædt kranie, som et rigtigt modbydeligt monster, og man aner den ondskab, som endnu holder ham i live (hvis man da kan kalde det at være i live). Det minder mig om, at ondskab er præcis sådan. Ved første øjekast smuk, forførende, næsten umulig at sige nej til.

Du tror måske, at ondskab er at tage en kniv og gå hen og slå en gammel, hjælpeløs dame ihjel. Eller fodre en hund med et kanonslag. Eller stjæle 500 kroner fra din mor. Og ja – det er alt sammen ondt, og har du problemer i den retning, så søg professionel hjælp.

Sagen er bare, at ondskaben bor i os alle sammen. Nok sjældent på disse groteske, grove måder, men skjult, fordækt, kamufleret. Ondskaben er jo dejlig! Vi nyder at gøre ondt!

Vores ondskab udspringer af den syndige natur, vi alle er bærere af. Siden Adams og Evas oprør imod Gud dengang i Edens Have har menneskeslægten båret på dette "brist", denne evindelige venden ryggen til Gud og hans vilje. Det giver sig mange konkrete udtryk, både når vi tænker, taler og handler.

Vi skal forsøge at kæmpe imod – for at forstå vores behov for Guds tilgivelse, men også for vores medmenneskers skyld. Imidlertid vil vi altid nå dertil, hvis vi forsøger at lade være med at gøre ondt, at vi ikke evner at være perfekte. I mødet med synden er vi lette ofre, eftersom Fristeren har en allieret i os selv.

Og så er der lige det med ondskabens ansigt, med syndens anatomi. Den tager sig så indbydende ud, er så smuk. Som frugten på det forbudte træ. Som grev Dracula. Men før eller siden vil den vise sig, som den virkelig er: modbydelig, nedbrydende, dødbringende!

Sød i munden – men lad nu være med at putte den derind, for i maven bliver den til gift.

Kilde: Andagtsbogen "Ib", forlagsgruppen Lohse.

Se også artiklen Ondskabens lærred om gyserfilm.

---