Sandhed eller virkelighedsflugt - hvad sætter fri?

Af: Karen M. Kilane
MARIA LARSSONS EVIGE ØJEBLIK viser en hårdtarbejdende kvinde, der trods modstand formår at skaffe et trygt hjem. Da hun lærer at bruge et fotografiapparat, åbner der sig en ny verden for hende.

Et fotografiapparat. Umiddelbart har det ingen værdi for Maria Larsson, en kvinde, som syr tøj hele natten og gør rent i andres huse om dagen. Værdi for Maria er mad på bordet til børnene. Et apparat som kan forevige øjeblikket på papir, hvad skal hun bruge det til? Men det er lige præcis et fotografiapparat, arbejderkvinden Maria vinder i et lotteri først i 1900-tallet.

Hendes mand, Sigfred, drikker og har andre kvinder. Han banker Maria og børnene, men han får også familien til at le, har en bred ryg og arbejdsvilje, er fantastisk til at danse - og kunne ifølge Maria ha' fået hvem som helst, men valgte alligevel hende til kone. Det er ham, Maria nu lever med.

Filmen Maria Larssons evige øjeblik er en smuk film af Jan Troell, den 77-årige instruktør, som især er kendt for filmen "Udvandrerne - nybyggerne". "Maria Larssons evige øjeblik" bygger ligesom "Udvandrerne - nybyggerne" på virkelige hændelser. Anmeldelserne fra hjemlandet Sverige - og ligeså i Danmark - er overvældende positive. Og Troell har ikke planer om at gå på pension foreløbig. Han er allerede begyndt på et nyt manuskript - også en historisk film. Selv siger Troell om den næste film: "Den blander fakta og fiktion igen - jeg ved ikke, hvorfor det altid ender med det."

Filmen udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet og er baseret på beretningerne om Maria Larsson, genfortalt af hendes egne børn. Maria Larsson er i virkeligheden i familie med Troells kone og samarbejdspartner Agneta Ulfsäter-Troell. Mens den oprindelige arbejderkvinde Maria Larsson brugte fotografiapparatet til at fotografere det, hun så i arbejderkvarteret i Göteborg, er handlingen i filmen flyttet til Malmö. Filmen fortæller historien om den hårdtarbejdende, ydmyge og stærke kvinde, der efterhånden bliver mor til syv børn, men samtidig fortæller den også i tilbageblik om et samfund. Historiske begivenheder og samfundsmæssige forhold danner både ramme for og giver indspil til fortællingen om den svenske familie.

Maria Larsson har vundet et fotografiapparat. Det er som en dårlig vits. Maria aner ikke, hvordan hun skal bruge et fotografiapparat eller hvad det er værd. Til sidst, da hendes mand strejker og den dårlige økonomi bliver endnu værre, opsøger hun fotografen Sebastian Petersson, kaldet "Piff Paff Puff" for at høre, om hun kan sælge apparatet til ham. "Man ser det, man vil se," siger Maria tidligt i filmen. Herfra handler meget i filmen om det - om perspektivet - om at se det, man vil se. Ved at Hr. Petersson, som efterhånden bliver til Sebastian for Maria, lærer hende fotograferingens "store kunst", begynder Maria at se verden og tilværelsen med nye øjne. "Piff Paff Puff" bekræfter Maria i at være den smukke og begavede kvinde, hun er. I fotobutikken ser vi Maria som en anden kvinde. Ikke nødvendigvis den, hun egentlig er, men vi ser i det mindste en anden udgave af hende. Her gør hun ikke rent, hun har ikke sved og sod i panden, vi ser pludselig, at hun har pænt tøj med selvlavede mønstre og kniplinger. I fotobutikken får Maria også et nyt ansigtstræk; udforskende, undrende og åbent. Vi ser måske Maria som den, hun kunne have været.

Hr. Petersson opdager hurtigt, at Maria er et menneske med et talentfuldt blik. Han hjælper hende i gang med at tage billeder, og med fotografiapparat og fremkalderudstyr begynder Marias hemmelige liv. Hende, som ellers er vant til at skure, tage hårdt fat og sy hurtigt og effektivt, oplever det langsomme, smukke og skrøbelige ved at skabe. Maria er vant til at arbejde for at opfylde familiens basale behov, men at arbejde med billeder er noget andet. Naboer, planter, børn i gården, katten - alt vågner til liv i disse billeder, som skal vare evigt, mens alt andet er forgængeligt. Efterhånden skildrer Marias billeder stadig mere af nutiden, hun lever i. En nutid præget af fattigdom og udvikling, hverdagsglæde og krigsudbrud, et helt samfund i forandring.

Mens Maria lever sit hemmelige liv bag linser og fremkalderudstyr, lever Sigfred også et skjult, om end ikke ukendt, liv. Han har mødt en servitrice og får der tilfredsstillet forskellige behov uden først at love, at han holder sig fra alkohol. Ægteparret flygter på hver sin måde væk fra den svære hverdag.

Filmen er ikke en enkel historie, og det er heller ikke én enkelt historie, vi møder her. Den dramaturgiske opbygning skiller sig stærkt ud fra mange af de film, vi får fra USA. Der er nok af afgørende, dramatiske vendepunkter, ligesom der også er mange hændelser, som lægger op til vendepunkt. I de tilfælde, hvor vi som seere måske forventer, at karaktererne i filmen rejser sig og forlanger forandring, sker der ofte ingenting. Verdens mest brugte filmreplik siges at være: "Let's get out of here!" I en film, hvis handling foregår langt væk fra Hollywood, er det alligevel den replik, vi måske ville ønske langt i munden på Maria. Så enkelt er det bare ikke.

Realisme gennemsyrer filmen. God sminke, gode kulisser og kostumer bringer virkeligheden ind til os. Karaktererne er sammensatte. Det er vanskeligt at kategorisere dem som ven eller fjende, slem eller god, farlig eller venlig. For eksempel ser vi dette i Sigfred, som drikker, slår, bedrager og fornedrer. Alligevel er der øjeblikke, hvor vi føler med ham, øjeblikke hvor vi håber og tror, at han endelig har forandret sig. Blandt andet gennem Sigfred ser vi, at filmen ikke kun fortæller én enkelt historie. Maria er hovedpersonen, men både børnene, fotografen, Sigfred og hans elskerinde, nabokonen og Sigfreds ven er alle personer, som vi får godt præsenteret. Oven i købet handler filmen også om national og politisk historie.

Fratager du et gennemsnitsmenneske livsløgnen, fratager du ham samtidig lykken. Både livsløgn og virkelighedsflugt er vigtige stikord i mødet med Maria og hendes verden. Måske kan Henrik Ibsens livsvisdom også bruges modsat i mødet med Maria. Hr. Petersson lader Maria se, at hun er mere end det, hun har fået fortalt. Ved at hun ser livet på en anden måde, ser nye sider hos sig selv, vover hun også at nærme sig livet med en ny indstilling. I løbet af filmen ser vi også, at Maria efterhånden viser mere mod til at stå fast på det, som er rigtigt i mødet med både sin mand og med andre, som prøver at bestemme over hende.

Bibelen siger, at sandheden skal sætte fri. Da Maria ser mere af sandheden om, hvem hun er, vokser modet og styrken. Hr. Petersson - Sebastian siger: "Hvad ser du gennem fotografiapparatet? En verden at udforske og fortælle om. Hvis man har set det, kan man ikke lukke øjnene. Der er ingen vej tilbage." At se sandheden er livsforvandlende. Det er sandt, som Sebastian siger, at for den, som ser, er der ingen vej tilbage. Også kristen tradition taler om at se - det at se sandheden tilskrives en livgivende og livsforvandlende dimension i Bibelen. Disciplen Filip siger i Johannesevangeliet kapitel 14: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os."  Hvorpå Jesus blandt andet svarer: "Den der har set mig, har set Faderen." Der ligger en mulighed for nyt liv i det at se.

Men det er ikke sandhed i kristen eller bibelsk forstand, der virker positivt og frigørende ind i Marias liv. Tværtimod. Tre gange henvises der til kristen formidling. To skal nævnes her: Den ene gang hører vi barnebønnen: "Den Gud elsker, lykken får." Verslinjen bliver stående som ironisk kontrast til den virkelighed, Maria og hendes kære oplever. Hun og børnene har prøvet at være trofaste, men der har ikke været meget lykke at spore i kølvandet på det. Den anden gang, vi møder kristen formidling, er gennem Marias far. Efter at Sigfred har slået både hende og ungerne, tager hun mod til sig og flygter med de små. "Han slår både mig og børnene. Jeg må forlade ham. Kan du give mig penge?" spørge den forslåede datter. Faderen taler hårdt til hende. Hun skal blive hos sin mand, det siger Guds ord. Her er det ikke en sandhed, som sætter fri; det er en sandhed, som binder og holder fangen.

Kan sandhed misbruges? Helt klart. Og sandheden, som den præsenteres i barnebønnen og af Marias far, er ikke en sandhed, som sætter fri - det er en sandhed uden empati - en sandhed, som ikke tager højde for livet. De kristne udsagn i filmen står i mørk kontrast til både Jesu ord og forvaltning af sandhed. Hos Jesus kan sandhed ikke skilles fra nåde. Flere gange ser vi, at han stiller sig ved siden af de mennesker, som trænger til nåde. Blandt andet ser vi det, når Jesus i Johannes­­­evangeliet kapitel 4 møder en samaritansk kvinde. Hun har opsøgt brønden på et tidspunkt, hvor hun undgår at møde andre kvinder. For hende var det blevet svært at løfte blikket i mødet med andre. De kommer i snak, kvinden og ham, som allerede ved alt om hende. Jesus ved, at livet og livssituationen for kvinden er blevet anderledes, end hun havde ønsket. Temaet om hendes livssituation er uundgåeligt, men Jesus får kvinden til selv at sige, at hun ikke har nogen mand. Jesus siger så: "Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt."

Det, du siger, er sandt … dette er sandhed forvaltet med nåde. Resten af sandheden om Jesus og kvinden får også plads. Sandheden om, hvem kvinden dybest set er og kan være, formidles gennem Jesu ord til hende: "Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand."

Sandheden sætter fri. Sandheden om Marias liv er også først og fremmest, at hun er skabt og elsket af Gud. Nogen siger, at evangeliet er en krykke for de svage, at kristen tro er en undskyldning for de svage til at holde ud og ikke protestere mod den uretfærdighed, som de udsættes for. Sådan er Jesus ikke. Jesus protesterede mod uretfærdighed, men han var omsorgsfuld og nådig mod den, der var krænket og misbrugt. Hvis Jesus havde mødt Maria ville han nok have lagt armen beskyttende om hendes skuldre. Måske ville han også - og det er der ikke noget Hollywood over - ha' hvisket: "Let's go out of here!"

Kilde: damaris.no

---