Godhed smitter

Af: Egon Laursen
At prædike er at fortælle, hvad Guds mening med menneskers liv er, og det udfoldes om noget i LES MISERABLES.

Les Misérables er en prædiken. For at prædike er at fortælle, hvad Guds mening med menneskers liv er, og det udfoldes om noget i den fortælling. Godheden og kærligheden redder os, frelser menneskene, så livet bliver livet værd. I en verden, hvor kamp og ødelæggelse, sygdom og ondskab hersker, vil Gud, at godheden i kærlighedens skikkelse tager styringen. Hovedpersonen i De elendige, (1998) og Les Misérables (2012) Jean Valjean, bliver Guds forlængede arm i den proces.

Når kristendommen vil lade godhed og kærlighed komme til magten, bruges to metoder: Eksemplets magt og offerets skæbne. Begge dele er i anvendelse i Les Misérables. Mest "eksemplets magt", hvis pointe det er at fortælle, at godhed smitter.

Det begynder helt centralt, da Jean Valjean får nattely og mad hos den gamle biskop i Digne. Skønt biskoppen ved, hvem han har med at gøre, eller måske netop derfor, lukker han straffefangen Valjean ind og beværter ham. Og måltidet, som de spiser sammen i biskoppens stue, er en nadver magen til den, der normalt serveres i kirken. Liturgien er nøjagtig den samme: først syndserkendelse iværksat ved husholderskens spørgsmål: "Hvilken forbrydelse har du begået?" Så fællesskabets forløsende måltid og til sidst syndernes forladelse med biskoppens ord: "Jean Valjean. Du tilhører ikke mere ondskaben. Jeg har løskøbt dig for frygt og had. Nu giver jeg dig tilbage til Gud." Og Valjean, der svarer: "En seng at sove i. Et måltid mad. I morgen er jeg et nyt menneske!" Amen. Og præcis som ved kirkens nadverbord virker nadveren i biskoppens stue: Jean Valjean forandres og bliver et nyt menneske.

Nu hører Valjean til de mere hærdede, så der skal mere end ord til, før han helt overbevises: Først da biskoppen forærer ham det sølvtøj, som han har stjålet, forstår Valjean, hvad tilgivelse er, og hvad det betyder, når kærligheden og godheden er stærkere end hævn og retfærdighed. Et grundlæggende nyt og forandret menneske bliver Jean Valjean, fordi han i biskoppen mødte en godhed, som var stærkere end hævn, og som rev ham med over i Guds rige. Biskoppens godhed smitter.

Og smitteeffekten holder hele Jean Valjeans liv. Uafladeligt gør han gode gerninger. Ikke fordi han er blevet et fromt, kristent menneske, men fordi hans forandring gør, at han ikke kan lade være. Det er sand luthersk kristendom.

Men ikke blot godhed smitter, det gør ondskab som bekendt også. I Les Misérables får dette faktum den lidt skæve, men nok så realistiske form, som udleves af politiinspektør Javert. Han er egentlig ikke et ondt menneske, men han er reglernes og retfærdighedernes mand. Det kommer der åbenlyst ondskab ud af. Javert har gode bibelske forbilleder, farisæerne, som hele livet var Jesu modstandere med præcis samme dagsorden: Regler og bestemmelser skal holdes. Den slags rigoristiske holdninger medfører ondskab, som Les Misérables forbilledligt viser. Livet slås nemlig i stykker, fordi kærligheden ikke kan få plads. Kærlighed kvæles af love og regler og kan kun vokse og blomstre ved hjertets inderlighed og jeg'ets tilbagetrækning.

Da Javerts strenge retfærdighedsbegreb på et tidspunkt ikke kan holde, men går over i direkte ondskab og hævn, som det sker, da han vil arrestere Jean Valjean ved Fantines dødsleje - da ikke blot dør Fantine af alt det onde, men ondskaben smitter også over i den ellers så gode Valjean, så han i raseri slår politiinspektøren i gulvet. Ondskabens smitteeffekt virker, så "det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." (Rom 7,19).

Det teologiske spørgsmål er naturligvis: Hvorfor smitter godheden ikke også af på Javert? Han har ellers mange muligheder for at lade sig omvende, hver gang Jean Valjean undlader at eksekvere den dødsdom, som Javert selv trygler om. Svaret er vel blot, at der findes mennesker - dengang som i dag - som er så bange for livet, at de ikke under nogle omstændigheder tør lade kærligheden løbe af med sig. Fordi det jo kan være farligt - man ved aldrig, hvad det kan ende med, når man slipper styringen i sit liv. Så da godheden for en enkelt gangs skyld alligevel smitter af på Javert, og han benåder Valjean ved flodens bred, må han kaste sig i vandet og tage sit eget liv. Da godheden ikke kunne holdes fra døren, blev det skæbnesvangert, og dét, der kunne være blevet livets sejr, ender som et nederlag. Eller måske ligefrem den hårde retfærdigheds undergang? Vil du ikke vende om, må du gå til! - f.eks. helvede. Et klassisk, kristent fortabelsesmotiv.

Engang, da menneskene mødte Gud, sagde han til dem: "Hvad I har gjort imod en af disse mine små, har I gjort imod mig!" (Matt 25,40). Det er præcis, hvad Jean Valjean gør i sit lange liv. Han lader godheden løbe af med sig, og det sker ene og alene, fordi han selv mødte godheden i biskoppens hus. Og ikke blot godhedens praksis bliver han smittet af. Også godhedens indsigt har som en guddommelig åbenbaring besmittet ham. Da Marius er ved at vælge revolutionen frem for sin kæreste Cosette, siger Jean Valjean til ham: "Du har kærligheden. Det er den eneste fremtid, Gud giver os!"

Er Jean Valjean så i virkeligheden en Jesus-figur? Nej, det er han ikke, han er et kristent, kærligt menneske, der såmænd ikke engang selv ved, at han er det. Igen en god kristen dyd. Men havde han været Kristus, så skulle hans offer have været større, end tilfældet er. Han klarer sig jo hele tiden ganske godt, hvad der som bekendt ikke var tilfældet med den Kristus, som Bibelen taler om. Hans dage endte med ydmygelse og et kors. Hvis nogen i Les Misérables ligner Kristus, er det Fantine, for hun er selv offer og bringer offereret. For at datteren Cosette kan overleve, må moderen lide ydmygelsesdøden - det er en sand kristenhandling. Men måske får Valjean alligevel lidt del i frelsen, fordi han elsker Fantine, men ikke tør bruge sin kærlighed på et liv med hende. Et lille afsmitningsoffer, kunne man måske kalde det.

Les Misérables fortæller os, at midt i en verden, som de elendige - vi elendige lever i, kommer godheden og kærligheden og vælter alt andet over ende. Vi erfarer, at godhed smitter. Det scenarie vinder genklang - og måske forskrækkelse - i os alle og har gjort det til alle tider. Der er intet mindre end dét på spil, at der rækkes mennesker et håb - livets håb for de elendige.

Det er Les Misérables' anliggende at fortælle os det, og derfor er stykket en prædiken, der går os alle til hjertet, som alle gode prædikener altid gør. Amen.

Se også baggrundsartiklen: Fortællingen om de elendige.

---