Jackie

Af: Ketty Dahl
Portrættet af en knust og skrøbelig enke, der sætter sin vilje igennem for at skabe et godt eftermæle af John F. Kennedy og deres fælles liv.

ISCENESAT VIRKELIGHED

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet mig af filmen "Jackie" om Jacqueline Kennedy, men tankevækkende, underlig intens og sårbar var den i hvert fald. Jeg tror, at filmen deler vandene - enten kan man lide den eller også slet ikke.

Filmen er centreret om de få dage ved John F. Kennedys død og begravelse. I forskudte scener følger vi en sørgende Jackie, der går i en zombieagtig sanseløs tåge af chok umiddelbart efter mordet på sin mand, hvor hun har siddet med hans lig i armene og hans blod og hjernemasse smurt ud over spadseredragten. Vi følger den i huj og hast arrangerede indsættelse af vicepræsident Lyndon B. Johnsen som næste præsident, mens Kennedy stadig ikke er nået at blive kold. Endelig ser vi Jackies storslåede set-up af en mindeværdig statsbegravelse i pomp og pragt og sækkepiber.

Og det er måske filmens kodeord: set-up. En arrangeret virkelighed. For hvad er virkelighed, og hvad er fake? I disse tider med en ny præsident i det ovale værelse i Det Hvide Hus, hvor medierne hver dag disker op med nye historier om Trump samtidig med, at demokrater og republikanere gensidig beskylder hinanden for fake news, er det svært at gennemskue, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Sådan var det åbenbart også på Kennedys tid. Jackie Kennedy, som ellers virker som en sart, skrøbelig, forvirret, usikker og ensom kvinde, sætter efter Kennedys død pludselig sin vilje igennem og gennemtrumfer på trods af den ellers stærke Kennedyklans ønsker om en mere enkel begravelse på familiegravstedet, at Kennedy skal have en mindeværdig storslået begravelse, som verden aldrig vil glemme. Han skal begraves på Arlington kirkegården, hvor alle krigsheltene ligger. Hun begynder en iscenesættelse og et skuespil, der skal få myten til at leve - koste, hvad det vil. Og det lykkes for hende. Men som hendes svoger, Bobby Kennedy nøgternt konstaterer om broren: Hvad opnåede han egentlig, når det kom til stykket? Vi var bare de smukke mennesker. Vi kunne have gjort så meget, hvis vi ville.

Myten Kennedy
Jackie, som altid har elsket det kunstneriske og historiske, forstod at udstyre Det Hvide Hus med kunst og kultur til sin mands store frustration, for han syntes, hun var ekstravagant, men nu fører hun sine evner for iscenesættelsen videre. Folket skal vide, hvad de har mistet. De skal aldrig glemme ham, og var han ikke en stor præsident, mens han levede, så skal folket komme til at huske ham som sådan.

Hun fortæller deres historie til en journalist, som hun ønsker, historien skal fortælles. Det er ikke historien om alle skandalerne, affærerne og misbruget, men om helten, landsfaderen og den kærlige ægtemand, der skal stå tilbage, når alt andet er glemt. Mens hun sidder i rustvognen med kisten med sin mand på vej til obduktionen, nævner hun to præsidentnavne over for chaufføren og spørger, om han ved, hvem de var? Det gør han ikke, men han ved, hvem Lincoln var, for han ophævede slaveriet. Da bestemmer hun sig for, at sådan skal det ikke være med John F. Kennedy. Han skal ikke bare blive til et glemt billede på en væg i det hvide hus. Hans myte skal være på linje med Lincolns. Han har potentiale til at dele myte med Kong Arthur og ridderne om det runde bord og med Det Hvide Hus som slottet Camelot. Det er tid til at skrive eventyret færdigt, og hun skal nok styre pennen. Og det gør hun så. Hun er knust og skrøbelig, men alligevel formår hun at bygge en laden-som-om-verden op samtidig med, at hendes egen verden styrter sammen i ulykkelig erkendelse af, at sandheden om hendes ægteskab og liv aldrig blev det, hun ønskede. Men udadtil må eventyret leve videre. The show must go on. Verden vil bedrages - og måske vil hun også selv. Og spørgsmålet er, hvilken skæbne og historie vi egentlig husker bedst: John F. Kennedys … eller Jackies? Hun iscenesætter også sit eget eftermæle.

Sandheden
I en verden, hvor sandhed og løgn fletter sig ind i hinanden; hvor vi kun ser det halve billede af virkeligheden og ofte kun det billede, som medierne ønsker, vi skal se - en verden, hvor man skal være mere end enestående for at gennemskue, hvad der er virkeligt og ikke virkeligt - i denne verden, hvor de sociale medier spytter nye saftigheder i hovedet på os ustandselig og hævder deres sandhed den ene dag, for så den næste at falde til jorden, sad jeg i biografen og tænkte:

Jesus påstod om sig selv, at han er SANDHEDEN, VEJEN OG LIVET.  Han er for mig at se den eneste, der har vist sit værd hele vejen igennem. Jeg vover at hægte mit liv på Ham i en tid, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at sandheden i hvert fald ikke er at finde i præsidenters medieskabte historier om egen magt og styrke.

---