Korsvejen

Kreuzweg

Teenageren Maria går til konfirmationsforberedelse i en katolsk kirke. Hun tager sin tro og sit fromhedsliv meget alvorligt og fanger tanken om, at hun kan hjælpe en anden ved sit offer. Drama, 
Produktionsår: Produktionsår: 2014
Varighed: 110 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Dietrich Brüggemann,
Medvirkende: Lea van Acken, Franziska Weisz, Florian Stetter,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.07.2015

AFSPORET FROMHEDSLIV
Filmen indledes med en undervisningstime for et par håndfulde teenagere, der skal konfirmeres om en uges tid. Vi er i Tyskland i nutiden, og kirken er en konservativ gren af den katolske kirke - så konservativ, at den beskylder paven for at lukke verdsligheden ind. Præsten har et sympatisk væsen og har de unges tillid. Han fører dem gennem de centrale punkter i det, som firmelsen (konfirmationen) betyder i deres liv. Maria er filmens hovedperson. Hun tager sin tro og sit fromhedsliv meget alvorligt.

Instruktøren Dietrich Brüggemann kommer selv fra en katolsk familie, men han har taget afstand fra sin opvækst og sin tro. Filmen er bygget op i 14 afsnit, der følger de 14 stationer på den katolske korsvej - fra Jesu domfældelse over begivenhederne under vandringen med korset og frem til Golgata. Det er ikke en lignelse, hvor Marias liv skal belyse Jesu vandring med korset - det er nærmere modsat. Marias liv i de par uger, filmen skildrer, belyses af det, der skete med Jesus undervejs til sin død. Det er en stærk og hjerteskærende film, hvor vi får stor medlidenhed med den stakkels pige.

Hvert af de 14 afsnit er optaget uden klip og med et kamera, som i de fleste tilfælde står helt stille og ikke zoomer. Enkelte gange bevæger kameraet sig og følger en eller flere personer, eller der foretages lidt panoreringer. Virkningen af det stationære kamera er meget stærk, fordi manuskript og skuespil er så gennemført godt. Der er stort set ikke en finger at sætte på det filmtekniske. "Korsvejen" fortæller en væsentlig historie, og det hele er godt tænkt og godt gennemført. Sammen med sin søster, der er medforfatter til manuskriptet, fik Dietrich Brüggemann da også en Sølvbjørn for bedste manuskript ved Berlinalen 2014.

Problemerne ved at anmelde "Korsvejen" opstår, når vi kommer til dens præsentation af kristendommen. Selv om det fremgår, at der er tale om en gren af den katolske kirke, som nærmest har sekt-præg, så viser flere anmeldelser, at filmen opfattes som en generel skildring af det, som kaldes fundamentalistisk kristendom.

Præsten er sympatisk og venlig, men han er også forførende i sin pædagogik. Der er mange gode pointer i hans undervisning og i hans sjælesorg ved et skriftemål, men det hele er totalt blottet for evangeliet. Jesus som frelser og syndernes forladelse nævnes ikke. Det nærmeste, vi kommer det, er, da Maria beder: Tilgiv mig Herre, for jeg har syndet. Formålet med firmelsen er at gøre teenagerne klar til kamp for troen. En af de ting, der lægges på de unge soldater for Jesus, er et krav om at bringe ofre. Det får fatale konsekvenser, da Maria fanger denne tanke og forestiller sig, at hun kan hjælpe en anden ved sit offer. Kirken slipper ikke for skyld i forbindelse med, at det går galt for Maria, men kirken er ikke den egentlige skurk. Det er Marias mor.

Marias mor styrer hjemmet med myndig hånd. Hun optræder som en tyran, men en meget from en af slagsen. Marias far er en slap nikkedukke. Hjemmets au pair-pige er et lyspunkt for Maria. Morens kærlighedsløse magtudfoldelse fremstilles om et udslag af hendes inderlige tro, og her er filmens største problem. Der findes sikkert typer som Marias mor (selv om figuren her i filmen tegnes så skarpt, at det virker karikeret), og de findes sikkert også i kristne kredse, men det bliver trættende, når de bruges til at vise, hvordan fanatiske kristne er. På dette punkt fik jeg (Jørgen) mindelser om Hans Kirks "Fiskerne".

Selv om "Korsvejen" - på grund af den manglende præsentation af evangeliet - altså ikke kan bruges som en indføring i, hvad kristendom er, så er den alligevel så stærk og indholdsmættet, at hvert eneste af de 14 afsnit vil kunne bruges som oplæg til en meningsfuld samtale i en kreds af kristne. Overalt er der elementer, som vi bør bruge til selvprøvelse og spørge: Kunne dette ske i vores sammenhæng? Og der er også ting, vi kan bruge som et positivt forbillede.

---