The Gospel

Præstesønnen David vender sin far og kirken ryggen. Han bliver en kendt, sexet R&B-sanger, der 15 år senere må vælge, om han vil tage hjem. Drama, Affirm films, TEMA Kristne film, 
Produktionsår: Produktionsår: 2004
Varighed: 99 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Rob Hardy,
Medvirkende: Clifton Powel, Boris Kodjoe, Idris Elba,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 16.01.2007

MASSER AF GOSPELSANG
Hvis filmens titel leder tankerne hen på gospelmusik, er det ikke helt ved siden af. Musik i den rytmiske genre fylder så meget, at man nok helst skal kunne lide det for at blive glad for filmen. Vi får flere hele numre, også nogle, som synges af kendte gospelsangere (fx Yolanda Adams), der optræder som sig selv. Filmen rummer ny musik af Kirk Franklin.

En direkte oversættelse af filmens titel er "Evangeliet", men den giver ikke en tydelig præsentation af evangeliet om Jesu død i vores sted. Flere af sangene har gode tekster, men de oversættes desværre ikke i underteksterne. Der er ikke ret meget direkte forkyndelse. Filmens budskab ligger i personernes indbyrdes forhold, som den kommer frem gennem dialog og handling. Det er til gengæld stærkt og tankevækkende.

Handlingen udspiller sig i den amerikanske kirke New Revelation, hvor gospelsang, klap, "amen" og løftede hænder er stilen. Fred Taylor (Clifton Powel) er kirkens grundlægger og "biskop". Hans søn David (Michael Pagan/Boris Kodjoe) og dennes ven Charles Frank (Idris Elba) er ved at være færdige med en uddannelse til præster. En hændelse i familien får David til at vende hjemmet ryggen.

Så springer filmen 15 år frem. David er blevet en berømt, sexet R&B-sanger. Charles er gift med Davids kusine Charlene (Nona Gaye) og står parat til at overtage ledelsen i kirken, da Fred Taylor bliver syg. Fred ender på hospitalet, og Ernestine - kirkens sekretær - sender bud til David, som tager hjem, og vi oplever mødet mellem far og søn.

Filmens hovedkonflikt er forholdet mellem David og Charles. David er den fortabte søn, der vender tilbage til kirken, men uden nogen synlig anger over det vilde liv, han har levet. Charles er ham, der blev hjemme og var trofast i sin gerning i kirken og er godt tilfreds med sig selv. Også pastor Hunter er én, der har passet sit arbejde godt, og han føler sig på et tidspunkt forsmået.

Filmen har en happy ending, men den virker ikke for let. Personerne må kæmpe sig frem til den. Der er i det hele taget ingen lette løsninger, og selv de gode personer har en bagside.

Sproget er sobert. Kun i skildringen af Davids vilde liv dukker der lidt kraftige vendinger op. Det seksuelle spiller ind i forbindelse med Davids kommercielle koncertliv, hvor pigerne på og ved scenen har en meget udfordrende optræden. Det dukker også op i forholdet mellem Charles og Charlene, men på en helt anden måde. Der er ingen afklædte scener.

Skuespillerpræstationerne er ind imellem rigtig gode, og som helhed i orden. Klipningen er lidt flimrende en del steder, men det passer fint til handlingen. En sidehistorie om noget bøvl med en pladekontrakt løber gennem en stor del af filmen. Den virker ikke særlig gennemskuelig, og den anvendes kun sporadisk i forhold til hovedhandlingen.

Til overvejelse
Filmen har mange temaer, der kan tages op.
* Hvor meget tid er det rimeligt, at kristne bruger på menigheden?
* Kan man bruge én, der også er kendt for tvivlsomme sangtekster, til at synge i menigheden?

* Hvad sker der, hvis en menigheds liv hænger for meget på dyrkelsen af en bestemt prædikant?
* Må man lokke folk til at komme i menigheden?

Der er også godt stof til samtale i en udtalelse som: "Der er ingen fuldkommen kirke. Hvis der var, blev den ufuldkommen, når vi trådte ind i den. Men der er en fuldkommen Gud."

Filmens vigtigste udfordring er:Tjener du i menigheden med det rette fokus og den rette motivation?

---