Woody Allens flygtige kærlighed

Af: Eivind Algrøy
Kærlighedens natur er under Woody Allens lup. Varig kærlighed fremstilles som en illusion, så derfor er det bare om at nyde kærligheden, mens man har den.

I Mig og Melody møder vi Boris Jelnikoff (Larry David), en menneskehadende, forknyt og sarkastisk fysiker. En dag får Boris besøg af den naive og pågående pige Melody (Rachel Wood), som er flygtet fra sin trygge, kristne sydstatsfamilie i Mississippi for at begynde et nyt liv i New York. Trods en aldersforskel på cirka 50 år, finder de to tonen og ender med at blive gift.

Et år senere tropper Melodys nyskilte mor op i deres lejlighed for at hente datteren hjem. Melody har imidlertid forladt sit kristne ståsted til fordel for et ateistisk livssyn, der er løst bygget på Boris' mange kyniske udsagn om kvantefysik, meningsløshed og menneskers ubetydelighed. Hun viser sin mor rundt i New York og fortæller hende om sin nyvundne tro. Før man ved af det, har moderen forladt sin kristne tro, indledt et polygamt forhold og etableret sig som fotograf og kunstner med stærk hang til det erotiske. Melodys far, som også kommer til New York, opdager til sin forfærdelse, at både hans tidligere kone og datteren har forladt troen. Efterhånden kommer det frem, at faderen egentlig giftede sig på grund af angst for sine homofile følelser.

Flygtig kærlighed
Allen er kendt for at have et grundlæggende pessimistisk syn på livet, samtidig med, at han har fokus på kærlighed som noget flygtigt. Begge dele kommer tydeligt til udtryk i "Mig og Melody". Selve plottet fremstiller kernefamilien som en så skrøbelig konstellation, at bare nogle få dage i metropolen er nok til, at den går fuldstændig i opløsning. "Kærligheden er så flygtig", er en sætning, som går igen i Allens to seneste film (udtalt af Juan Antonio i "Vicky Cristina Barcelona" og af Boris i "Mig og Melody"). I denne sidste film synes hovedspørgsmålet at være netop hvad, der er den rigtige holdning til kærlighed, når den tilsyneladende er så flygtig og vanskelig at holde fast i.

Dét hjertet vil ha'
Woody Allen indrømmer selv, at han ofte skriver sin egen personlighed ind i en eller flere af karaktererne. Det gør det naturligt at drage paralleller til hans egne erfaringer med kærlighed og trofasthed. Han giftede sig for første gang som 19-årig (med Harlone Rosen, en 16-årig), og ægteskabet varede i fem "irriterende og urolige år". Derefter havde han en række forhold, før han i en alder af 56 skabte skandale ved at gifte sig med sin adopterede datter på 22 år, Soon-Yi Previn. Det var i forbindelse med dette forhold, at Allen udtalte de berømte ord "Hjertet vil ha' det, hjertet vil ha".

Denne betragtning, som antyder et hedonistisk (lystbetonet) syn på kærlighed, hvor nydelsen står i centrum, bliver også en del af løsningen, som vises i "Mig og Melody". I en af sine filosofiske betragtninger henvendt til publikum, siger Boris, at kærlighed handler om at gøre det, som fungerer - deraf den engelske titel "Whatever Works" (det som fungerer). Så handler det altså ikke kun om at finde en person, man kan fungere sammen med i en kortere eller længere periode. Man må også finde den samlivsform, som opleves rigtig for én her og nu.

Illustrerende slutter filmen med en nytårsfejring, hvor et polygamt forhold, et homoseksuelt forhold, et forhold med stor aldersforskel og et samlevende forhold er repræsenteret. Som Boris siger sidst i filmen: "Hvis du kan finde en lille smule lykke, så hold fast i den!"

"Mig og Melody" viser den store forskel, der er mellem en hedonistisk tilgang til kærlighed og lykke, og Bibelens budskab. Hvor hedonismen er optaget af, hvad der kan give sanselig nydelse her og nu, siger Bibelen, at lykken dybest set findes hos Gud. Kun ved at leve i fællesskab med ham og lytte til hans vilje for vore liv, vil vi kunne være helstøbte mennesker og erfare dyb lykke.

Trofasthed
Budskabet, som "Mig og Melody" præsenterer om kærlighed, er udfordrende. Ikke mindst, fordi Allen er en fantastisk begavet instruktør og fordi, gode historier fænger og har stor magt. Det er sandt, at kærlighed gør os sårbare. Når vi vover at elske et andet menneske, stiller vi os åbne for kritik, og jo stærkere, kærligheden er, jo mere smertefuldt bliver et eventuelt brud. Filmens konklusion tyder imidlertid på, at kærlighed først og fremmest handler om den mærkbare lykke her og nu, og at kærligheden forsvinder, når følelserne svinger. Dette udfordres af den kristne forståelse af kærlighed, sådan som den er mesterligt skildret i Frans af Assisis bøn:

Herre, hjælp at jeg ikke så meget søger at
blive trøstet, som at trøste,
ikke at blive forstået, men at forstå,
ikke at blive elsket, men at elske.
For det er ved at give, at man modtager,
det er ved at tilgive, at man bliver tilgivet,
det er ved at dø, at man bliver oprejst til evigt liv.
Amen.

Kilde: Damaris.no

---