Valgfri virkelighed?

Af: Halldis Bjerkvik Volle
Filmen "Life of Pi" rejser store spørgsmål. Kan vi selv vælge, hvilken virkelighed, vi ønsker at tro på? Kan man blande tre verdensreligioner uden at tage hver religions særkende alvorligt?

Life of Pi havde premiere juledag, og efter kun to uger har over 100.000 personer set filmen i Norge. I Danmark blev filmen set af 168.000 den første måned.

Historiens hovedperson er den indiske dreng Pi, som vokser op i idylliske omgivelser i en familiedrevet dyrepark. Han bliver tidligt interesseret i religion, og hans gudsbillede dannes af fortællinger fra hinduismen om Hare Krishna og Vishnu. Senere møder han den katolske kirkes formidling om Jesus og tanken om at ofre sig for andre, og broderskabet i islam. Resultatet er, at han praktiserer hinduisme, katolicisme og islam - samtidigt. Faren, som er ateist, fortvivler over sønnens øgede religiøse interesser og siger, at "det at tro på alt er det samme som ikke at tro på noget". Hans mor er derimod mere åben for sønnens religiøse "hobbyer" og forsvarer Pi med, at han stadig er ung og søgende. Hun siger, at videnskaben "lærer os om det, som er derude, men ikke om det, som er her" og lægger hånden på hjertet.

Hvilken gud?
Koblingen til religion og eksistentielle spørgsmål er med andre ord hurtigt tydelig i "Life of Pi", og det udbygges gennem filmen. historien tager en dramatisk vending, da faren bestemmer, at hele familien skal flytte til Canada. Alle dyrene læsses om bord i et skib, men rejsen ender med et tragisk forlis. Kun Pi overlever, og han havner i en redningsbåd omgivet af voldsomme bølger. Efterhånden får han øje på en zebra, en hyæne, en orangutang - og en aggressiv tiger - som også er i båden. Livet går sin brutale gang, og Pi undslipper tigeren ved at lave en flåde af redningsveste, som han fastgør med tov til redningsbåden. I løbet af rejsen stiller Pi spørgsmålstegn ved meningen med hans lidelse, og han henvender sig flere gang til gud, men det er uklart, hvilken gud han råber til.

Enhver film har et livssyn
Yann Martel, forfatteren til bogen Historien om Pi, som filmen er baseret på, siger i et interview, at både kunst og religion stiller de store spørgsmål i livet. Flere mediekendere har peget på, at det i dag er gennem film, de eksistentielle spørgsmål udforskes. Enhver filmfortælling har et livssyn i bunden, og det kan være bevidst eller ubevidst fra instruktørens side. Ang Lee, som instruerede "Life of Pi", har haft et bevidst forhold til brugen af blandt andet vand som symbolik i filmen: "Jeg ønskede at bruge vand, fordi filmen tager temaet tro op, og vand indeholder fisk, liv og enhver følelse, Pi kender. Luften er Gud, himmelen, og noget åndeligt - og døden. Det er sådan, jeg ser det. jeg tror det, vi kalder tro eller Gud, er vores følelsesmæssige tilknytning til det ukendte. Jeg er kineser og tror på buddhismen. Vi snakker ikke om en guddom, ligesom "Life of Pi" heller ikke snakker om religion, men om Gud på en abstrakt måde - noget som overvælder én."

At tilhøre tre verdensreligioner
Instruktør Ang Lee har fået overvejende positiv omtale af anmeldere, og filmen roses for de visuelle effekter. Tigeren er animeret, men ser helt naturlig ud. 3D skaber ekstra dybde, og der er flere flotte scener, hvor hav og himmel, går i ét. Temaet i filmen, de flotte billeder og de religiøse indslag har potentiale til at skabe refleksion over livets store spørgsmål. Men svaret, som gives, fremstiller religiøsitet som et valgfrit eventyrslør, som man kan lægge over virkeligheden, i stedet for at være en oprigtig søgen efter svar, som har hold i virkeligheden. En norsk avisanmelder nævner, at den åndelige dimension i filmen netop er problematisk: "Forsøget med at lade Pi tilhøre tre verdensreligioner og tro på en slags mening i en panteistisk suppedas, fremstår som overfladisk og meget lidt tilfredsstillende."

Alt er relativt
At sidestille forskellige religioner og hævde, at alle viser vejen til Gud, er der ikke noget nyt i. Relativismen har fået godt fat i Vesten, og eksistentielle spørgsmål affejes ofte hurtigt med svaret: "Alt er relativt!" eller "alt er lige gyldigt." Ofte gøres det under dække af tolerance i mødet med forskellige religioner. Resultatet af en holdning kan paradoksalt nok blive intolerance. David Roark kommenterer på Christianity Today, at "Life of Pi" ender med at fornærme de religioner, som filmen hævder at hylde, netop fordi den ikke tager religionernes særkende alvorligt.

"Troen er et hus med mange rum," siger Pi, da han som voksen forklarer, at han stadig er hindu, kristen og muslim. Men disse religioner har modstridende svar på de samme spørgsmål. Spørgsmålet gælder derfor ikke tro alene, men hvem man tror på, og om troen er troværdig i mødet med virkeligheden.

Kilde: kulturvinduet.no

---