Smil til verden

Af: Stephen Innes
En tankevækkende og morsom film af Mike Leigh om, hvordan vi reagerer på glæde, frygt og skuffelse, som vi møder hver dag.

Kan det lade sig gøre at lave en spændende film om et virkelig godt menneske? Mit svar på det spørgsmål ville uvilkårligt være negativt eller i bedste fald skeptisk. Efter min mening kendetegnes de bedste historier af, at konflikter ikke bare bliver reduceret til en formel, eller at de præsenterer helte med fejl og har temaer, der ikke er lette at finde løsninger på. Jeg har det svært med at acceptere "gode" eller "positive" mennesker, fordi de ofte kun viser én side af menneskets natur og dermed skjuler nogle af de vanskelige aspekter ved livet. Mike Leigh laver vellykkede film, som på en god måde fortæller vanskelige historier. Sædvanligvis fokuseres der på tragikomiske mennesker, som lever i den "lave" ende af det sociale spekter. Leighs film fortæller historierne om disse mennesker; livsløb som er temmelig dystre og smertefulde. Leigh er også kendt for sin særegne improvisationsstil: Han gør ikke brug af fuldstændigt manuskript, og nogle gange ved skuespillerne ikke, i hvilken retning plottet vil gå, før den dag, de skal indspille rollen.

Happy-Go-Lucky er Leighs første film siden Vera Drakes hemmelighed fra 2004. Den markerer et skifte i både stemning og tone. Denne er måske han mest "nonchalante" film, men det er også den mest underholdende (i ordets bedste forstand). Leighs film viser altid sammensatte og interessante karakterer, og denne film er ingen undtagelse. På trods af skift i tone og stemning har "Happy-Go-Lucky" alle de rige og provokerende nuancer som kendetegner en Mike Leigh-film. Efter min mening - og stik mod mine følelser - er filmen indtil videre en af de bedste og mest morsomme i år. Måske er det faktisk muligt at lave en virkelig spændende historie om en person, der i bund og grund bare er "god", når det bliver lagt i hænderne på en så talentfuld og dygtig mand som Leigh.

Hovedtemaet i "Happy-Go-Lucky" er et karakterstudium af en ung kvinde ved navn Poppy (Sally Hawkins, som vandt prisen for "bedste skuespiller" under filmfestivalen i Berlin i 2008). Filmen har ikke et specifikt plot; det er mere sekvenser af individuelle, men alligevel forbundne vignetter, der omhandler Poppys hverdagsliv. Filmen har et stærkt fokus på Poppy, som er med i hver eneste scene. Dermed er der ingen tvivl om, at filmen bliver vurderet ud fra, hvordan publikum synes om hende. Heldigvis er det svært ikke at synes om hende, og efter at have tilbragt to timer sammen med hende, vil man ønske, man kunne bruge mere tid med hende, og ydermere ville man ønske, man kendte flere folk som hende. Den pointe kommer stærkere frem ved, at filmen introducerer Poppy som enkel, livlig, snakkesalig og lidt irriterende - dog på en charmerende måde. Som filmen skrider frem, bliver Poppy langsomt, men sikkert fremstillet som en mangfoldig person, der viser stor grad af kompleksitet, tanker og indlevelse. Sally Hawkins' indsats her kan ikke roses nok; hun gør et fantastisk arbejde med at skabe en karakter, der potitentielt kan være irriterende, klicheagtig og også falsk. I stedet for mestrer hun at skabe en reel person, som vi længes efter at være sammen med. Poppy er forskellig fra andre af Leighs heltinder, fordi hendes opførsel ikke ser ud til at dække over underliggende usikkerhed og mørke hemmeligheder.

"Happy-Go-Lucky" viser først Poppy, som cykler gennem Londons centrum på vej til en boghandel i Camden Town. Da hun kommer frem, irriterer hun assistenten, som arbejder der, bare ved at være snakkesalig og venlig mod ham. Hun virker til at være en person, som kan li' at være sammen med andre mennesker, og som ser det bedste i dem. Hun forsøger hele tiden at glæde andre mennesker omkring sig ved at småsnakke og fortælle vittigheder. Selv da hun finder ud af, at hendes cykel er blevet stjålet, prøver hun at være positiv. Hun ser det som en mulighed for at begynde at tage køretimer. Poppy bliver først præsenteret som en person med kun lidt ansvarsfølelse, men da hun senere arbejder som børnehaveklasselærer, bliver man overrasket. Resten af filmen viser, hvordan Poppy fester med venner, forbereder skoletimer, har erfaringer med kolleger og bofællen Zoe (Alexis Zegerman) og lærer at køre bil. Vi ser også, at hun optræder som reservemor for sine søstre, og at hun tager flamenco-timer (en af filmens morsomste scener i øvrigt).

Leigh erstatter et af sine films kendetegn - taxachaufføren - med en kørelærer. En af historierne i filmen, som filmen fokuserer på, er forholdet mellem Poppy og kørelæreren Scott (Eddie Marsan). Scott er ordentlig, ryddelig, konservativ, mistroisk, ængstelig og vred - hendes diametrale modsætning. Scott ser ud til at trives i en verden, hvor tryghed står i centrum, og hvor det er tydeligt, hvad der er rigtigt, og hvad der er en forkert måde at gøre tingene på. Poppys indtræden i hans verden er virkelig en forstyrrelse i hans opfattelse af, hvordan verden skal være. Hun har "upassende" sko på, når hun kører og tager ikke hensyn til trafikkens mange farer. Og hun har en masse personlige spørgsmål til Scott og udfordrer hans syn på andre mennesker. Det er derfor ingen overraskelse, at deres forhold lægger op til et eksplosivt klimaks, som bliver fremstillet på en stærk og rørende måde. Poppy og Scotts forskellige måder at se verden på, fungerer på mange måder som en klog undersøgelse af et multikulturelt London samt et bud på, hvordan moderne briter enten acceptererr eller frygter udviklingen. Filmen portrætterer hverken London som et urbant helvede eller som et drømmeland. I stedet for viser den byen som farverig, hektisk og charmerende - ligesom Poppy er.

Et andet vigtigt tema i filmen er Poppys relation til socialarbejderen Tim (Samuel Roukin). De mødes tilfældigt på skolen, da Poppy ville hjælpe et barn, som blev mobbet af en anden dreng. I stedet for et melodrama, vælger Leigh at give os morsomme, ærlige og rørende scener om det at være sammen og at snakke om hverdagsagtige ting. Ligesom alle andre er Tim også faldet for hende. Scenerne fra skolen viser, at Poppy er en dygtig lærer. Når hun ser problemer, reagerer hun hurtigt og på en følsom måde. Hvis andre med mindre talent skulle lave filmen, kunne Poppys karakter hurtigt blive en klodset person, man blev glad for, eller bare en uskyldig ung kvinde. I stedet for fremstiller Leigh gennem scener som denne en Poppy med mere dybde og følelser under huden, end vi først fik indtryk af.

Der er flere scener i filmen, som viser Poppys dybde og indsigt. Blandt andet hendes møde med en hjemløs mand og hendes besøg hos sine svigerinder og svogre. Hun ser ud til at have et tilfredsstillende liv i al sin enkelhed. Ikke på en nem og naiv måde, men snarere som følge af et bevidst valg om at være positiv, selv i mødet med livets problemer. Her må det igen pointeres, at hun ikke lader sin positive tilgang stå i vejen for ærligt at engagere sig i livets problemer. Hun forstår at være indfølende, seriøs og reflekterende, når det kræves af hende; men samtidig virker hun kun interesseret i at acceptere sin egen identitet som en, der dybt ønsker, at hun selv og andre skal være glade. Hver eneste scene i filmen bygger et billede op af en positiv, godhjertet person, som er klar over livets mørke sider, men samtidig er fast besluttet på at nyde livet.

Udviklingen i filmen, som viser nuancerne i Poppys karakter, er ikke kun filmens styrke. Den er efter min mening filmens vigtigste tema. "Happy-Go-Lucky" er en film om, hvordan vi reagerer på glæde, frygt og skuffelse, som vi møder hver dag. Og lige så generøs, som livet er med alle disse ting, lige så generøs er vores reaktion på de omstændigheder, der former vores syn på livet. Dette er med til at give os et overblik over livet. De fleste personer i filmen kan siges at reagere forskelligt på det, livet bringer dem. For Scott, som har prøvet at skabe tryghed i en usikker verden, har det ført til megen frygt og foragt. Det har igen ført til vrede, usikkerhed og følelsen af at være fremmedgjort. Selv flamenco-instruktøren ser på flamencoens skønhed og lidenskab som en måde at føle sig selvsikker og stærk i mødet med dem, som har behandlet hende dårligt. Flamenco bliver for hende en kilde til at føle sig stærk på en ikke-truende, næsten terapeutisk måde. Dette understreger igen hendes syn på livet, hvor det bliver vigtigt at hævde sin ret over for dem, som har krænket hende.

Hvis vi er ærlige, vil de fleste af os blive nødt til at indrømme, at vi somme tider møder usikkerhed og skuffelser i livet med forskellige former for frygt og foragt. Andre gange ser vi problemerne i livet og bliver overvældede og reagerer derfor med at forenkle eller se på livet med et naivt, rosenrødt syn. Det, som er så overbevisende ved Poppy, er, at hun undgår at falde i begge grøfter. I stedet for betragter hun livet på en smuk og forsonende måde. Hun er bevidst om verdens ufuldkommenhed, men en ufuldkommenhed, som kan vendes til noget godt.

Poppys forsonende syn på livet - skal vi kalde det ægte positivitet - minder mig om Paulus' formaning i Filipperbrevet: "I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde. Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre. Og fredens Gud vil være med jer." (Fil 4,8-9). Denne formaning blev ofte givet på en moraliserende måde, hvor det handlede om, hvordan jeg opførte mig, for eksempel om at undgå urene tanker og erstatte dem med gode. Eller for at forenkle det lidt: tænk ikke på livets mørke sider; tænk bare på det positive og glædelige. Jeg tror, at Poppys karakter opfordrer os til at overveje denne passage i et nyt lys. Paulus' formaning er ikke tænkt som en fornægtelse af de vanskelige og smertelige sider af livet. Det er snarere en opfordring til at møde disse på en ærlig måde, med et ægte, positivt syn.

Nøglen til at gøre det synes at ligge i Paulus' sidste sætning - nemlig at fredens Gud vil være med os. I "Happy-Go-Lucky" er der imidlertid ingen antydning af, at Poppys positive syn på livet skyldes en omfattende fred med Gud i alle forhold. Faktisk er det min opfattelse, at Mike Leigh er ateist. Det er derfor interessant, at Poppy giver udtryk for denne følelse af fred - en virkelig ægte, håbefuld realitet i hendes liv, selv om hun ikke nævner det. Hendes syn på livet ser ud til at være forankret i troen - ikke en tro på det gode i mennesket (filmen gør en god indsats for at undgå dette syn), men i stedet for en tro på "det store billede". På en eller anden måde findes der en tro og et håb om, at der findes noget godt i verden; selv i en verden fuld af smerte, tab, forræderi og skuffelser. På grund af dette er Poppy glad for sit valg, som består i at nyde livet og alt det, livet byder, og i den proces også hjælpe andre med at nyde det lidt mere. Ved at indbefatte dette ægte og positive syn på livet, viser Guds fred sig tydeligt for os, og det bliver rigtig godt demonstreret i denne film.

kilde: damaris.no - oversat til norsk af Bjørn Beckmann

© Stephen Innes 2008

---