Nuanceret billede af flygtning

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Bogen "Flygtningen", som ligger til grund for "Flugten", har meget at byde på, som ikke er med i filmen.

Filmen Flugten er en filmatisering af romanen Flygtningen af Olav Hergel.  I bogen begynder handlingen i Irak i stedet for i Afghanistan, men det har ikke nogen betydning for det, der fortælles om. Det er en indholdsmættet, på sine steder hæsblæsende og hele vejen igennem en underholdende bog. Dette er ikke en anmeldelse af bogen, men lidt om, hvorfor man skal læse bogen, selv om man har set filmen.

Samvittigheden spiller en meget tydelig rolle i romanen. Den 17-årige gidseltager Nazir føler sig presset til at medvirke i tortur af Rikke, men han finder ud af, at han ikke vil kunne leve resten af sit liv med at have dræbt hende. Og Rikke må gøre op med sig selv, om hun vil bryde sit løfte til Nazir om ikke at fortælle sandheden om, hvordan hun er blevet frigivet. Hvis hun gør det, vil Nazir blive dræbt af sine kampfæller. Det ville løse en meget vanskelig situation for Rikke, men hun ved med sig selv, at hun ikke kan leve med, at hun er skyld i, at Nazir dræbes.

Da Rikke i Danmark søger hjælp hos en ungdomskæreste, Thomas, der nu er gift, får hun mulighed for en affære med ham, da hans kone og børn er taget i sommerhus. Det er bare så stærkt, at hun modstår fristelsen. Hendes samvittighed fortæller hende, at hun ikke må ødelægge noget i det ægteskab. Det er ikke lysten, der mangler, men hun vælger at sige nej. Anderledes er det i filmen. Der har hun en affære med Thomas. Ærgerligt.

Både filmen og bogen giver et indblik i, hvordan dele af pressen (måske endda til dels hele pressen) vælger, hvad de vil fortælle. Det er salgstallene der bestemmer. Men bogen kommer meget dybere ind i de konflikter, der er forbundet med at vinkle det journalistiske stof. De mekanismer, der styrer udvælgelsen og vægtlægningen af nyhederne, står tydeligt i bogen.  Det er en god ting at kunne minde sig selv om, når man harmes over noget, der står i avisen
eller vises på tv. Måske har de valgt en synsvinkel, som er alt for snæver. Måske har de helt fortiet væsentlige ting, fordi de ikke passer med den valgte vinkel. For eksempel er pressen overbevist om, at når Nazir har været terrorist, før han kom til Danmark, så er han det selvfølgelig også nu. De kalkulerer slet ikke med, at mennesker kan forandre sig. Læseren ved, at Nazir ikke ønsker at være terrorist, og irriterer sig over, at pressen kan fremstille sagen så ensidigt. Det er en sund irritation.

I bogen har politikeren og præsten Vilhelm Agger det synspunkt, at vi ikke skal hjælpe flygtninge. Man kan ikke hjælpe hele verden. "Man gør det gode ved at hjælpe sine nærmeste, men hvis mennesket forsøger at hjælpe hele menneskeheden, så gør mennesket sig til Gud, og det er mennesket ikke. Mennesket er en synder, og man skal ikke lade sig forføre af sin egen godhed og tro, at man kan frelse verden, for det er bare et udtryk for forfængelighed og et falskt ønske om at tage sig godt ud i egne og andres øjne" (s. 323).

Rikke har dog også hørt Vilhelm Agger sige, at "Hvis en flygtning banker på min dør, så vil jeg da hjælpe ham. Selvfølgelig vil jeg det" (s. 327). Om han virkelig vil stå ved sine ord, kommer på en ganske fornøjelig måde til at stå sin prøve.

I bogen laves også en kobling til, at danskerne skjulte og hjalp mange jøder under anden verdenskrig. Det er som om stemningen er en helt anden i dagens Danmark. Som Nicolaj Wibe udfordrende spørger i sin anmeldelse af filmen: Må man lyve for at beskytte andre?

Den bibelske beretning om skøgen Rabab er et eksempel på, at løgn/omgåelse af sandheden  i nogle tilfælde kan være en legitim måde at redde menneskeliv på. Rahab skjulte nogle af Guds udsendinge: "Men kvinden havde taget de to mænd og skjult dem. Hun sagde: »Jo, der kom nogle mænd til mig, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra, og da porten skulle lukkes
ved mørkets frembrud, gik de. Jeg ved ikke, hvor de er taget hen. Men hvis I skynder jer at sætte efter dem, kan I sikkert indhente dem.« (Josvas Bog 2,4-5).

Vi kan på det varmeste anbefale bogen som et led i flygtningedebatten, som en hjælp til at få en kritisk distance til nyhedsstrømmen i medierne, og for at få nogle underholdende timer.

---