Hergé og Tintin-universet

Af: Carsten Riis Jensen
Tegneserierne om Tin er medrivende eventyr. Men ønsker du at vide, hvad der var Hergés baggrund for at skrive dem, så er denne artikel et godt sted at begynde.

Tintin-universet er eventyrligt, spændende og morsomt. Børn og voksne over det meste af verden kender den unge reporter Tintin og hans følgesvende Haddock, Terry, Tournesol og Dupond og Dupont.

Med Steven Spielberg og Peter Jacksons Tintin: Enhjørningens hemmelighed (og kommende) computeranimerede Tintin-film er der på ny kommet fokus på den berømte belgier – og på hans skaber, tegneren George Rémi (kunstnernavnet Hergé kommer af at udtale forbogstaverne R og G).

Hergé var en dygtig tegner og historiefortæller, og hans personlige liv og den tid, han levede i, fik stor betydning for de mange Tintin-historier. Det kan man forvisse sig om ved at se den prisbelønnede danske dokumentarfilm, Tintin og mig, fra 2004.

Filmen er produceret af Anders Østergaard, som siden har lavet dokumentarfilm som "Gasolin" og "Burma VJ". Det er en velfortalt og utroligt flot klippet og instrueret film. Scenerier fra historierne og samtidige dokumentarklip er klippet sammen og understøttes af båndoptagelser af Hergés stemme. Dokumentarfilmen har da også høstet en lang række priser, heriblandt Bodilprisen.

Filmen fokuserer især på Tintin-albummet Tintin i Tibet, og det med god grund. Der zoomes især ind på én særlig tegning, nemlig tegningen af det styrtede fly midt i snemasserne på et bjerg. I baggrunden ses Tintin, Haddock og en tibetansk bærer komme gående.

Når filmen fokuserer på netop dette album og denne tegning skyldes det, at på det tidspunkt, da Hergé tegner Tintin i Tibet, går han igennem en svær psykisk periode. Han har allerede oplevet at blive misforstået og forrådt, han har været i fængsel – anklaget som nazisympatisør under anden verdenskrig, og nu er han begyndt at drømme underlige drømme: Han fortæller, at han drømmer "i hvidt", dvs. alt er hvidt i drømmene.

Hergé opsøger en psykoanalytiker, og det er i forbindelse med samtalerne med ham, at Hergé tegner Tintin i Tibet, som en slags "personlig renselse", hvor Tintin og Haddock (Hergé personificerede sig skiftevis med disse to karakterer) rejser til netop et hvidt landskab og er på en "åndelig rejse". Albummet bliver således et visuelt billede af Hergés vanskelige psyke på dette tidspunkt.

Tintin i Tibet er langt fra det eneste album, der fortæller noget om Hergé og samtiden. Det gør stort set samtlige album, lige fra det første Tintin i Sovjet. Historierne om Tintin og den udvikling, karaktererne og tegnestilen gennemgår, fortæller en spændende samtidshistorie og en spændende historie om manden og fænomenet Hergé.

Tintin-karakteren
Som ung var Hergés store lidenskab spejderbevægelsen; først i den belgiske spejderbevægelse og siden i den katolske kirkes. Hergé fik trykt historier i spejderbevægelsens blad om en karakter ved navn Totor. Spejderbevægelsens og Hergés senere mentors - den katolske præst Wallez - fokus på etik og moral, prægede Hergé og satte også præg på figuren Tintin – som han kom til at hedde senere i stedet for Totor.

Præsten Wallez dukker op mange gange i løbet af Hergés liv, næsten som en skygge over ham. Hergé bliver gift med Wallez' sekretær, Germaine, nærmest af pligt – eller som en måde, hvorpå Wallez fastholder Hergé i sit "greb". Wallez er også den, der i høj grad præger de første Tintin-album med sine kirkelige og politiske holdninger, og som i sidste ende er medvirkende til, at Hergé opsøger en psykoanalytiker og "renser ud" ved hjælp af albummet Tintin i Tibet.

I dokumentarfilmen "Tintin og mig" taler Hergé også om, at noget af det, han på dette tidspunkt gør op med, er talen om synd og syndsbegrebet, som han kender det fra Wallez og den katolske kirke.

Tintin i Sovjet (1929-30)
Ud over spejderbevægelsen var Hergé altså præget af Wallez, da han arbejdede på dennes katolske avis Det tyvende sekel. Avisen var kirkevenlig og samtidig meget nationalistisk. Dette kom til at præge Hergés egne holdninger og derfor også denne første Tintin-historie, hvor Tintin er i det kommunistiske Sovjet.

Tintin i Congo
På det tidspunkt, da Hergé laver Tintin i Congo, kaldes landet for "belgisk Congo", og hæftet er flere gange blevet anklaget for at være racistisk og imperialistisk, men må vel siges først og fremmest at være præget af tiden og af det miljø, Hergé befandt sig i. Der er en berygtet scene i "Tintin i Congo", hvor Tintin giver geografiundervisning til indfødte elever på en missionsskole. "Mine kære venner", siger Tintin, "i dag vil jeg fortælle lidt om jeres fædreland - Belgien."

Den blå lotus
Historien var inspireret af en faktisk hændelse, som førte til den første kinesisk-japanske krig i 1934. Samtidig er det også fra og med dette tegneseriealbum, at Hergé anlægger en mere "realistisk" tegnestil. Mere realistisk – og mere detaljeret. Efter et møde med kineseren Tchang Tchong-Jen, som introducerer ham for Østens liv, kultur og mysterier, beslutter Hergé sig for at være meget omhyggelig i sin karakteristisk af fremmede kulturer og lande. Den blå lotus har, i modsætning til Tintin i Congo, et langt mere anti-imperialistisk budskab.

Kong Ottokars scepter
Historien er en allegori på Hitlers "Anschluss", dvs. Tysklands annektering af Østrig i 1938. Samtidig var historien ved at give Hergé problemer med nazisterne, fordi de kunne genkende elementer i tegningerne fra deres krigsmaskinel og deres krigsmetoder.

Det sorte guld
En historie med anti-fascistiske undertoner, men da Hergé var i gang med historien, måtte han udskyde den i flere år, fordi han på det tidspunkt arbejdede på avisen "Le Soir", som blev anset for at være et talerør for den tyske besættelsesmagt.

Den mystiske stjerne, Enhørningens hemmelighed,
Rackham den Rødes skat, De syv krystalkugler, Soltemplet
På grund af krigscensuren kunne Hergé ikke længere kommentere aktuelle begivenheder eller placere Tintin i et land, der kunne opfattes som kritisk over for besættelsesmagten. I stedet påbegynder han en række næsten "eskapistiske" historier – som fx en ekspedition til en nedfalden meteorit, en skattejagt og en tur til Inka-riget.

Samtidig er der i disse historier også meget større vægt på karakterudviklingen. Blandt disse album fra krigstiden er der kun meget få politiske hints, som fx i Den mystiske stjerne, hvor et skib sejler under amerikansk flag.

Historierne om Tintin kan læses som medrivende, spændende eventyr, med masser af interessante bifigurer og portrætter af alverdens lande. Som sådan bliver Tintin læst over det meste af verden, og sådan er i hvert fald den første af Spielbergs og Jaksons Tintin-film lavet: Medrivende og spændende eventyr.

Men historierne bliver bestemt ikke mindre interessante af at få den tidshistoriske og psykologiske vinkel med, som jo rent faktisk ligger bag hvert tegneseriealbum. Det kan tværtimod være med til at gøre læsningen ikke blot medrivende, men også lærerig.

---