Galilei - en kirkens mand

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Bogen og filmen "Engle & dæmoner" trækker på myterne om Galilei og kirken - myter som blandt andet stammer fra Berthold Brechts skuespil "Galileis liv".

Blev Galilei udsat for en uretfærdig dom fra den katolske inkvisition - eller gjorde han ikke? Det spørgsmål er af flere grunde aktuelt i år.

Det er 400 år siden, Galilei (1564-1642) første gang rettede sit teleskop mod stjernehimlen. Det, han så i teleskopet, fik ham til at bakke op om Kopernikus' teori om solen som universets centrum.

Det er også i år, helt præcis den 13. maj, der er premiere på filmatiseringen af Dan Browns roman "Engle & dæmoner", som blandt andet trækker på myterne om Galilei og kirken.

Myter om Galilei
Retssagen mod Galilei står for mange som symbolet på kirkens forskrækkelse i forhold til videnskaben. Der er opstået mange myter om Galilei. Myter der altid hænger kirken ud som en uforsonlig, snæversynet fjende af videnskaben.

Galilei-sagen er med i den norske Bjørn Are Davidsens bog "Da kvinden fik sjel - og andre historier". I sin bog afslører Davidsen, hvad der i virkeligheden ligger bag mange af de historier, der bruges til at "bevise", hvor håbløs naiv, ond og ødelæggende den kristne kirke er. Der er gode grunde til, at sagen mod Galilei er med i bogen.

Det følgende bygger på en læsning af kapitlet om Galilei i omtalte bog, samt læsning af en del dokumenter, der er tilgængelige på internettet.

Kunstnerisk frihed
Den katolske inkvisitions dom over Galilei bruges som bevis på, at religion og videnskab ikke hører sammen. "Bare se på Galilei," siger man. "Kirken ville ikke engang se i hans teleskop, inden de dømte ham."

En helt almindelig udgave af myten om Galilei kunne lyde noget i retning af dette: "Da Galilei underviste i, at jorden er rund og ikke flad, erklærede paven ham som en kætter, der skulle brændes på bålet, hvis ikke han sagde, at jorden var flad. Det gjorde han så, men med fingrene krydset på ryggen."

Lige før anden verdenskrig skrev Berthold Brecht skuespillet "Galileis liv", der blev en del af grundlaget for et halvt århundredes opfattelse af kampen mellem kirken og videnskaben. Men Brecht har i høj grad brugt sin kunstneriske frihed i skuespillet.

Cirkler eller ellipser
Den polske præst og astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543) var gennem observationer blevet sikker på, at jorden cirklede om solen - og ikke modsat. Han tøvede længe med at offentliggøre sine observationer. Ikke af frygt for kirken, men af frygt for at blive til grin blandt andre videnskabsmænd.

Da han offentliggjorde teorien før sin død, var det da også videnskaben, der angreb ham, og ikke kirken. Tycho Brahe (1546-1601) mente, at jorden var centrum. Solen bevægede sig rundt om jorden, og planeterne bevægede sig omkring solen. Og han var uenig med Kopernikus i, at planeternes baner var cirkelrunde. De måtte efter hans observationer være elliptiske.

Det var sådanne diskussioner, der udfoldede sig. De havde egentlig ikke noget med teologi at gøre. Galilei erklærede, at Bibelen var troværdig i alt. Når nogen brugte Bibelen til at argumentere mod ham, var det fordi, de misbrugte skriftsteder, mente han.

Brushoved
Galilei var en handlingens mand, og åbenbart et brushoved. Da han først var blevet overbevist om Kopernikus' teorier og havde føjet nogle ting til ved at se gennem det teleskop, han selv havde konstrueret, så skulle alle blive enige med ham. Med stor iver gik han i gang med at fortælle folk, hvad de skulle mene.

Det havde kirken ikke noget imod, før han begyndte at blive for påståelig. Han erklærede arrogant alle andre teorier end hans egne for nonsens.

Et af de områder, hvor Galilei gik imod andres teorier, var teorien om årsagen til flod og ebbe. Han påstod, at det skyldtes jordens bevægelse, mens hans kollega Keppler (Tycho Brahes arvtager – 1571-1630) mente, at det skyldtes månens tiltrækning. Det var den meget astronomisk interesserede pave for øvrigt ret enig med ham i.

Kætterjagt
På den tid havde den katolske kirke netop haft en masse bøvl med en munk ved navn Martin Luther (1483-1546). Det var en tid, hvor inkvisitionen havde travlt med kætterjagt for at fjerne alle, som kom på kant med den katolske tro.

Der var en stor diskussion mellem de forskellige ordener i kirken om, hvad der var fast tradition, og hvad der kunne forandres. Jesuitterne var vilde med Galilei, mens andre fortsat holdt på Aristoteles (384-322 f.Kr.), der havde fastslået, at den kuglerunde jord er universets faste centrum.

Det var tilhængerne af Aristoteles, der meldte Galilei til inkvisitionen. Sagen blev afvist i flere omgange. Da den til sidst blev taget op, var det tilsyneladende mest på grund af Galileis arrogante fremtræden. I sit værk "Dialogen" hænger han paven ud ved indirekte at tillægge ham de mest absurde argumenter.

Han blev dømt til at tage afstand fra Kopernikus' teorier. Det gik han ind på i en erklæring og slap dermed for at blive henrettet. Han blev aldrig fængslet, og han blev ikke tortureret, som det ellers hedder sig, men han blev sat i husarrest. Han var 70 år, da han blev dømt.

Personfnidder
Pave Johannes Paul II satte i 1979 en forskning af Galilei-sagen i gang. Det resulterede i en rapport i 1992. Ud fra den indrømmede paven, at der var sket fejl i rettergangen, og at Galilei til dels var blevet uskyldig dømt. Samtidig afviste han myterne om kamp mellem tro og videnskab.

En bog fra 1895 har bidraget kraftigt til at cementere rygterne om et uforsonligt forhold mellem kirken og videnskaben. Den er skrevet af professor A.D. White, der havde tilknytning til det kendte Smithsonian i USA.

På samme Smithsonians hjemmeside kan man i dag læse en artikel, hvor der redegøres for fund af en Galilei-biografi, som blev skrevet kun 20 år efter hans død. Forfatteren af denne biografi antyder, at Galilei blev dømt, fordi han var en god ven af en greve af Medici, som lå i strid med Vatikanet.

Samme artikel siger i øvrigt, at de forskere, som arbejder med kontroversen mellem Galilei og Vatikanet, er enige om, at det ikke handler om en kløft mellem religion og videnskab, men om politik og personfnidder.

Engle og dæmoner
Spændingsromanen "Engle & dæmoner" er skrevet før "Da Vinci Mysteriet". Som sin efterfølger er den et angreb på kirken, men ikke lige så ondsindet og forførende. Det er dog fuldt forståeligt, at Vatikanet ikke ønskede at lukke filmholdet ind, da romanen skulle filmatiseres.

Som i "Da Vinci Mysteriet" blæser Dan Brown på de fleste kendsgerninger. Han gør i Engle og dæmoner Galilei til en central person i en antikirkelig gruppe af samtidens videnskabsmænd, der har det mål at omstyrte kirken ved at afsløre dens bedragerier.

Romanens kvindelige helt, Vittoria, kommer med en replik, som meget vel kan være udtryk for forfatterens mening: "Videnskaben fortæller mig, at Gud må eksistere. Mit sind fortæller mig, at jeg aldrig vil komme til at forstå Gud. Og mit hjerte fortæller mig, at det heller ikke er meningen."

Engle og dæmoner er ikke et opgør med religion, men den er et angreb på alle former for faste trosbekendelser og især på Vatikanet.

Og den bruger blandt andet myterne om Galilei til at fortælle, hvor galt det går, når mennesker mener, de har fundet den religiøse sandhed. Redningen er at holde sig til videnskaben.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 19/2009

---