Frem i lyset

Af: Rickard Blakely
Præsident Nixons rygte er tilsmudset af Watergate-skandalen. I interviews med Frost, ser han længe ud til at gå sejrende ud af dem.

Watergate-skandalen, som foregik i tidsrummet 1972-74, var en konspiration på præsidentniveau, der førte til, at Richard Milhous Nixon som den første i USA's historie måtte gå af som præsident. Han gik af den 8. august 1974 og fik fuld benådning af sin efterfølger Gerald R. Ford - til forargelse for mange i det amerikanske folk. Tre år senere gik Nixon med til at blive interviewet fire gange af David Frost, en britisk komiker og programvært. Nixon mente, at det ville blive let at sno Frost om sin lillefinger og på den måde genvinde sin ære. Men Frost viste sig at være en vanskeligere modstander end forventet, og han kom sejrende ud af duellen med en tv-transmitteret tilståelse fra Nixon.

Ron Howards film Frost/Nixon har manuskript af Peter Morgan. Filmen viser tiden efter Nixons afgang og frem mod hans tilståelse i det fjerde interview med Frost. Skuespillerne Michael Sheen og Frank Langella spiller henholdsvis David Frost og Richard M. Nixon. Den første halvdel af filmen viser Frosts kamp for at sikre sig interviewene med den vanærede præsident. Nixon forlanger 600.000 dollars for interviewet, og Frost må låne store beløb fra venner og bekendte.

Vi følger også Frost og hans tre medarbejdere, reporter Bob Zelnick (Oliver Platt), forfatter James Reston Jr. (Sam Rockwell) og producent John Birt (Matthew Macfayden) i deres undersøgelser og forarbejde til interviewene.

Selve interviewene præsenteres i filmen som en intellektuel boksekamp mellem de to hovedrolleindehavere. De fire interviews kommer i kronologisk rækkefølge, og det gør de involveredes følelser også. Frosts medarbejdere fortvivler over Nixons tilsyneladende triumf i de første interviews. Mens de havde håbet på at afsløre, hvor korrupt han er, ser han ud til at slippe elegant uden om ethvert angreb fra Frost. I de tre første to-timers interviews kommer Frost ingen vegne, mens Nixon brillerer med sin retorik.

Et vigtigt tema, som bliver tydeligt her, er betydningen af et rygte. Helt fra begyndelsen ser vi, hvordan Nixons eget rygte er tilsmudset af Watergate. I en stærk scene forlanger Reston, at han dømmes, og han hævder, at "hele vor politiske systems integritet, ja demokratiet som ide, afhænger af det". Han er optaget af, hvordan folk ser på USA. Hvis én som Nixon fortsat kunne være præsident og slippe godt fra at optræde, som han gjorde, hvordan skulle andre nationer så kunne tage dem alvorligt? Hvis Nixon ikke blev stillet for retten og dømt, kunne det ødelægge USA's rygte så vel som hans eget. I et af interviewene viser Nixon, at han er optaget af, hvordan USA fremstår i resten af verden. Da han bliver spurgt om sin holdning til Vietnamkrigen, forklarer han, at den blev en test af USA's troværdighed: "Hele verden fulgte med for at se, om vi havde vilje nok til at køre løbet til ende."

Nixon var oprørt over, at det amerikanske folk på grund af skandalen glemte alt det, han faktisk opnåede som præsident. Men sådan er det tit. Et hvidt lagen med én lille sort plet er beskidt. Nixon så interviewene med Frost som en mulighed for at genoprette sit ry.

Interviewene var lige så vigtige for Frosts karriere. Han satser alt på at overvinde sin modstander i interviewene. Efterhånden, som han fokuserer på Nixon, ser vi, hvordan resten af hans liv begynder at falde fra hinanden. Hans show i Australien bliver aflyst, fordi producenten føler, Frost prioriteter forkert. Hans show i Storbritannien ser ud til at gå samme vej. Halvvejs i interviewene begynder Frost endda selv at fortryde det, han har gjort. Han ønsker, at nogen ville have stoppet ham, før det var for sent. Kampen om rygtet bliver tydelig, da Nixon ringer til Frost en aften mellem tredje og fjerde interview. Nixon snakker lidenskabeligt om deres fælles kamp for respekt, og deres ønske om "plads blandt vinderne". Men i deres tilfælde er der kun plads til én vinder. For den anden bliver det, som Nixon udtrykker det, "en ødemark med ingenting og uden selskab". Det bliver denne telefonsamtale, der får hans modstander til at triumfere over ham i det sidste interview. Men selv om Nixon taber kampen, har begge respekt for hinanden, noget som vises i deres møde sidst i filmen.

Peter Morgans manuskript afviger fra historiske sandheder for at kunne fortælle en historie, som fastholder seernes opmærksomhed. Morgan skaber en karakter, som vinder over en anden. Men i de virkelige interviews var Nixons nederlag ikke så tydelig. Den rigtige James Reston Jr. forklarer i The Smithsonian Magazine, at det er rigtigt, at Nixon brød sammen og indrømmede at have svigtet sine venner og sit land, men hurtigt blev sit gamle jeg og lagde skylden for sine handlinger over på andre. Han nævner også, at det ikke fik varige konsekvenser for hans holdninger. Nixons tilståelse bliver tillagt større betydning for at skabe en spændende historie, og den bliver fremstillet som en følelsesmæssig lettelse for ham. Reston konkluderer: Til syvende og sidst handler det ikke om Nixon og Watergate. Det handler om menneskelig opførsel gennem temaer som skyld og uskyld, modstand og oplysning, tilståelse og frelse. Det er temaer, som en sand historie sjældent kan udkrystallisere.

Temaerne, som Reston omtaler, blev valgt af filmens forfatter for at fange publikum. Det er universelle temaer, som er relevante for alle. Apostelen Paulus forklarer i sit brev til romerne, at "alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud ". Richard Nixon er et åbenlyst eksempel på, at også topledere kan føle skyld, selv om de forsøger at skjule det. Reston hævder, at "når præsidenten gør det, betyder det, at det ikke er ulovligt". Det er måske rent teknisk ikke ulovligt, og han har måske fået en benådning, men det ændrer ikke ved det faktum, at han var skyldig i grov forbrydelse. Han vidste det, alle vidste det, men han benægtede beskyldningerne og blev aldrig stillet for en domstol.

Filmens Nixon er ikke helt den samme som historiens Nixon. Morgan forsøger at gøre ham til en mere sympatisk karakter, én som har fejlet og løjet for så at skjule det. Dét er noget, seerne selv kunne have gjort, og som de derfor kan relatere til. Han er en karakter, som har trådt ved siden af, og som nu bærer på en stor byrde. Frost kan se, at den byrde tynger ham, og han bruger det til sin fordel ved at sige … hvis ikke [du erkender din skyld], vil du blive hjemsøgt resten af dit liv". Nixons motiv for at lade sig interviewe var at genoprette sit dårlige rygte i det amerikanske folk, men ifølge "Frost/Nixon" forlod han interviewene lettet om hjertet. Han havde erkendt skyld både over for sig selv og for Frost, og i videste forstand også for seerne. Men erkendelse af skyld alene fjerner ikke skyld. Det kan måske få et menneske til at føle sig bedre tilpas, men ifølge det kristne livssyn er det ikke nok. Guds standard er fuldkommenhed, et mål som er umulig at opnå for mennesker. Selv om de færreste af os er skyldige i politisk korruption, vil enhver skyld lave en ridse i det perfekte og dermed ødelægge vores muligheder for at blive accepteret af Gud ved hjælp af egen præstation.

Den eneste måde, et menneske kan få sin skyld fuldstændig slettet ud, er - ifølge Bibelen - gennem Guds søn, Jesus Kristus. Det er først og fremmest over for ham, vi må erkende vores skyld, og det er hans tilgivelse, vi har brug for. Den har en helt anden styrke og betydning end en benådning fra en præsident.

© Richard Blakely, Damaris.no - oversat fra engelsk af Eivind Algrøy

---