Bibelske motiver i film

Af: Bjørn Are Davidsen
Det er ikke kun i film for særligt interesserede, at nogen dør og opstår igen, men ofte i de mest populære og prisbelønnede film.

I Norge er grundloven justeret, statskirken afviklet og kirkebesøget dalende. Betyder det, at vi lever i en kultur, som ikke længere er kristen? Ikke nødvendigvis, men det kan betyde, at vi ikke er lige så meget i stand til at se, hvor kristen kulturen er. Vi kan simpelthen have mistet blikket for, hvad der er kristent.

En kultur kan forstås ud fra dens fortællinger. Hvilke er de almindelige, hvilke værdsættes? Det er interessant at se, at flere af de største filmsucceser de seneste år bygger på helt centrale motiver i den kristne tro.

Vi ser det, når nogen for at hjælpe andre ofrer af sin tid, sine penge eller sin prestige. Kristen moral fokuserer ikke på, at jeg skal lade være med at gøre noget forkert, men at jeg skal gøre godt mod andre. Det handler ikke om mig, men om min næste.

Eventyrfilmen Thor fra 2011 om den nordiske gud er ikke baseret på værdierne i nordisk mytologi. Det, som fremmes, er ydmyghed og næstekærlighed, ikke blodhævn eller æreskultur. Thor er ikke en helt, fordi han kan tåle meget mjød eller fordi, han er så stærk og vred, at han kan sende lyn. I filmen mister den hensynsløse og opfarende Thor sine evner og bliver et almindeligt menneske. Han må ikke vende tilbage som gud, før han har vist, at han virkelig sætter andre højere end sig selv. Thor vokser i kærlighed, ikke i styrke.

På samme måde ser vi i nyere film motivet om den gode hyrde, som forlader de 99 får for at finde det ene bortkomne. I den nye Star Trek Into Darkness fremdrager den overjordiske logiker Spock det gamle ord om, at flertallets behov betyder mere end mindretallets - eller den enkeltes - behov. Den til tider alt for menneskelige Kirk kommer imidlertid med en højere værdi: Nogen gange er den enkeltes behov vigtigere end flertallets.

Vi finder også tydelige kristne motiver, når hovedpersonen dør og opstår igen, nogen gange for at andre kan leve. Selv om vi af og til hører, at dette er lånt fra andre religioner, ser forskerne i dag ingen klare paralleller til Jesu opstandelse. Fortællingerne, man tidligere tolkede som opstandelse, handler enten ikke om, at nogen dør, eller om, at de lever videre i dødsriget.

Det er ikke kun i film for særligt interesserede, at nogen dør og opstår igen, men ofte i de mest populære og prisbelønede. Vi taler om alt fra The Matrix til Ringenes Herre. I sidstnævnte fremstår Gandalf endda i et nyt legeme. Opstandelse er et centralt tema i sidste års Batman-film: The Dark Knight Rises. I Skyfall bliver James Bond skudt, erklæret død og officielt bisat. Selv om han selvfølgelig ikke dør i virkeligheden, er symbolikken klar. Da han kommer tilbage, spørger chefen ham om, hvor han har været. "Nydt døden," er svaret. Senere foregår der en ordveksling med skurken, hvor James Bond siger, at "alle har brug for en hobby". Modspørgsmålet er: "Hvad er din hobby?" James Bond svarer: "Opstandelse."

Dermed er det ikke uventet, at vi møder opstandelse i en af årets storfilm "Star Trek Into Darkness". Hovedpersonen gir sit liv, for at andre skal leve. Og opstår igen, bogstaveligt talt.

Nu betyder det ikke, at der er blevet mere religion eller kristen tro i disse film. Vi taler ikke om en vækkelse eller om spændende kristne rollemodeller, som lykkes med deres forehavende, hvor ateister må knokle for sagen. Men når opstandelsen er så central understreger det, hvor dybt et behov, den dækker, og hvor store ringvirkninger Bibelen har i vores kultur.

Samtidig må man sige, at opstandelsen altså langt på vej er glemt. Det er sjældent at møde filmanmeldere, som opdager eller vælger at nævne, at vi møder centrale kristne motiver. Måske de blevet så selvfølgelige, at de er blevet usynlige? Og så vigtige, at vi ikke kan klare os uden? Selv om det altså stadig sker, at nogen opfatter Jesu opstandelse som eksempel på, hvor tåbelig den kristne tro er. Alle ved da, at døde mennesker ikke opstår!

Nej, mennesker kan ikke opstå - i hvert fald ikke af sig selv. Alligevel bør vi være forsigtige med at undervurdere tanker, som kan være centrale for at udvikle og bevare en bæredygtig kultur. Fisk kan ikke se vand, men lever ikke længe uden.

Dermed er det måske mere end nogensinde afgørende at kende den kristne fortælling om Jesus. Den er i overensstemmelse med vore højeste idealer. Den er helt central i vores kultur. Og der er meget, som taler for, at fortællingen om Jesus faktisk har fundet sted.

© damaris.no/kulturvinduet - til dansk ved Anette Hedager Nielsen

---