Alle er ligeværdige

Af: Ingvild T. Kro
I "Drengen i den stribede pyjamas" rækker SS-oberstens søn Bruno hånden ud til venskab med den jødiske dreng Shmuel.

Nogle af de værste forbrydelser i menneskenes historie skete under anden verdenskrig.. Men er forbrydelsernes tid forbi? Hændelser, som skete under Hitler, sker også i dag i Cambodja, Rwanda, Darfur og andre steder. Almindelige mennesker lader sig stadig rive med af onde mennesker uden at tænke, uden at stille spørgsmål og uden at udfordre det, som sker.

Drengen i den stribede pyjamas aktualiserer og udfordrer denne holdning. Med baggrund i Hitlers terrorvælde fortælles en stærk historie, som er lige så aktuel for os i dag. I modsætning til de fleste beretninger fra den tid, er den ikke fortalt ud fra et jødisk synspunkt. I stedet for ser vi hændelserne fra en tysk synsvinkel gennem den otteårige dreng Brunos (Asa Butterfield) øjne.

Bruno bor i det krigshærgede Berlin. Hans far Ralph (David Thewlis) er soldat og er blevet forfremmet til oberstløjtnant i SS-hæren, den del af de tyske styrker, som udviste størst loyalitet over for Hitler. Ralphs nye stilling fører ham til Polen som kommandant for en koncentrationslejr, og han tager familien med sig.

Fra soveværelsesvinduet i det nye hus ser Bruno noget, han tror, er en gård. Han glæder sig til at finde nye venner, men undrer sig over, hvem disse landmænd egentlig er, siden alle går med stribede pyjamas. Efterhånden som dagene går, keder Bruno sig mere og mere, men har fået streng besked på ikke at udforske haven bag huset. En dag bryder han dette forbud. Han sniger sig gennem haven og ind i skoven. Snart er han fremme ved lejren, hvor han møder Shmuel (Jack Scanlon), en jødisk dreng på samme alder.

Bruno er misundelig på Shmuel, som må lege med sine venner hele dagen, mens han selv bare skal blive uden for indhegningen. Til trods for den fysiske adskillelse, bliver de to efterhånden venner. Samtidig opdager Bruno lidt efter lidt mere af den forfærdelige og uhyggelige virkelighed bag pigtråden.

"Drengen i den stribede pyjamas" har et afgørende og udfordrende spørgsmål: Hvordan kunne noget så forfærdeligt finde sted i et ellers civiliseret samfund? Hvordan kunne almindelige mennesker tillade udbredelsen af en tankegang, som gjorde, at man forsøgte at udrydde jøder, sigøjnere, handicappede og evnesvage mennesker?

Noget af svaret ligger i, at de fleste mennesker var uvidende eller ignorerede det faktiske omfang af det, der skete. Unge Bruno beskyttes naturligt nok fra at vide, hvad krigen virkelig indebærer. Det er imidlertid ikke kun Bruno, der er uvidende.  Også hans mor, Elsa, ved ikke meget om, hvad hendes mand egentlig laver i lejren ved siden af. Vera Farmiga, der spiller Elsa, siger, at "Elsa tænker ikke. Hun vælger at være uvidende, og i stedet for fokuserer hun på familiens sikkerhed og hendes egen position i samfundet. Alt andet er uden interesse for hende".

Netop derfor er denne film så vigtig. Vi må aldrig glemme det grusomme, der skete under Hitlers herredømme. Vi må heller aldrig glemme, at det var almindelige mennesker, som blev indfanget i et folkemord. Samtidig må vi være holde fast i, at frygt ikke undskylder passivitet. At følge en ordre undskylder ikke ondskab.

Selv om "Drengen i den stribede pyjamas" på mange måder er forfærdelig, er den også en fortælling om håb. Brunos accept af Shmuel som et medmenneske, der fortjener venskab, omtanke og hjælp, er fuldstændig rigtig. Mens andre ikke ser længere end til deres fordomme, rækker Bruno hånden ud til denne dreng, som ifølge andre er hans fjende. Han identificerer sig selv med Shmuel og anerkender, at de to ikke er forskellige. Det er et nøglepunkt i filmen, at Bruno ser sig selv og Shmuel som ligeværdige. Dette er en fundamental værdi for et civiliseret samfund. Det er også en fundamental værdi, at alle mennesker er skabt af Gud.

Samtidskulturen er i høj grad præget af en moralsk relativisme. Denne relativisme mangler imidlertid basis i det grundlæggende ligeværd, vi møder hos Bruno. Den siger måske noget, som lyder rigtigt, for eksempel at alle mennesker har ret til at have sit eget tros- og livssyn, og at det må respekteres. Men der findes ikke noget objektivt ved det synspunkt. Desuden er det alt for sårbart i forhold til at blive kontrolleret af nogen, som er dygtige til at overbevise alle andre om deres syn. Det eneste virkelige svar er det gennemtænkte princip om en objektiv moral. For at noget kan være objektivt, må det komme udefra, det må komme fra Gud. Det er ikke nok at tro, at samfundet baseres på kristne værdier. Det var nemlig lige det, de tænkte i Tyskland i 1940'erne. Det samme gælder i vores land i dag. Det afgørende er, at mennesker i samfundet bliver overbeviste om de kristne værdier og forpligter sig på at leve efter dem. Jesu værdier - hans forpligtelse på sandhed og retfærdighed, hans omsorg for de svage og fortabte, hans anerkendelse af alle slags mennesker - må gennemsyre vores eget liv, før de kan præge samfundet. Måske kan film som "Drengen i den stribede pyjamas" gøre os opmærksomme på vigtigheden af at det, og bidrage til at sikre, at ligegyldigheden overvindes og medmenneskeligheden sejrer.

© Ingvild T. Kro. Kilde damaris.no - artiklen har først været bragt i Yapa, december 2008.

---