Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie
W.
At George W. Bush skulle ende med at blive præsident kom som en overraskelse for både ham selv og hans far. Sammen med en flok håbløse rådgivere fik han ansvar for Irak-krigen.
Oliver Stone har før lavet film om en amerikansk præsident ("JFK", "Nixon"). Her er for første gang én, som jeg kan tænke mig at se igen engang. I betragtning af, at instruktøren er kendt for at være venstreorienteret, er det et forbavsende positivt billede, vi får af George W. Bush. Hans rådgivere får derimod ikke for lidt af den ironiserende grovfil.
Ved at hoppe frem og tilbage i tiden tegner Oliver Stone et billede af en mands udvikling fra ung, udsvævende og landlig type til en rimelig seriøs politiker med bopæl i Det Hvide Hus. Det er en dramatisk rejse fra uansvarligt ungdomsoprør til verdens mest ansvarsfulde embede. Han kæmper for sin fars accept, med Bush senior ser et større lys i en anden søn. Spillet mellem far og søn er en af de stærke tråde gennem filmen. På et tidspunkt siger W. - citeret efter hukommelsen: "Jeg får ikke meget hjælp af min far, men jeg har en far højere oppe, som giver mig stor hjælp."
En anden tråd gennem filmen er Irak-krigen. Den står så centralt, at man med en vis ret kan sige, at det mere er en film om spillet bag den krig, end det er et portræt af en præsident. Oliver Stone har et meget tydeligt budskab om, at Irak-krigen helt fra begyndelsen var galskab. Diskussionen mellem præsidentens rådgivere er trukket så langt ud, at man har svært ved at tro, den er skildret autentisk. Nogle af scenerne har en meget stærk ironisk undertone, men de er også levende og udtryksfulde.
Nogen vil nok mene, at filmen er lidt tam, men den lever i kraft af, at det hele er så tæt på os. Det er ikke ret længe siden, vi så de samme personer og de samme diskussioner i fjernsynets nyhedsudsendelser. Og den krig, der blev startet på et uholdbart grundlag, fik ikke det udfald, visse folk i ansvarsfulde stillinger forestillede sig. Faktisk så jeg i en nyhedsudsendelse i dag, at krigen ikke er slut endnu. Også i dag har den kostet menneskeliv.
Skuespillet er absolut godkendt. Flere gange glemmer man næsten, at det ikke er George W. Bush, vi sidder og ser på, men Josh Brolin. Han er god i ungdommens udskejelser, der dog bliver ret anstrengende at se på, men det er instruktørens skyld. Han er også god som den voksne og mere tænksomme præsident, der dog har bevaret meget af ungdommens lidt bøvede udtryksform.
George W. Bush er en troende kristen. Hans udvikling fra fandenivoldsk knægt til en genfødt kristen er også en af filmens gennemgående temaer. Det var Billy Graham, der hjalp W. ind i en personlig tro. Han hedder dog noget andet i filmen, selv om rådgiverne har deres "rigtige" navne. Situationerne, hvor troslivet skildres, er meget sobre og troværdige. Prædikanten har en stilfærdig og god vejledning, og Bush's ønske om at vigtige møder med rådgiverne skal afsluttes med bøn, virker ikke karikerede.
Censuren på 15 år kan skyldes de ret voldsomme drukscener i filmens begyndelse og enkelte scener med vold i forbindelse med krigen. Hvis kraftigt sprog har nogen betydning for censuren, kan det også spille ind, at der i ungdomsscenerne er nogle ret sjofle udtalelser. Der er ingen direkte sex-scener.
Til refleksion/samtale For og imod angrebet i Irak. Forholdet mellem Bush senior og junior. Omvendelsen og scenerne med bøn.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
