• NOPE nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • THE KINDNESS OF STRANGERS nu på HBO udover Viaplay, filmstriben,dk og dvd

  • ROM nu på dvd og blu-ray - og få biografer

  • PRISCILLA på VOD, fx Blockbuster.dk

  • THE MIRACLE CLUB nu på filmstriben.dk udover dvd

Alle anmeldelser - Action

The Witcher sæson 3 (serie)

Film&tros anmelder gav både sæson 1 og 2 af "The Witcher" seks stjerner. Nu er sæson 3 klar på Netflix, men kan fantasyserien med et magisk middelalderunivers blive ved med at holde det høje niveau?

ActionAdventureDramaTEMA Serier
Produktionsår: 2023
Varighed: 451 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Alex Garcia LopezAlik SakharovCharlotte BrändströmStephen Surjik,
Medvirkende: Henry CavillFreya AllenAnya Chalotra,
Stikord:
 Magi,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 07.08.2023



EN ENDELØS KAMP 

De tre kampfæller må også hver især kæmpe alene
Anmeldelsen forudsætter, at du kender de to første sæsoner (se evt. anmeldelsen af sæson 1 og sæson 2). Sæson 3 kunne som teaser have disse spørgsmål: Møder Geralt sin ultimative overmand? Overvinder Ciri fristelsen i ørkenen? Må Yen pludselig se sig selv som lederen af sin magiske "familie"? Jeg skal ikke røbe en masse, men for seriens tre absolutte hovedpersoner rummer sæson 3 nogle voldsomme skelsættende begivenheder, som de stort set må klare alene hver især.

To og to
Inden dette sker, har vi dog set meget samspil mellem dem – to og to. Yen og Ciri har meget spændende samtaler om mænd og kvinder, om mennesker og elver, om kaosmagt og dens konsekvenser. Yen og Geralt har en længere samtale (nogle vil beskrive det som en blanding af et stævnemøde og et skænderi), som Yaskier og Ciri ser på afstand og laver voice-over til – et af sæson 3's eneste virkelig humoristiske indslag. Geralt udvikler virkelig sin menneskelige side i denne sæson og er nu ligefrem i stand til at tale om kærlighed. I det hele taget er hans ordforråd og talent inden for konversation udviklet voldsomt siden sæson 1, hvor grynt var hans foretrukne kommunikation. Dette kulminerer i de for mig at se absolut bedste afsnit: episode 5 The Art of the Illusion. Her er Yen og Geralt til et storslået bal inden fredsforhandlingerne. En aften og nat, hvor tingene slet ikke er, som de ser ud til. For vore to hovedpersoner er det både en meget romantisk aften og en meget udfordrende aften med skjulte fjender overalt. Mange scener gennemspilles flere gange – hver gang med et nyt perspektiv, så man som seer efterhånden ikke aner, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.

Magi har sin pris
Flere gange i denne sæson arbejdes der med magiens pris. Den kan give kræfter, der kan bruges til både godt og ondt – men der er altid en pris at betale for den, der udøver den. Der kan også være en anden pris at betale. Efter at have sluppet magiens kræfter løs i noget, man tænkte var en god sags tjeneste, kan man se, at det fik forfærdelige konsekvenser for uskyldige personer. Alt dette må en magiker prøve at leve med – eller afslutte ved at begå selvmord.

Magi i film har for mig at se også en helt anden slags pris: de færreste film og serier, der foregår i et magisk univers, giver seerne en oversigt over de magiske spilleregler. For nogle seere virker det nok spændende. For andre (mig selv inklusive) fratager det mig muligheden for at vide, hvor svær en kamp, vore helte står overfor. Nogle gange kan en modstander overtrumfe heltenes magi, andre gange ikke. Og du aner ikke, hvornår hvad sker. I denne sæsons mange kampscener mellem magikere er det for mig at se et stort rod, hvor det er umuligt at følge med i, hvem der har mest magt og hvorfor. Andre seere nyder det sikkert, men jeg er kørt lidt træt i urgamle besværgelser, der omtales med rædsel, fordi de kan føre til total undergang – og som så kun medfører en særdeles pletvis og sporadisk "undergang", når de foretages.

Fristelsen i ørkenen
Seriens hoved-plot er stadig at hjælpe Ciri til at udvikle sine super-evner, så hun kan blive den frelser-skikkelse, som de gamle profetier har beskrevet. I sæson 3 kastes hun ud i ørkenen og møder forskellige udfordringer og fristelser, der alle har til formål at få hende til at vælge en forkert vej til at opnå sit fulde potentiale. Jeg aner ikke, hvad skaberen af serien har tænkt. Men jeg kunne slet ikke lade være at tænke på Jesus. Han blev født som en person, der skulle opfylde de ældgamle profetier om en frelser. Han blev på indgangen til sin tjeneste, ført ud i ørkenen og fristet af Satan til at vælge de forkerte kræfter.

Well, der er forskel på Ciri og Jesus. Jesus fik hjælp fra engle, Ciri fra en enhjørning. Men ellers er der vildt mange ligheder. Ciri fristes til at vælge vreden og hævnen som kraftkilde. Se selv, om det lykkes for hendes fristere at få hende til det.

En endeløs serie?
Jeg begynder at få en rigtig dårlig mavefornemmelse for denne serie. Den minder mig om Game of Thrones, der fortsatte længe efter, at det gode manuskripts fortælling var til ende. Serien kunne i princippet fortsætte uendeligt. Men der var ikke mere nyt at fortælle, og man sad med tanken om, at de sidste episoder vist mere var for indtægtens skyld end for seernes ...

Jeg er ved at tænke det samme her. Der skulle efter sigende komme mindst to sæsoner mere. Jeg skal samle mod for at begynde at se dem – også fordi Geralt ikke længere skal spilles af Henry Cavill. Men lad os nu se. For mig at se havde det været vidunderligt, hvis sæson 3 havde sluttet med et festfyrværkeri i stedet for ganske rodet at fuse ud i sandet, hvorfra vi så kan fortsætte den endeløse kamp ...

Kan ses på Netflix



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer