The Tragedy of Macbeth

Filmudgave af Shakespeares mørke drama. Desværre hindrede Joel Coens gennemførte teatralske og teksttunge filmversion tilegnelsen af fortællingen for anmelderen. Drama, Thriller, 
Produktionsår: 2021
Varighed: 105 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Joel Coen,
Roman/manuskript: William Shakespeare,
Medvirkende: Denzel Washington, Frances McDormand, Alex Hassell,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 25.01.2022

DET MAGTBEGÆRLIGE MENNESKE 

Jeg havde ventet noget helt andet af denne filmudgave af Shakespeares mørke drama Macbeth. En film af Joel Coen, en af de to kendte Coen-brødre, Joel og Ethan, som har lavet en lang række topanmeldte film: "O Brother, where art thou", No Country for Old Men, Fargo, True Grit – for lige at nævne dem, jeg selv husker som meget seværdige.

Joel Coen har givet sig i kast med det godt 400 år gamle Shakespeare-drama og forsøgt – som en del andre instruktører gennem tiden – at lave en filmversion af det. Dermed ventede jeg mig netop en filmversion. En version som genskaber det teatralske drama i en mere livsnær, naturlig fortælleform. Men sådan blev det ikke.

Filmet teater
Coens filmversion er gennemført teatralsk. Det meste af tiden har man følelsen af at være til stede i et teater. Selv den filmisk udformede fysiske ramme om historien er gennemført teatralsk, det vil sige også helt uden det naturlige livs mangfoldighed og nuance. Således ikke mindst det slot, som det meste af historien foregår i. Der er tale om en slotsramme, som næsten kunne være opbygget på en teaterscene.

Dialogen er fastholdt i Shakespeares meget sprogligt fortættede, poetiske stil, med ganske meget rim undervejs. Og det vil sige helt uden det almindelige hverdagssprogs letforståelighed. Selve dramaet hører til Shakespeares tragedie-dramaer. De fleste kender navnet på ét af dem, Hamlet – med de danske aner.

Macbeth er næsten en streg mørkere. Her synes ikke at være et strejf af håb. Dramaet kan ses som en slags syndefalds-historie med udvisningen af Paradis til dystert mørke som endepunkt.

Magtbegærets psykologi
Den skotske kong Duncan (i øvrigt spillet af Shakespeare selv i sin tid, som ikke blot var forfatter, men også skuespiller gennem det meste af sit aktive liv) tager imod en af sine officerer, Macbeth, som har kæmpet og vundet strålende over nordmænd og nu adles af kongen. Men Macbeth har selv forinden mødt tre hekse, som har forudsagt, at han vil blive den nye skotske konge. Dét fortæller han sin kone, Lady Macbeth, som gribes af muligheden og puffer til sin mand, da han selv kommer i tvivl om rigtigheden af det. Det ender med, at han slår kong Duncan ihjel, og sidenhen en del flere for at beholde magten, indtil det til sidst kommer frem, hvad han har gjort, og han halshugges. Lady Macbeth har forinden taget sit eget liv som konsekvens af en stærkt stigende skyldfølelse uden forløsningsmulighed.

Dramaet handler om magtbegæret. Jeg læste for nylig i en bog om et af vor tids magtbegærlige mennesker, den nordkoreanske diktator Kim Jong-un med et citat af en amerikansk professor i neurologi: "Magt er måske en af de dybeste årsager til større biologiske og psykologiske ændringer i menneskehjernen."

Dramaet Macbeth bekræfter i høj grad dette udsagn. Fra at have været en meget betydningsfuld, klog og menneskelig medhjælper for kongen, forandres han i kraft af at gribe ud efter magtens mulighed, så hans indre ondskabs-potentiale tager styringen i personligheden. Som en dansk Shakespeare-kender, Anne Sophie Refskou, siger: "Ondskaben former Macbeth, han bliver ét med synden."

Tekstkompakte dialoger stjal nydelsen
Alt i alt rummer dramaet et stærkt tema. Men jeg indrømmer, at filmen ikke greb mig det mindste. Havde jeg været forberedt på dens form, havde jeg måske taget den bedre til mig. Men da jeg som sagt forventede en filmisk livsnærværende fortælling fremfor et teaterstykke, meldte skuffelsen sig i stedet for.

Dertil kommer, at det for mit vedkommende kræver stor læse-koncentration i de danske undertekster for at fange de meget tekstkompakte dialoger. Jeg mistede altså også noget af fornøjelsen ved at nyde de ellers kendte og dygtige skuespilleres kvaliteter.

Jeg giver filmen 3 stjerner som en slags ambivalent karaktergivning. Jeg tror, andre kan give den 6, hvis de er rigtig indstillet. Skulle jeg give den stjerner helt efter min egen umiddelbare oplevelse, ville jeg nok kun give den 2 ...

 

 

---