På coveret står der så rigtigt: Dette er ikke en film, men en tilstand! Mere om det senere.
The Million Dollar hotel midt i Los Angeles er hjemsted for byens skøre og skæve eksistenser. Her bor den forvirrede, enfoldige og uskyldige Tom Tom, der forelsker sig i gadepigen Eloise. Men ingenting bliver som før, da en junkie ved navn Izzy falder ned fra hotellets tag og dør. Det viser sig, at Izzy var søn af en stenrig mediekonge. Den erfarne og benhårde FBI-agent Skinner sættes på sagen. Nu er det Skinners job at finde sandheden: Faldt Izzy, eller blev han skubbet? Samtlige beboere er under mistanke.
Filmen bevæger sig på en knivsæg mellem det dødkedelige og det ligegyldige, og den knivsæg er ikke skarp. Snarere bred som et udtørret flodleje. Jeg har dog sjældent kedet mig så meget, og det eneste, der trøster mig ved at have set denne film, er, at jeg så den i toget mellem København og Århus, hvor man jo bare sidder og skal lave et eller andet …
Hvad er det dog, der gør, at sådan en film bliver til? Er det et forsøg på at være kunstnerisk? Forsøg på at være sjov? Eller kan det ligefrem være et forsøg på at vise verden, hvor skæv og tom den er? Hvis det er det sidste, kunne filmen ved at være drejet skarpere og mere intelligent have været interessant. Der hviler en let dis af nihilisme over "The Million Dollar Hotel" samtidig med, at verden er ved at drukne i den. Nihilismen i al dens frygtelige tomhed kan være opbyggelig at se på film, for man spørger uvægerligt efter, om der dog ikke er noget af værdi. Findes Gud? Findes der en mening med det hele? Ja, svarer den kristne kirke. Men så store omdrejninger som disse kommer denne film ikke det mindste i nærheden af. Bare spild af tid. En tilstand af tiltagende kedsomhed.
Gemmer din stemme...
