Enhver familie har sine juletraditioner, også den engelske kongefamilie anno 1183. Til jul får Mor nemlig lov til at komme ud af sin husarrest og får endda lov til at komme hjem til slottet, hvor Far hygger sig med sin elskerinde, som i parentes bemærket er forlovet med den næstældste søn. Jo; Mor har gaver med, og Far har lige nogle ting at drøfte med hende, for hvilken af de tre sønner skal mon være konge, når Far er død?
Det er faktisk mere underholdende, end det lyder til, at se dronning Eleonora af Aquitaine (Katharine Hepburn) mundhugges med kong Henrik II (Peter O'Toole), alt imens de tre sønner forvirret forsøger at finde deres ben at stå på. For i Anthony Harveys film "The Lion in Winter" lægges der ikke fingre imellem i skildringen af magtkampene i og uden for kongefamilien i 1100-tallet. Som i "Mand til alle tider" skal kongen sikre sin arvefølge for at stabilisere sit eget styre, men når man er gift med en magtfuld kvinde med jord og kontakter til mange andre magthavere, er det slet ikke nogen enkel sag. Så er en søn ikke længere bare en søn, men måske en spion for sin mor. Og kongen sikrer jo netop sit eftermæle ved at sikre sin arvefølge, men hvordan?
Dronningen har et par klemmer på kongen og omvendt, og som tilskuer er man vidne til en skarp og vittig dialog, alt imens de tre sønner bliver mere og mere desperate. Det er jo dybest set deres fremtid, kongen og dronningen skændes om; men deres liv behandles ikke som andet end kastebolde for deres humørsyge forældre. Og hvor Eleonora og Henrik kender hinanden så godt, at den gensidige sarkasme preller af, må sønnerne – som tilskuere – hele tiden undre sig: Hvornår mener de det egentlig seriøst, det de siger? Hvor dyb er deres foragt for hinanden – er det hele blot et beregnende skuespil?
"The Lion in Winter" tegner et portræt af mennesker med magt – mennesker, der nok som herskere og magthavere har succes, men hvis personlige fiaskoer får store konsekvenser. Historien om mennesker, der ikke formår at gribe mulighederne for at gøre godt, fordi der hele tiden skal tages hensyn til magtens spil, er gammelkendt. Men vidner som altid stærkt om hvordan mennesket igen vælger forkert og begår fejltrin. Fejltrin der tages, på trods af alle gode muligheder, fordi egoisme og had så let kan komme til at stå i vejen for det gode, og fordi mennesket er sig selv nærmest.
Filmen er fra slutningen af 1960'erne, hvor alle konventioner var til diskussion. Det er tydeligt, at filmen gerne vil bruge en fiktiv situation med historisk faktuelle personer til at illustrere, at ægteskabet er en krigszone. Dette illusionsløse udgangspunkt er tidstypisk, men står ikke i vejen for, at man kan lade sig underholde af filmen. Særligt Peter O'Toole og Katharine Hepburns blændende præstationer medvirker til, at man til det sidste er i tvivl om, hvorvidt der endnu er liv i det fornuftsægteskab, de indgik for mange år siden.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
