NOK ER NOK
Fremragende politisk drama. Hverken mere eller mindre! "The Journey" handler om tiden op til fredsslutningen mellem katolske IRA og det protestantiske Democratic Unionist Party (DUP) i Nordirland efter årtiers kamp, myrderier og had irere imellem i en religiøs og nationalistisk borgerkrig. De to politiske ledere, Martin Mcguiness, der leder IRA, og den protestantiske præst, Ian Paisley, der leder DUP, bliver indkaldt til fredsforhandlinger af den britiske premierminister, Tony Blair. Forhandlingerne skal foregå på neutral grund i Skotland. Det er nu eller aldrig, som Tony Blair siger, nok er nok, krigen og volden har varet længe nok, og det er på tide, at myrderierne og hadet stopper.
Blair har en spinkel tro på, at kan man få de to ekstremistiske ledere til at sætte sig over for hinanden og se hinanden i øjnene og omsider tale med hinanden, så kan freden måske opnås, for unge mænd slås, gamle mænd kæmper for deres eftermæle, og de to ledere er bestemt ikke unge længere. Men sagen er, at de to gamle, trodsige mænd aldrig har talt sammen før, skønt borgerkrigen har varet i årtier, og deres indbyrdes had har forhindret, at de nogensinde har været i samme lokale.
På grund af forskellige omstændigheder ender de to dog i den samme bil og på det samme fly midt under forhandlingerne, og om end trægt, giver det dog en åbning for en eller anden form for samtale, der skal vise sig at blive fuldstændig afgørende for Nordirlands fremtid.
To ærkefjender på rejse mod fælles mål
Det vil føre for vidt her at gennemgå i dybden, hvad krigen i Nordirland egentlig gik ud på, men ved man bare lidt om disse historiske herrer, gør det filmen endnu mere interessant. Skuespillet er intet mindre end fremragende. Man kunne let tro, at sådan en ordduel i en bil kunne virke langtrukken og kedsommelig, men det er lige modsat. Krigen fortsætter i en eller anden udstrækning i bilen mellem de to fjender, og påstande og beskyldninger og had ryger som raketter fra sæde til sæde. Det ene øjeblik tilnærmelser, det næste øjeblik total afvisning. Det er en dyst på ord, og de to herrer har en tung bagage med sig fyldt med indædt had til den anden part, samtidig med at ansvaret for en mulig fredsløsning hviler tungt på deres skuldre. Der er mange hårde ord i luften, men også et veloplagt ping-pong af lune og underspillet humor, og man sidder gang på gang og klukker højlydt, når den ene bredside efter den anden fyres af. Der skal indrømmelser på bordet, der er erkendelser, der skal sluges, der skal findes en indbyrdes forståelse og ja, det kræver et mirakel også mellem kristne mænd.
Ian Paisley spilles helt vidunderligt af Timothy Spall, og ligeledes er Colm Meaney som McGuinness fuldstændig fantastisk med sit lune væsen overfor den indadvendte, hadefulde og beske Paisley. Begge sejler rundt i deres fordomme om hinanden. Paisley hader de republikanske katolikker, der ønsker løsrivelse fra Storbritanien og et forenet Irland, mens McGuinness hader den efter hans mening opblæste og fordomsfulde protestant, som ønskede at vedblive med at være under britisk overherredømme, og som gang på gang med sine taler tilskyndede til optøjer. Ingen af dem kan sige sig fri for at have blod på hænderne.
Det er klart en fordel, at man kender til den nordirske konflikt og dens parter for at få hele dybden med i, hvad der foregår i filmen, men for en som mig, der i hele min barndom så bombesprængninger, stenkast og soldater i Belfast samt IRAs terrorangreb rundt om, når man tændte for TV-avisen, er det en kendt historie, der dukker op, og jeg kedede mig ikke et sekund i selskab med McGuiness og Paisley i "The Journey". De, der ikke kender den historiske baggrund, vil næppe kunne nå op på mine begejstrede 6 stjerner for filmen, men skuespilpræstationerne er i sig selv de seks stjerner værd.
Både fiktion og virkelighed
Desværre er historien om, hvad der foregik i bilen ren fiktion. Ingen ved, hvad der rent faktisk skete mellem de to mænd på den i øvrigt virkelige køretur, der gjorde, at de nåede til en fornyet indsigt og vision for Nordirland, men som filmen starter med at sige: Dette kunne være det, der foregik i bilen. Noget skete der i hvert fald, og bilturen med de to mænd på bagsædet er som sagt sand nok. Ironisk, at den blodige kamp, der førte til så mange tusinde døde, endte med at blive afgjort fredeligt i en bil, hvor to fjender endelig sad ansigt til ansigt og ikke kunne undgå at tale sammen. Der er også ironisk symbolik i, at en del af samtalen foregår under et stop på en kirkegård, hvor de sammen går hen over gravene.
I disse dage kunne man ønske, at man kunne spærre flere ledere inde i samme bil og sige til dem, at nu kom de ikke ud, inden de havde set hinanden i øjnene og taget ansvaret for fred på sig. Måske en strategi, man kunne tage til sig i Mellemøsten, i Nordkorea og mange andre steder i verdens brændpunkter.
Filmen er kommet på dvd.