• TEMA kristne film Trosbaserede film - fx FOR GREATER GLORY: The True Story of Christiada

  • HERRENS VEJE DR1 | Søndag kl. 20.00 - Foto: Tine Harden

  • FLIGHT TV3 | 28-11-17 | kl. 23.15

  • DEAR JOHN DR3 | 23-11-17 | kl. 14.55 - hører til mest romantiske film

  • NY på bibliotekets filmstriben.dk PELÉ - EN LEGENDES FØDSEL

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx PADDINGTON

Alle anmeldelser - Adventure

The Imaginarium of Dr. Parnassus

Adventure
Produktionsår: 2009
Varighed: 122 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Terry Gilliam,
Medvirkende: Heath LedgerColin FarrellJude LawChristopher Plummer,
Stikord:
 Magi,










Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 12.01.2010



Der kan være mange grunde til, at en film har en lang produktionstid; men i tilfældet med "The Imaginarium of dr. Parnassus" var udfordringerne næsten for store. Filmens hovedperson, Heath Ledger, døde af en overdosis under indspilningerne, og derfor tydede meget på, at indspilningerne ville blive afbrudt, og filmen skrinlagt. Men med vanlig opfindsomhed, og en god portion hjælp fra Ledgers prominente skuespillervenner, klarede instruktør Terry Gilliam at omskrive manuskriptet og få afsluttet filmen.

Historien begynder i London, hvor et omrejsende teater står på en våd plads i det nattekolde efterårsvejr. Folk kommer og går på diskotekerne. Oppe på scenen står en råbende ung mand, som præsenterer den "fabelagtige dr. Parnassus". Londons unge lader dog ikke til at blive tiltrukket af mystikken, og forretningen går tydeligvis dårligt. Sammenholdet på det lille teater er slidt, og Parnassus' unge datter er træt af livet som nomade.

En dag kigger Djævelen (Tom Waits) forbi (igen!) for at gøre sit regnskab op med Parnassus (Plummer). Det viser sig, at Parnassus indtil flere gange har indgået aftaler med Djævelen for at leve evigt, vinde kærligheden o.lign. Nu kommer Djævelen dog efter sin gevinst, nemlig at han skal eje datteren fra hun er 16 år. Parnassus er selvfølgelig fortvivlet, og Djævelen, flink og lunefuld, som han er, giver et ultimatum. Hvis Parnassus kan skaffe fem sjæle før Djævelen, får han lov til at beholde sin datter. Parnassus skaffer sjæle ved at lokke folk ind i sin mytiske parallelverden, som er styret af hans trancetilstand, suppleret med personens egne drømme. Lyder det syret? Det er det virkelig også.

Midt i hele denne kamp falder teaterflokken over Tony. Han er hængt under en bro i London, men på mirakuløs vis overlever han og bliver en del af gruppen. Nu er det bare om gruppen tør stole på Tony, som påstår, han kan hjælpe i kampen mod Djævelen.

Tony bliver spillet primært af Heath Ledger, men også af Depp, Farrell og Law. Hvordan det lader sig gøre vil jeg ikke afsløre, men modsat, hvad man skulle tro, er det en enorm gevinst for filmen og kun med til at højne det paranormale og fabulerende. Skønt.

Terry Gilliam er eks-medlem af Monthy Python, og det ses faktisk tydeligt. Det syrede og stærkt komiske præg skinner igennem, som det gjorde i "De skøre riddere". Flere har faktisk kaldt Imaginarium for det perfekte match af Salvador Dali og Monthy Python. Det er egentlig ret præcist.

Scenografien er imponerende. Det skal den også være for at holde filmen interessant, for meget ligger i selve bjergtagningen af publikum gennem de fantastiske universer, der skabes i Parnassus' sind. Der er alt fra animationer til farvestærke collager og reelle spots som ørkener, bjerge osv. Det hele smelter sammen og giver nogle meget smukke og skæve billeder.

Skuespillet er fremragende. Størst er i mine øjne Tom Waits som Djævelen. Han er cool, lurvet og snedig, og skal Djævelen portrætteres som gennemført modbydelig, så er det sådan. Firkløveret omkring Tony gør det også imponerende, men stærkest er dog Heath Ledger, der også har langt den største part af rollen.

Filmen spiller meget på forestillingen om det evige liv, og det er svært helt at holde styr på alle udsagnene. Flere gange nikkede jeg samtykkende, mens jeg andre gange rystede på hovedet over relativismen. Derfor er det svært for mig helt at give en analyse af det, da Djævelen af og til bliver fremstillet som ond og forførende, andre gange en tand for sprød og kammeratlig. Men mest af alt er der nogle tanker om, at Djævelen spiller spillet for sin egen skyld, og egentlig ikke fordi mennesker betyder noget for ham, ligesom at Djævelen i virkeligheden ikke lokker mennesker for at skade dem, men for at skade og såre Gud, som han så inderligt hader, og de tanker er meget relevante. Ligesom Parnassus' datter, der ikke tror ham, da han fortæller om sin pagt med faderen. Det minder om udsagnet fra "The usual suspects": "The greatest trick the Devil ever pulled was convincing the world he didn't exist". En skræmmende konstatering, som maner til eftertanke, og som måske kan være en tolkningsnøgle til nogle scener i denne film.

Filmens største problem er, at den er for kedelig i starten. De første 2/3 bliver brugt som en slags introduktion, og det er simpelthen for lang tid. Man sidder og bliver frustreret over, at plottet bare bliver loopet, når man hellere vil se kampen mellem Parnassus og Djævelen udspillet, og se mere til de smukke forestillinger i spejlet/Parnassus sind. Det virker ikke helt gennemført. Til gengæld vinder filmen på at være fortællelysten og ekstrem smuk. Den har også sine sjove momenter og bliver derfor et sammenrend af flere ting, som placerer den mellem nogle stole, hvor den måske bliver for meget sin egen. Selvom det kan lyde mærkeligt, er det som om sammenhængskraften ryger i al virvaret.

Gilliam har skabt en forrygende flot film, som halter lidt på manuskriptet. Er man til fantasy og godt skuespil, skal man klart se filmen, men ellers ender den nok mest som den film, hvor Heath Ledger sagde farvel. Og den fortjener egentlig mere end det.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies