• CIVIL WAR i biografen

  • BIRTHDAY GIRL i biografen

  • HAMMARSKJÖLD nu i biografen

  • THE ZONE OF INTEREST nu på dvd og blu-ray

  • DEN GRÆNSELØSE nu på dvd og blu-ray

  • LÆRERVÆRELSET nu på filmstriben.dk udover dvd

Alle anmeldelser - Action

The Equalizer 3 - The Final Chapter

En tidligere CIA-mand med speciale i likvideringer rydder op i uretfærdigheden i det sydlige Italien. Filmen er lidt for forudsigelig og er ikke for sarte sjæle.

ActionKrimiThriller
Produktionsår: 2023
Varighed: 109 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Antoine Fuqua,
Medvirkende: Denzel WashingtonDakota FanningDavid Denman,
Stikord:
 Mord,
 Vold,










Anmeldelse:

Af: Jørgen Hedager Nielsen - 01.09.2023



ENE MAND MOD MAFIAEN 

Handlingen foregår mest i den idyllisk Italiensk kystby Altamonte, som ifølge filmen ligger syd for Napoli. Vi får et godt indblik i byens harmoniske liv, hvor folk lever jævnt og godt. De møder hinanden med respekt og hjælper, hvor der er brug for det. Et godt sted for en martret sjæl at lande.

Jeg havde glædet mig til igen at komme i selskab med Robert McCall, som er tidligere CIA-agent med speciale i likvideringer. Ikke mindst fordi han spilles af den gode Denzel Washington. Gennem de to første film, The Equalizer og The Equalizer 2, har vi lært McCall at kende som en fredselskende mand med et stort hjerte for dem, der bliver tyranniseret af samvittighedsløse magtmennesker. Men også som meget effektiv, når der skal ryddes op i den uretfærdighed, der rammer uskyldige. I de to første film var der også gode indslag af hentydninger til kristendommen, som måske skyldes, at Denzel Washington er en bekendende kristen. Men desværre blev jeg lidt skuffet denne gang.

Idyllen spoleres
De to første film i trilogien fik fem stjerner her på filmogtro.dk. Denne gang er det kun blevet til tre. Den er alt for forudsigelig. Den indledende scene foregår på en vingård, hvor ejeren kommer hjem og konstaterer, at det flyder med lig overalt i huset. Han møder også Robert McCall, der har stået for "oprydningen". Equalizer betyder noget i retning af "udjævner". Ordet hentyder til, at Robert McCall udjævner forskellen mellem de svage og de samvittighedsløse kriminelle, som undertrykker dem, og som politiet har svært ved at få ram på. Han gør det ved effektivt at dræbe skurkene i bundter.

Hændelserne på vingården ender med, at McCall bliver dødeligt såret. En læge fra den idylliske kystby samler ham op og reparerer ham. Under sin rekonvalescens, hvor han humper rundt i Altamonte med stok under navnet Roberto, kommer McCall til at holde af byen og dens charmerende indbyggere. Der sker så det, som nødvendigvis må ske i en Equalizer-film. De onde dukker op i form af mafiaen, der har udset sig byen som et kommende turistparadis med indbringende hoteller, restauranter og kasinoer. De begynder at kræve beskyttelsespenge af de erhvervsdrivende og undertrykker politiet. På et tidspunkt bliver det for meget for McCall, og han træder i karakter på en helt forudsigelig måde.

Der opstår et samspil mellem McCall og den unge kvindelige efterforsker Emma Collins (Dakota Fanning) fra CIA. Hendes karakter og dermed samspillet med McCall får desværre ikke den kant, der ellers var mulighed for. Washington og Fanning har tidligere spillet sammen, nemlig i Man on fire, som "The Equalizer 3" er blevet kaldt en slags efterfølger til. Dengang var Fanning ni år.

Når det gælder håndværket i filmen, fungerer det godt, som det plejer. Der er et spændende lydspor, men når der skal bygges op til action-scenerne, kom der nogle underlige hyl i musikken, som i biografens effektive lydanlæg virkede voldsomt irriterende. I de første to film havde McCall nogle autistiske træk, som virkede fint. Han havde en dominerende ordenssans, som betød, at alt skulle ligge afstemt og vinkelret, og han var meget optaget af at tage tid på alt muligt. Det føjede en lidt spændende side til hans personlighed, men det er desværre stort set væk nu.

Kristendommen som kulisse
Som en central del af skildringen af livet i den idylliske kystby har kristendommen en central plads. Den er beskrevet loyalt, men uden at vise indholdet i troen. Som sædvanlig har Washingtons karakter enkelte kristne antydninger. Da han er ved at være til ende med udryddelsen af mafiaen og venter på, at bossen skal bukke under, går McCall og nynner på en kristen sang om frelse for den fortabte. Umiddelbart opfattede jeg det som møntet på mafiabossen, men det kan også være en antydning af selverkendelse. Denzel Washington er et sted citeret for at sige: "Problemet for McCall er, at han er blevet lidt for tilfreds med tanken om at være de svages frelser. Han er blevet afhængig af denne såkaldte ‘retfærdighed’ og erkender, at han nogle gange har brugt unødvendig vold. Han betaler nu en pris i form at natlige mareridt. Og han er nødt til at stole på andre og bryde ud af sine mønstre. Derved finder han forhåbentlig fred." Jeg kunne godt ønske, at denne selverkendelse hos McCall var lidt tydeligere i filmen.

Equalizer-trilogien er afsluttet. Det antydes endda i titlen. Men Hollywood har ikke let ved at slippe noget, der har fungeret, så nu går der rygter om, at der måske alligevel kommer mindst én mere, som måske får Denzel Washingtons søn John David i hovedrollen. Så må man bare håbe, at de får skrevet et manuskript, der er lige så godt, som det i to'eren var, for John David Washington er dygtig nok til at bære karakteren.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer