Sølvhingsten

The Silver Brumby

En film om en legendarisk vildhest fra de australske bjerge – og en cowboys forsøg på at fange den. Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm A/7 år, 
Produktionsår: 1993
Varighed: 91 min.
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: John Tatoulis,
Medvirkende: Russell Crowe, Caroline Goodall, Amiel Daemion,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 05.10.2010

Den australske forfatter Elyne Mitchell skrev en gang en række bøger om den fantastiske sølvfarvede vildheste-hingst, Thowra, dens familie og dens bedrifter. Det kom der senere bl.a. en tv-tegneserie ud af. Der kom også en film ud af det.

Ifølge de anmeldere, der har læst bøgerne, yder filmen slet ikke bøgerne nogen retfærdighed. Jeg har ikke læst bøgerne – men hermed være videregivet, at fordi filmen måske ikke er så seværdig, behøver det ikke afholde folk fra at prøve bøgerne, hvis man er til romantiske fortællinger om smukke vildheste i australsk natur.

Myte eller?
Vi begynder med at følge en mor og hendes datter. De bor på en ranch i Australien. Faderen er på forretningsrejse og når ikke at vise sig i filmen. Moren skriver på en fortælling om en sølvgrå vildhest. Datteren læser siderne, efterhånden som de bliver skrevet. Samtidig ser vi handlingen udspille sig. Og her kommer cowboyen Egan (Russel Crowe) ind i billedet. Siden Thowra var føl, har han jagtet denne værdifulde hest, men altid uden held.

Et godt stykke inde i filmen opdager datteren, at Egan faktisk findes (de mødes, da Egans jagt på Thowra bringer ham til ranchen). Så det hele er ikke bare en historie – eller hvad?

Hesteliv
Vi følger Thowras liv og dens kampe for at overtage ledelsen af alle vildhestene på bjerget, dens kærlighedsliv og dens kamp med rivaliserende hingste og med Egan. Til sidst, da Egan er ved at fange Thowra, der har ofret sig for at redde sin yndlingshoppe og dens føl, springer Thowra ud over en dyb skrænt og dør… eller gør den?

Natur-magi
Både først og sidst i filmen snakker mor og datter om at lytte til vindens fortællinger om Thowra (der er lidt aboriginal-religion med moder Jord osv), og der går også lidt åndepåkaldelse i det. Det fortælles, at Thowra i sin kamp mod Egan fremmaner/påkalder regn og torden – der faktisk på et tidspunkt sender et lyn direkte ned i en hjørnestolpe i en indhegning, så Thowras tilfangetagne hoppe kan undslippe. Der er lidt hokus pokus her, uden at det rigtig afklares.

Det skal lige siges, at moderen ser bøn som eneste redning for Thowra, da Egan er ved at fange den. Men hvem, der skal bedes til, står hen i det uvisse, om end den danske undertekst oversætter det at "bede til Gud" – moderen siger bare "pray" uden yderligere adresse.

Uklarheder
Og i det hele taget afklarer filmen ikke ret meget. Der fortælles om myter om, at den sølvgrå hingst stadig ses rundt omkring – hingsten, der hellere ville dø end fanges, lever måske stadig?

Det er for mig at se en stor svaghed, at filmen svinger mellem, at der er noget sagnagtigt, mystisk og lidt magisk over det hele – og så beretningen om en levende hest og en levende cowboy. Man ved ikke rigtigt, hvad meningen er.

Skuespil
Lad det være klart: i denne film er hestene skuespillerne og menneskene statister! Manuskriptet tillader i hvert fald ingen af menneskene at udfolde nogen form for seriøst skuespil. Og skulle man have valgt at se filmen, fordi Crowe da må garantere for noget godt, så bliver man gruelig skuffet. Han skal bare rende rundt og slå fortvivlet i mudderet og brøle trusler ud i mørket, hver gang Thowra er sluppet fra ham igen. Hestene spiller faktisk heller ikke ret godt: de mange kampscener mellem to hingste virker på mig (der trods alt har arbejdet på en hestefarm) ret kunstige.

Tja
Filmen er langtrukken. Men er man til rigtig lange scener med flotte heste, der rider i Australiens flotte natur, så er der meget godt i filmen. Umiddelbart vil jeg tænke, at skolepiger med stor kærlighed til heste kan få mest ud af denne film. Der er ikke rigtig nogen virkelig skræmmende situationer, selvom filmmusikken prøver at skabe voldsomme stemninger undervejs. Lukker man øjnene og forestiller sig stemningen ud fra musikken – og så åbner øjnene og ser, hvad der reelt sker på lærredet, kan man faktisk godt komme til at trække på smilebåndet.

---