• TEMA kristne film Trosbaserede film - fx THE SHACK

  • I biografen WONDER

  • THE BLIND SIDE TV3 | 19-01-18 | kl. 21.00 & 21-01-18 | kl. 16.20

  • På dvd/blu-ray THE DARK TOWER

  • TEMA serier Se fx MIT NAVN ER ANNE

  • HACKSAW RIDGE TV3 | 21-01-18 | kl. 21.00 & 24-01-18 | kl. 22.00

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx BILER 3

Alle anmeldelser - Drama

Stille lys

Stellet Licht

DramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2007
Varighed: 127 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Carlos Reygadas,
Medvirkende: Cornelio WallMaria PankratzMiriam ToewsPeter Wall,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Leif Andersen - 01.09.2008



Stilhed er altså bedre end støj.

Sidste år anmeldte jeg den næsten tre timer lange dokumentarfilm Den store stilhed af Phillip Gröning. Filmen var nærmest overvældende i sin tysthed: handler om klosteret Grande Chartreuse og de karteusermunke, der har valgt et liv i næsten absolut stilhed og tavshed. En kærkommen og velkommen reaktion imod det permanente bulder, der fylder den vesterlandske hverdag. Og den blev i Danmark præsenteret som en illustration af, hvorledes man i stilheden kommer nærmere Gud og hører ham bedre.

Men trods min betagelse af filmens skønhed og dens kærlighedserklæring til stilheden og langsomheden havde jeg visse forbehold over for denne tillid til stilheden som åbenbaringsbærer og som gudsrøst.

Nu er endnu en stille, langsom film blevet til: Carlos Reygadas' spillefilm "Stille lys" (Stellet licht – ubegribeligt nok i underteksterne oversat med Stille liv), som vandt juryens specialpris i Cannes.

"Stille lys" er dog ikke på samme måde som "Den store stilhed" udelukkende en kærlighedserklæring til stilheden. Den skildrer også stilhedens og tavshedens tvetydige væsen: først og fremmest som rum for eftertanke og dybde, men delvist også som rum for fortielse og fremmedgørelse.

Mennonitter
Filmens ramme er usædvanlig: Den både udspiller sig i og er optaget i et mexicansk mennonitsamfund. Mennonitterne er et usædvanligt konservativt kirkesamfund, oprindeligt indvandret fra Tyskland. Deres spanske sprog er stadig isprængt så mange af forfædrenes tyske gloser, at begge dele for et dansk øre bliver næsten ugenkendelige (jeg må tilstå, at jeg – ­meget upassende –­ ­kom til at tænke på en aktuel bilreklame fra Seat: "Spansk og tysk, ­hold kæft en mærkelig kombination").

Mennonitterne er knap så konsekvente i deres konservatisme, som fx de berømte Amish-folk er det (accepterer biler og el). Men deres forkastelse af det moderne samfund gør dem ligefuldt til et samfund i samfundet, krummet sammen om sig selv og næsten uforståeligt for dets omgivelser. Alene deres sang (ved Esthers kiste) ligner intet, jeg har hørt før nogensinde.

Forskønnet utroskab
Johan er gift med Esther – en lydig og god kvinde med et almindeligt ansigt og mor til deres seks børn. Men han er håbløst forelsket i Marianne, der så vist heller ikke er smuk, endsige forførerisk, men en stærk personlighed med et karakterfuldt ansigt: rolig, hvilende i sig selv, stærkere end nogen anden i filmen.

Han har fortalt Esther om sin affære med Marianne og har lovet aldrig mere at være hende utro. Men han bukker snart under for sit begær efter (eller, som de forskønnende kalder det, sin kærlighed til) Marianne og går i seng med hende, mens børnene spiser is på cafeen.

Plaget af skyldfølelse bekender han endnu en gang sin utroskab – men denne gang går Esther i stykker af sorg. Helt bogstaveligt! Hun dør faktisk, stående hulkende i regnen, dør af et knust hjerte.

Har døden og utroskaben så sejret over kærligheden? Det tror man først. Men Reygadas vil nu hævde, at kærligheden i sidste ende overvinder selv døden. Og det hævder han på en måde, som i hvert fald ingen dansk anmelder kan skildre som andet end ren Carl Th Dreyer! – 'nough said ...

Langsom, langsom
Reygadas skildrer mennonitternes langsomme og stille liv med stor respekt, næsten med kærlighed. Filmen er selv gået ned, ned, ned i tempo for at matche deres liv og tanke; og den tvinger den rastløse og effektforvænte biografgænger ned, ned, ned i tempo.

Så langsomt et tempo er – om man så må sige – ikke let at følge. Men det lykkes Reygadas med en usædvanlig mådeholden klipning, en dvælende kameraføring og ligefrem betagende billeder at få os til at elske langsomheden. Om ikke andet, så dog de par timer, filmen varer. Med det formål er fx åbningssekvensen noget af det dristigste og stærkeste, jeg har set: et stille og langsomt daggry.

Billederne er virkelig enestående. Ingen musik hjælper dem på vej (eller afleder os fra dem). Optagelse efter optagelse er rene harmonier i farve og balance og komposition. Det ser man bedre, fordi det går så langsomt. Lange afsnit, fx børnenes bad i floden, har intet direkte formål i filmens historie, men fungerer som malerier, hvilende i deres egen ret.

Forførende filmkunst
Som filmkunst er "Stille lys" ren forførelse. Derfor de fem stjerner. Man overgiver sig (og skulle man alligevel et par gange den første halve time tænke, at der sker altså for lidt, så vil man jo aldrig indrømme det; hvem ønsker at blive betragtet som en uæstetisk og billedblind barbar?). Personligt er jeg også betaget af denne dristighed i hele projektet, at alle skuespillere er amatører, og endda (så vidt jeg ved) delvist hentet ud af selve det miljø, den skildrer.

Anderledes med budskabet. Jeg må tilstå, at som prædiken (og "Stille lys" er i mine øjne virkelig en prædiken, med et sammenbidt og indædt moralsk budskab) har den hverken forført mig eller overbevist mig.

Fordrejet budskab
Er det sandt, at man i stilheden hører Gud bedre? Åbenbart ikke.

I stilheden kan man nok høre sig selv bedre. Og det er en stor ting. Det langsomme liv giver måske følelserne tid til at gå dybere ned, slå dybere rødder. Det hurtige liv giver ikke følelserne grotid. Da Johan i begyndelsen af filmen sidder helt alene i det musestille køkken, standser han endog uret, så dets tikken ikke forstyrrer hans sorg og hans tanker. For i stilheden kan han høre sin egen sorg og sin længsel og sit begær bedre, og til sidst begynder han at græde. Klodset og uøvet, men ægte.

Men Guds røst hører han ikke spor bedre. Uanset hvor stille der er. Han ligger i sit selvbedrag lige så meget under for et forfalsket selvbillede og et fordrejet selvforsvar, som man kan møde det hos moderne, rastløse og støjende ægteskabsbrydere. Igen og igen kalder han sit ægteskabsbrud for kærlighed; og sekunderet af vennen Zakarias kalder han rent ud sit sidespring for skæbne. "En tapper mand accepterer sin skæbne"!

Hans far, som også er menighedens præst, formaner ham ganske vist til at blive hos Esther og bryde sit forhold til Marianne. Men da Esther er død, trøster han helt ubegribeligt Johan med ordene (mens han smiler uforstyrret og ustandselig): "Du har ingen skyld i dette. Det var forudbestemt."

Hele denne skyden skylden på skæbnen (og vel derigennem i sidste ende på Gud) er for øvrigt særlig interessant, da den går stik imod mennonitternes traditionelle overbevisning om menneskets frie vilje og ansvar. Her har opportunistisk og almenreligiøs skæbnetro altså uden videre kunnet gennemtrænge traditionalismens panser.

Hor er hor
Så har deres livs øredøvende stilhed alligevel ikke kunnet overdøve safternes syden og selvbedragets hvisken. Det samme med den konservative gudsfrygt: Heller ikke konservatismen og traditionalismen har hjulpet dem en pind. Hvilket for øvrigt også er interessant: Afsondringen fra verden har ikke værnet dem det ringeste imod selvbedrag og vildfarelse.

For langsom, æstetisk, eftertænksom og gudfrygtig hor er stadig hor. Og selvretfærdige floskler som "kærlighed", "skæbne" og "det blev mig for mægtigt" forøger bare skyldbyrden.

Man kan nok ikke sige, at "Stille lys" skønmaler utroskaben. Mennesker går faktisk i stykker på den. Esthers ensomme sorg ("Jeg var en del af verden, nu er jeg skilt fra den") og Johans selvbebrejdelse ved hendes kiste ("Det var ikke den ondes skyld, det var min skyld") virker stærke og oprigtige.

Og i mine øjne er denne vinkel en vigtig og nødvendig påmindelse: Mennesker er jo ensomme. De længes, er forvirrede og ulykkelige, og livet er virkelig svært. Med Indras datters ord (i Strindbergs Et drømmespil): Det er synd for menneskene.

­Og det  kunne lade sig gøre at fastholde denne forståelse og denne medfølelse, at det er synd for menneskene, samtidig med at man fastholder, at løgn er løgn, og hor er hor.

Men så på den anden side: Reygadas tilregner i denne film kærligheden en sådan magt til nåde og genoprejsning, at det med døden og løgnen til syvende og sidst ikke gør helt så meget.

Filmen lader os tydeligt og stærkt mærke, at det er synd for menneskene – men der er simpelt hen for lidt plads til den anden side, til spørgsmålet: Hvorfor kan idioten ikke beholde bukserne på?

Forskellige reaktioner
Så selv om filmens budskab prædikes lige så underspillet som mennonitternes egne lavmælte og langsomme ytringer, er det umiskendeligt: Esther synes først at forsøge at fastholde både vreden og forståelsen; hendes første reaktion, da Johan har bekendt sin brøde, er faktisk at kalde Marianne for en forbandet hore! – ­og kort efter kommer det ikke desto mindre: "Stakkels Marianne".

Men det virker alligevel, som om filmen beklager Esthers første udbrud; det er den efterfølgende kristelige forståelse, der er den rigtige reaktion.

Og Marianne skildres som en ægte heltinde og ikke nogen hore. Hendes utroskab skildres slet ikke som utroskab, men som kærlighed. Det er hendes kærlighed til Esther, der til sidst får hende til at afbryde forholdet – ikke i erkendelse af, at det var forkert ("Jeg fortryder intet"!), men i erkendelse af, at "Fred er stærkere end kærlighed". Og hendes kys viser sig at have rent messianske kvaliteter ...

Stilhed er bedre end støj
Nej, jeg tror ikke, at man i stilheden hører Gud bedre. Gjorde man det, så havde Marianne fortrudt. Og så havde Johan, Johans far, Zakarias og ikke mindst den stærke Marianne for længst fattet, at utroskab er utroskab. Uanset hvor sympatisk den fremstilles, og uanset hvor påtrængende og forståelig den virker.

Men stilhed er nu alligevel bedre end støj. For i stilheden kan man dog bedre høre sig selv. Og det er der nok mange af os, der kunne trænge til at forføres af.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies