• INTERSTELLAR TV3 | 18-10-17 | kl. 22.00

  • TEMA kristne film Trosbaserede film - fx THE SHACK (Hytten)

  • I biografen GUD TALER UD

  • HERRENS VEJE DR1 | Søndag kl. 20.00 - Foto: Tine Harden

  • På dvd/blu-ray WONDER WOMAN

  • TEMA familiefilm Fra 11 år - fx FANTASTISKE SKABNINGER ... OG HVOR DE FINDES

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx BILER 3

Artikler - Refleksioner

Sangen og stjernerne i Ringenes Herre

RefleksionerTEMA Hobbitten og Ringenes Herre
Produktionsår: 0
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

Anmeldelse:

Af: Johan Schmidt Larsen - 30.10.2007



J.R.R. Tolkiens (1892-1973) monomentale eventyr Ringenes Herre tager sin begyndelse i bogen Hobbitten, hvor Bilbo Sækker finder Den ene Ring, herskeren over alle ringe. Den magiske ring går i arv til hobbitten Frodo, der som ringbærer får til opgave at holde ringen skjult for den onde fyrste Sauron og hans sorte ryttere. I flere uhyggelige passager beskrives den onde Sauron på en måde, som ikke kan undgå at lede tanken hen på Bibelens beskrivelse af Satan. Hvis Ringen kommer i Saurons besiddelse, vil han være i besiddelse af den fuldkomne magt, og det må for enhver pris forhindres. Ringens overnaturlige kræfter gør den imidlertid umulig at skjule for Sauron og hans nådesløse hjælpere. Derfor er der kun ét at gøre; Frodo må tilintetgøre Ringen. Frodo og hans tro tjener Sam begiver sig derfor af sted på en nærmest håbløs rejse mod Fjendens land for at kaste Ringen på den ild, hvor den blev støbt.

Kurt Bruner og Jim Ware har udgivet en særdeles inspirerende og indsigtsfuld bog om Ringenes Herre. I bogen drager de mange paralleller mellem menneskers og hobbitters livsvilkår. Desuden sammenholder de Tolkiens fantasiverden med den kilde, der mere end noget andet var inspirationen i hans arbejde – Bibelen.

Gennem tiden har flere foreslået, at Ringenes Herre er en avanceret evangelie-allegori. Den tanke afviste Tolkien selv. Hans intention var ikke at forkynde, men at fortælle en god historie. Men da han samtidig var et kristent menneske, kunne det selvsagt ikke undgås, at hans kristne værdier og verdensbillede hele tiden trænger sig på i historiens handling. I det lys, kan man se Tolkiens udtalelse om, at hans eventyr dybest set er et religiøst værk, der er vokset ud af hans egen rejse i troen.

Bruner og Ware gør i Ringen sluttes bl.a. opmærksom på sangens centrale rolle i Ringenes Herre: Hobbitterne og de andre væsener, der befolker Midgård, har et rigt forråd af sange, ballader og digte som giver deres liv mening. I nogle af sangene fortælles der om den onde Sauron og hans mørke fæstning i Mordor.  Men der fortælles også om ædle riddere og De vises Råd, der drev mørket ud af Midgård, hobbitternes fredelige og lykkelige land.

Tolkien har i sin fantasiverden gjort sig umage for konsekvent at afspejle den virkelighed, som vi mennesker står overfor i dag. Som et kristent menneske forstod Tolkien, at vort liv er en del af et stort drama, der på en gang både styrer og forklarer vores tilværelse.

Tolkiens elverfolk, dværge og hobbitter bliver virkelige, når vi identificerer os med deres frygt og fiaskoer, triumfer og tragedier. Deres historie er vores historie. Gennem hele eventyret taler Frodo og Sam åbent om det faktum, at de befinder sig i en historie og lærer derved os læsere, at det der sker med os ikke er tilfældigt eller meningsløst, men at det hele har sin plads i det store drama, vi er en del af. Alle har vi en plads i den "drejebog", som alle tings Skaber har skrevet for verden.

Gennem hele romanen citerer forskellige af bogens personer digte og sange, der beretter om en mere eller mindre fjern fortids begivenheder. Deres omsorg for at overlevere disse sange og digte fra generation til generation vidner om en forståelse af, at det, der var, skaber mening og sammenhæng i det, der er. Dermed skabes der også paralleller til kirkens bestræbelser med at bringe Guds gode nyheder videre til næste generation gennem digte og litteratur, sange og musik.


Sams sang
I sjette bog kapitel 1 er det værste af alt sket … Ringbæreren Hr. Frodo er blevet dræbt af en gigantisk edderkop og ligger nu på jorden, stille, bleg og iskold. Sam, Frodos tjener og tro følgesvend, kæmpede mod edderkoppen, men måtte opgive. Ringbæreren er død, og der er ikke mere at stille op, medmindre at Sam selv kan samle mod til at fuldføre opgaven på egen hånd. Da tanken først er opstået i hans sind, tøver han ikke længe.  Han tager Ringen og sværdet fra Frodos livløse krop og begiver sig på vej.

Det værste bliver endnu værre. Orkerne, Saurons slimede og uhyggelige slaver har fundet Frodo og tager ham med sig. Med ringen på fingeren gør Sam sig usynlig og følger efter. Til sin skræk og raseri finder Sam ud af, at Frodo slet ikke er død, men bare er lammet af edderkoppens gift. Derfor er der kun en ting at gøre: Han må følge efter orkerne ind i Cirith Ungols tårn og befri hr. Frodo. Om det så skal betyde døden! Sam nærmer sig tårnet, og føler sig overvældet af mørke, rædsel og død. Han slipper dog forbi vagtmandskabet og begynder en udmarvende opstigning ad en mørk og lang trappe. Han er næsten nået helt til tops, da han kommer i kamp med en ork. Mens orken flygter for at hente forstærkninger, sætter Sam sig forpustet ned, syg af fortvivlelse og desperation.

Midt i fortvivlelsen og mørket begynder han pludselig, uden at vide hvorfor, at synge. Først hviskende og med skælvende stemme, men efterhånden som ordene på forunderlig vis indgyder ham nyt mod, synger han højere og fastere:

I landet mod vest under vårsolens brand,
Hvor blomsterne vokser i vår,
Og træerne knoppes ved bækkenes vand,
Og muntert finkerne slår,
Der er det måske en skyløs nat,
De svajende bøgetræer står
Med elverstjerner, der stråler mat
I grenenes løvrige hår.

Skønt her jeg ligger ved rejsens mål
Jeg er i skyggernes vold,
Så skinner dog solens varmende bål
Hinsides tårnenes skjold,
Og højt over mørket er stjernerne tændt
På himlen hver evige kvæld.
Jeg vil ikke sige, at dagen er endt,
Og byde stjernen farvel.

Pludselig mente Sam at høre en svag stemme, der prøvede at synge til svar. "Hejsa, du deroppe, din møddingrotte," brølede den ork, som bevogtede Frodo. "Hold op med det hyleri, ellers skal jeg komme og tage mig af dig!"

Sam sprang op. Faren for at blive opdaget og angrebet af orker rørte ham ikke længere. Sangen havde ført ham til hans herre! Sams sang i Cirith Ungols tårn er måske et af de vigtigste eksempler på sangens rolle i Ringenes Herre. Sangen, hvor også stjernerne spiller en vigtig rolle, symboliserer troen på en større virkelighed – en virkelighed som varmer og giver håb midt i mørket og som giver mod til at gøre det umulige. For "højt over mørket er stjernerne tændt. På himlen hver evige kvæld".

Et ekko af den rene og sande melodi
Som Sam sang i Cirith Ungols tårn, sådan synger Bibelens og troens folk! Vi synger i julen - den tid på året, hvor dagen og lyset er trængt mest i defensiven. Vi synger om frelseren, som er verdens lys og håb. Vi synger, fordi det bringer os tilbage til den Herre som skabte os, og som vi skylder alt!

Vi synger i påsken. Om Guds Søn og verdens frelser, som døde og opstod for at frikøbe os fra synden og døden. Vi synger i pinsen om Helligånden - livgiveren og vejlederen, som skal udruste os og lede os i vor vandring fra jordens dal til vort himmelske hjem. Vi synger og spiller altid! Ja, man kan vel nærmest ikke forestille sig Guds kirke uden musik, sange og salmer? Alt sammen er det et ekko af den sang og musik som hørtes, da Herren grundlagde jorden og hvor "alle morgenstjerner jublede og alle gudssønner råbte af fryd" (Job 38,7).

Lovsangen er et ekko af den rene og sande melodi. Melodien som den skulle og ville være, hvis ikke ondskaben havde skabt disharmoni og kaos. Lovsangen til Guds pris er et ekko af Bibelens salmebog. Den salmebog som Grundtvig, Brorson og alle de andre har ladet sig inspirere af, når de skulle gøre Bibelens budskab levende for en ny generation. Det er bl.a. den sang og musik som møder os i Gundtvigs gendigtning af Salme 103:

Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
Trindt om Jehovas højhellige navn!
             Den Danske Salmebog nr. 3

Sam får befriet sin elskede herre fra orkernes klør, men han får også afgørende betydning for, at Frodo til sidst kan tilintetgøre ringen i dommedagsbjerget frådende ildhav. Da Frodos kræfter til sidst var opbrugt, måtte Sam bære sin herre på sine skuldre det sidste stejle stykke.

For de to bjergbestigere var det ikke til at kende forskel på dag og nat. I dagtimerne blev det aldrig helt lyst, for Saurons djævelske skygge hvilede som en tung forbandelse over landskabet og deres sind. Om natten måtte Sam holde vagt, så Frodo kunne få nogle få timers søvn, inden det igen gik løs Under disse enorme strabadser kunne selv den optimistiske Sam blive træt og miste modet.

For at holde sig vågen og for at se sig omkring, kravlede han ud af deres skjulested bag nogle tornebuske. "Højt oppe mod vest var nattehimlen stadig diset og bleg, og der så han et øjeblik en hvid stjerne blinke frem mellem de forrevne skyer over en høj bjergtinde. Skønheden ramte hans hjerte, som han stod dér og så op på det forladte land, og håbet vendte tilbage til ham. For som et spyd trængte den klare kolde tanke ind i ham, at til syvende og sidst, var Skyggen kun en midlertidig ting. Højt oppe ville der altid være lys og skønhed, som den ikke kunne nå. Et øjeblik holdt hans egen skæbne, ja selv hans herres op med at bekymre ham. Han kravlede tilbage til tornebuskene og lagde sig ved siden af Frodo, skubbede al frygt bort og lod sig synke ned i en dyb, ubekymret søvn."

Igen havde stjernerne, som et symbol på Skaberen, givet Sam nyt mod. Herren, der satte de lysende lanterner på himlen, havde igen lyst sin fred og givet nyt mod til de to hobbitter, så de, trods Saurons forbandede skygge, kunne sove ubekymret.

En og anden tænker måske, at jeg overtolker eller fejltolker Tolkiens anvendelse af stjernerne som et billede på Gud. Andre hælder måske til at betragte hans anvendelse af stjernebilledet som et ønske om at anvende noget ophøjet og smukt, som tiltaler og drager alle mennesker uanset livssyn. Selv er jeg overbevist om, at Tolkien anvendte stjernerne helt bevist for at pege på en guddommelig Skaber og opholder, som romanens personer kunne henvende sig til eller se deres liv i sammenhæng med. Læg samtidig mærke til, at romanens hobbitter, elve og mennesker ikke på noget tidspunkt forfalder til at tilbede stjernerne, men altid betragter dem som et symbol på en højere magt. Det ville i øvrigt også passe meget dårligt ind i hele Tolkiens tilværelsesforståelse som troende katolik. Derfor forekommer det heller ikke tilfældigt, at anføreren for vestens hær fyrst Aragon, har stjerner i sin fane, bærer Nordstjernen på sin pande, og at hans kommende dronning, prinsesse Arven, ligeledes bærer stjerner på panden og kaldes sit folks aftenstjerne.

Uddrag fra bogen af Johan Schmidt Larsen: En Stjerne i Natten, Forlagsgruppen Lohse



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies