SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
Bemærk at denne artikel røber væsentlige aspekter af handlingen i Philip Pullman's romantrilogi.
"Må vi se Gud få bank på film?" Sådan lød overskriften på et essay af Thøger Seidenfaden i Politiken den 6. december 2007. Overskriften opsummerer egentlig hele problematikken omkring Philip Pullman's romantrilogi Det gyldne kompas (His Dark Materials) og filmatiseringen af den første bog, Det gyldne kompas, meget godt. I første omgang har mange kristne, siden bøgerne udkom, udtrykt deres bekymring over, at bøgerne tilsyneladende indeholder en hård kritik af kirken og organiseret religion i det hele taget. Det har også vakt en del røre, at en del af bøgernes plot er, at en karakter, der - om ikke andet - deler navne med den kristne Gud, skal overvindes og slås ihjel.
Efterhånden som premieren for filmatiseringen af "Det Gyldne Kompas" nærmede sig, åbnedes en ny front i debatten om Pullman's forfatterskab: Internettet begyndte at florere med artikler om, at henvisninger til kirken og Gud var blevet sorteret fra i filmen Det underlige er bare, at både ateister og religiøse har givet udtryk for, at denne censur af filmen er en dårlig ting. Ateisterne fordi de ser censuren som et udtryk for den kristne højrefløjs alt for store magt i Hollywood (hvilket Seidenfaden også nævner i sit essay), de kristne fordi de mener, at det blot er gjort for at få folk i biografen uden at blive forargede, så de får lyst til at læse bøgerne og så møder religionskritikken dér. Altså en slags ateistisk sammensværgelse mod kristendommen. Filmen er allerede vurderet og anmeldt her på siden, men jeg vil i denne artikel prøve at give et billede af, hvad der egentlig foregår i Pullman's bøger, og måske afklare en misforståelse eller to.
Først og fremmest vil jeg sige, at Det gyldne kompas-trilogien virkelig er kvalitetslæsning.
Vi har ikke at gøre med et nyt Da Vinci-mysterium, som forsøger at kompensere for sine manglende litterære kvaliteter ved at beskylde kirken for at lyve. Pullman har det tilfælles med f.eks. Tolkien, at han formår at give en fornemmelse af, at bøgernes historie kun er en af mange i et komplekst, sammenhængende univers. Det miljø, handlingen foregår i, er ikke kun en kulisse, og det er en fryd lige stå stille at opdage, hvordan Pullman har lånt og stjålet og twistet velkendte fortællinger og billeder og stykket dem sammen til noget nyt. Det gør sig især gældende i den første bog, som foregår i en verden, som minder meget om vores, med den undtagelse, at verdenshistorien har taget en del uventede drejninger: Nordamerika hedder nu Ny Danmark, sigøjnerne (gypsierne) er stukket til søs og hersker over store sumpområder i England og Holland, kirken har så altafgørende magt og har haft det så længe, at videnskab ikke hedder videnskab men blot "teologi" osv. Det er virkelig en ny og frisk måde at skabe en fantasiverden på, og Pullman gør det i et sprælsk og levende sprog.
Bøgerne er altså et besøg værd, hvis man er til store, fantasifulde fortællinger. De er ikke blot et middel til at udbrede et budskab. Det ændrer dog ikke på, at bøgerne har en ret tydelig dagsorden.
Denne dagsorden er dog ikke, som mange kristne sikkert forestiller sig den: Pullman er ikke ateist af den gamle skole. Hans budskab er ikke, at alt åndeligt er noget bras, og at vi kun skal forholde os til en strengt videnskabelig, absolut naturlig verdensforståelse. Bøgerne er meget spirituelle, og det vrimler med engle og spøgelser og referencer til alverdens mytologier.
Der der dog et aspekt af religionen, som Pullman tager skarpt afstand fra, både i bøgerne og i pressen. Det er det, han kalder organiseret religion, altså når en gruppe mennesker forsøger at styre andre menneskers liv ved at henvise til en usynlig Gud, som bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Pullman har selv defineret sit forhold til religion på www.philip-pullman.com. Og her er det helt klart den kristne kirke, som står for skud i hans bøger. Og i sin fremstilling af kirken lægger Pullman sig tæt op af f.eks. Richard Dawkins, en af de populæreste ateistiske debattører for tiden: Kirken (som bliver kaldt Magisteriet i filmen) er farlig, fordi den kan få folk til at gøre hvad som helst ved at henvise til, at det er Guds vilje, eller at de vil få en åndelig belønning for det. Præcis samme kritik har gentagne gange lydt fra ateistisk side, specielt efter 11. september 2001. Så på det punkt er der ikke noget nyt i Pullman's fremstilling.
Til gengæld afviger den Gud, som beskrives i bøgerne, en hel del fra den Gud, vi som kristne tror på. Han er nemlig slet ikke nogen rigtig gud (for de findes ikke, ifølge Pullman), men blot en senil gammel engel, som i sin ungdom bildte de andre engle ind, at han var Gud. Han er derfor heller ikke almægtig, og må bevare sin magt ved undertrykkelse og manipulation. Han har derfor ikke nogen anden plan for menneskene end at få dem til at adlyde ham indtil de dør, hvorefter de kommer til et dødsrige, hvor de, uanset hvordan de har levet, bliver pint og hånet for deres onde gerninger. Pullman's Gud er altså helt og holdent ond og magtsyg, og flere gange i løbet af bøgerne bliver det også nævnt, at denne Gud også er overhovedet for kirken i den verden, vi lever i. Det interessante er så, at for at få det til at hænge sammen, er Pullman nødt til stort set at springe Det Ny Testamente over i sin ellers flittige brug af bibelhenvisninger: Jesus optræder kun i et par enkelte sidebemærkninger om en nonne, som vil "give sit liv til Jesus", og her virker det nærmest som om, at navnet Jesus bare bliver brugt i stedet for "Gud", fordi Pullman på et meget sent tidspunkt har opdaget, at han har glemt at nævne ham.
Så det, der virkelig gør, at vi tør tro på, at Gud elsker os og vil have med os at gøre, nemlig at han ofrede sin søn, for at vi skulle leve, det har Pullman alligevel været nødt til at "glemme", for at opretholde billedet af "Autoriteten" som en ond og manipulerende gamling, mod hvem det næsten er en god gerning at gøre oprør. Denne fordrejning af hele gudsbilledet hos Pullman er vigtig at lægge mærke til, fordi den er så skjult, at man ind imellem sidder og tænker, at Pullman jo alligevel har ret i sin kritik. Men kritikken retter han mod en Gud, som han har omformet og rekonstrueret til formålet. Og på samme måde som med Da Vinci-mysteriet i sin tid er det da utroligt irriterende, at kristendommen gang på gang skal anklages på et falsk grundlag.
Jeg tror ikke, at Pullman's bøger, eller filmen for den sags skyld, er specielt farlige. Det, der bekymrer mig mest ved dem er nok, at Pullman taler så meget om f.eks. evolution og ateisme i bøgerne på samme missionerende måde, som han har anklaget C. S. Lewis for at gøre med kristendommen i Narnia-serien: Især i den sidste del af trilogien bliver der brugt meget lang tid på at fortælle om evolutionens fantasifulde forgreninger i de forskellige verdener på en måde, som faktisk hæmmer handlingens flow, og der er også en lang monolog fra en tidligere nonne om, hvor skønt det var at forlade sin kristne tro. Her kammer Pullman over, og han glemmer det åbenlyst problematiske i at drysse små stykker "troslære" ind i en børnefortælling. Det skulle man ellers ikke tro om en mand, som taler så hårdt imod manipulation og indoktrinering. Disse svipsere er dog ret tydelige, og hvis man læser bøgerne med den sunde skepsis, som Pullman ofte opfordrer til, kan man få rigtig mange gode timer til at gå med Lyra, Pantalaimon, Iorek Byrnison og alle de andre fantastiske væsener i Det gyldne kompas-trilogien.
En rigtig god fanside: www.bridgetothestars.net
Gemmer din stemme...
