• TEMA kristne film Trosbaserede film - fx FOR GREATER GLORY: The True Story of Christiada

  • HERRENS VEJE DR1 | Søndag kl. 20.00 - Foto: Tine Harden

  • DEAR JOHN DR3 | 23-11-17 | kl. 14.55 - hører til mest romantiske film

  • TEMA Bibelfilm fx RISEN

  • NY på bibliotekets filmstriben.dk PELÉ - EN LEGENDES FØDSEL

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx GRUSOMME MIG 3

Alle anmeldelser - Komedie

Playtime

Komedie
Produktionsår: 1967
Varighed: 155 min.
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Jacques Tati,
Medvirkende: Jacques TatiBarbara DennekRita MaidenFrance Rumilly,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Thilde Moskjær Kofod - 04.04.2011



Den franske instruktør Francois Truffaut har sagt om "Playtime", at det er en "film, der kommer fra en anden planet, hvor de laver film på en anden måde". Det er en meget præcis beskrivelse, for hvis man skal have noget ud af "Playtime", er man nødt til at aflægge sig sin sædvanlige tilgang til filmreception. Jeg vil til slut i anmeldelsen komme med nogle forslag til, hvilke briller man kan bruge til at se filmen med for at få mere ud af den.

En af årsagerne til "Playtime's" "anderledeshed" er det næsten totale fravær af plot og fremdrift i fortællingen. Et forsøg på at give et resume vil derfor være en smule konstrueret, men for at give et indtryk af filmen skal det med alligevel.

En gruppe amerikanske turister ankommer til et futuristisk Paris bestående af store veje, højhuse i glas og stål og mange travle mennesker. Alle de gamle seværdigheder ses kun som spejlbilleder i glasfacaderne. Turisterne guides igennem byen med fart og effektivitet, men en enkelt kvindelig turist stikker ud i sit forsøg på at finde noget af "det gamle" Paris. Hun bliver konstant forsinket og passer ikke ind i den moderne verden. På samme måde følger vi også Monsiuer Hulot, som skal mødes med Monsieur Giffard, men en lang række forskellige omstændigheder afbryder og udskyder dette møde. Også Hulot stikker ud som en outsider, utilpasset som han er. Den kvindelige turist, Barbara, og Hulot mødes da også til sidst, men det, der måske kunne have udviklet sig til en romance, forbliver blot et tilfældigt møde.

Den primære årsag til, at "Playtime" ser ud til at komme fra en anden planet, skyldes dog mere den måde, den er iscenesat på. Den består stort set kun af totalbilleder, hvori der foregår mange forskellige ting på én gang. I modsætning til næsten alle andre film, bruges kameraet ikke til at guide seerens blik. Det er derimod demokratiske billeder, hvor tilskueren selv må vælge, hvad han vil se på – naturligvis med den fare, at han går glip af noget et andet sted i billedet. Heller ikke lyd eller replikker kan bruges som hjælp eller guide. Langt det meste af tiden er det et mudder af baggrundslyde, snak og musik, som smelter sammen til en helhed. De enkelte replikker har sjældent nogen betydning og drukner oftest mere eller mindre i støjen.

Det tager selvsagt noget tid at vænne sit øje og øre til at se film på denne måde, men når man går med på disse præmisser, vil man opdage nuancerne og de komiske situationer og gags, som filmen er spækket med. Som genre er det jo en komedie, men det sjove findes hverken i skarpe replikker eller som sådan komiske figurer. Oftest er det i menneskenes interaktion med omgivelserne, at komikken opstår. F.eks. når en piccolo står ved en smadret glasdør, men ved brug af håndtaget alene kan han stadig fungere som døråbner. Humoren er ikke lårklaskende, men raffineret og slapstick-lignende med mere end en enkelt reference til de gamle stumfilmsmestre Chaplin og Keaton.

Netop menneskenes interaktion med omgivelserne er omdrejningspunktet i "Playtime" – også på det tematiske plan. Det er en skarp kritik og satire over det moderne samfund, som presser og påvirker mennesker til ensretning og tilpasning, for hvis man ikke forstår at tilpasse sig dette, er man fortabt. Filmen sætter fokus på menneskers fremmedgørelse over for egen kulturarv (fraværet af gamle parisiske vartegn), over for samfundet som helhed (Hulot og Barbaras manglende evne til at navigere i de moderne miljøer) og særligt fremmedgørelsen mellem mennesker, hvorfor en romance mellem Hulot og Barbara forbliver umulig.

Som nævnt vil jeg slutteligt forsøge at give nogle forslag til vinkler, man kan bruge for at få mere ud af filmen, for hvis du sætter dig til rette og forventer en underholdningsfilm, vil jeg tro, at du ender med at slukke inden for de første 20 minutter. Helt generelt er det vigtigste at lægge forventningen om et plot fra sig, for det vil uundgåeligt komme til at stå i vejen og skabe irritation.

Forslag til indfaldsvinkler til filmen
Se filmen som en naturfilm, hvor man observerer en flok dyr, iagttager deres liv og færden, og måske bliver imponeret eller undrer sig over den måde, deres liv former sig på. "Playtime" bliver på den måde en slags observerende dokumentar om menneskeracen.

Hold øje med kontrasterne i både lyd og billede. Der er en stærk farvesymbolik på spil.

Hold øje med transformationerne, f.eks. når det, man troede var et hospital, viser sig at være en lufthavn, eller når en rundkørsel transformeres til en karrusel. Hvorfor sidestiller Jacques Tati lige disse ting? Hvilke pointer ligger i transformationerne?

Hold øje med de mange fordoblinger, f.eks. gennem spejlinger, men særligt figuren Monsieur Hulot. Der går mange dobbeltgængere rundt, og hvem er egentlig den ægte Hulot? Mange af baggrundsfigurerne er i øvrigt pap-figurer eller mannequindukker, og der kan gå lidt sport i at spotte, om det er rigtige mennesker eller en attrap.

Undervejs og efterfølgende kan det også være interessant at reflektere eller diskutere titlen "Playtime". Hvorfor hedder filmen det? Skal "play" forstås som leg eller skuespil? Og hvordan behandler filmen tidsbegrebet?




Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies