Pilgrim på havetraktor

I THE STRAIGHT STORY siger Alvin Straight: Hvad det end var, som gjorde mig og min bror så vrede, så betyder det ikke noget mere. Jeg vil slutte fred. Refleksioner, 
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

---

Anmeldelse:

Af: Oline Bøndergaard Kobbersmed - 23.10.2006

To brødre, to slagtilfælde
"Der er ikke nogen, der kender dig bedre end en jævnaldrende bror. Han ved, hvem du er, bedre end nogen anden. Min bror og jeg sagde nogle utilgivelige ting, sidste gang vi mødtes, men det prøver jeg at glemme - og rejsen her er en måde at sluge min stolthed på. Jeg håber bare, jeg ikke kommer for sent. En bror er en bror."

Sådan siger Alvin Straight til tvillinge-mekanikeren, der under mange diskussioner har repareret hans havetraktor. Det er Straights mission, motivationen for den rejse, som udgør plottet i The Straight Story. I øvrigt baseret på en virkelig Alvin Straight, der begav sig ud på en tilsvarende rejse!

Det begynder i en søvnig by i Iowa. Nabokone str. XXL slikker sol og spiser et eller andet pink, mens Alvin Straight inde i sit hus får et slagtilfælde. En kammesjuk fra den lokale bar finder ham på gulvet. Nabokonen og senere den retarderede datter Rose kommer til. Lægen er meget ligefrem i sin udmelding: den 73-årige Straight har slidt sig selv op på forskellig vis, og hvis han ikke passer på og stopper med at ryge, vil noget frygteligt ske (underforstået: døden). Kommentaren er ordløs, men sigende: Straight tænder en stor cigar i næste scene. Han har indset, at døden ikke er til at komme udenom.

Om aftenen sidder Rose og Alvin og ser ud på tordenvejret. Den ordløse fascination og de larmende naturkræfter giver situationen et nærmest religiøst præg, og det bliver ikke mindre, da telefonen ringer. Alvins bror, Lyle, har samme dag også fået et slagtilfælde. De to brødre har hverken set eller snakket med hinanden i flere år, men Alvin indser, at det er nu, der må handles.

Rejsen
Den aldrende herre kan ikke køre, for kørekortet har han mistet. Offentlig transport vil han ikke begive sig ud i, og der er ikke nogen, der kan køre for ham. Udvejen bliver den godt brugte havetraktor. Ganske vist bor Lyle i Wisconsin, 595 km væk, men det skræmmer ikke Alvin. En bror er en bror. Man følger Alvins forberedelser – halvvejs måbende, halvvejs grinende overbærende. Vil han virkelig…? Og ja, det vil han.

Alvin får sig bevæget af sted, og vi følger ham på den lange rejse. Men den fysiske rejse bliver samtidig en metafor, der fortæller om livet i mange af dets afskygninger. Det smukke landskab med billeder af høst og efterår bliver en æstetisk kommentar til mr. Straights eget efterår. "Jeg har været på rejse det meste af mit liv", siger han på et tidspunkt, og man får fornemmelsen af, at det ikke primært er fysisk, men netop: rejsen som erkendelse, en forståelse af livet ikke bare som stilstand, men som en lang række oplevelser, der på godt og ondt bringer erkendelse, glæde og sorg – samtidig med, at man nærmer sig målet.

Mange forskellige mennesker dukker op, og den gamle mand lader dem komme til og komme tæt på, selvom det er flygtige møder. Der er en nærmest kronologisk henvisning til forskellige livssituationer, som Alvin lytter til og kommenterer; den frustrerede gravide teenagepige, de yngre spørgelystne cykelryttere, det midaldrende - skeptiske, men alligevel hjælpsomme - ægtepar, den jævnaldrende skyldbetyngede krigsveteran og præsten på kirkegården. Målet er hele tiden forsoningen med broderen, men det hindrer ikke, at de forskellige møder i sig selv bliver taget alvorligt.

Hvad så med Gud?
Der bliver ikke sagt "Gud" noget tidspunkt i filmen. I den forstand er det ikke en religiøs kommentar til livet. Alligevel rummer den masser af temaer, som også vinder genklang i et kristent univers. Nu kan der ganske vist være noget ødelæggende over at tage en ikke-religiøs film og fortolke den, så det pludselig bliver en klar evangelisk tale. Det er ikke min mission. Men når man følger og lytter til Alvin og hans historie, bliver det ikke mindre interessant set fra et kristent perspektiv. Lynch ligger da også selv nogle hints ud. Fx bor broderen på Mount Zion. Mount Zion er altså hele tiden målet for mr. Straight. På Mount Zion håber han at finde forsoning for fortidens synder, han håber på fred og tilgivelse. I den forstand kan man kalde færden på havetraktoren for en pilgrimsrejse.

Og når temaer som skyld og forsoning, medmenneskelighed og menneskelivets værdi, dødens uundgåelighed og familiens betydning tages op, bliver der på mange måder udtrykt en respekt for menneskelivet, som også kristne langt hen ad vejen kan tilslutte sig. Det bliver ikke mindre stærkt af at blive set gennem en gammel erfaren mands øjne, hvor det rolige tempo giver plads til meditation og mellemmenneskeligt nærvær.

Baren som skriftestol
Undervejs bliver det klart, at det uopgjorte forhold til broderen ikke er den eneste skyld, Straight bærer på. I en scene er han på bar med en jævnaldrende, der fortæller om sine traumer fra krigen. Den fremmede oplevede på et tidspunkt at miste stort set alle sine kammerater, og den smerte, der er forbundet med det, får han mod til at sætte ord på i det jævnbyrdige møde med Alvin. Også Straight kender til krigens smerter. Han har flere år forsøgt at dulme dem med alkohol, men en præst gjorde ham opmærksom på, at han bare drak for at glemme. Helt konkret kom han engang under et angreb til at skyde en kammerat – i den tro, at det var en fjende. Ingen dengang fik noget at vide. Alvin Straight har holdt det for sig selv indtil nu.

På en måde er det et skriftemål: Straight får sat ord på den synd, som han ellers har skjult, og i filmens univers hjælper det ham til en forsoning. Ikke med Gud, men med hans egen fortid og med livets tyngde.

Den lyttende præst
Hvad er en god præst? I filmen findes i det mindste et eksempel på én af slagsen. Alvin Straight har tilbagelagt det meste af sin rute og har nu slået lejr ved en kirkegård. Præsten kommer ud med et varmt måltid til ham og sætter sig ned for at finde ud af, hvem Straight er, og hvad der bringer ham til stedet. Præsten er i øjenhøjde, og den gamle mand fortæller: "Historien er gammel som Bibelen. Kain og Abel … Vrede og forfængelighed … Blander man det med spiritus, får man to brødre, der ikke har talt med hinanden i 10 år. Hvad det end var, som gjorde mig og Lyle så vrede, så betyder det ikke noget mere. Jeg vil slutte fred. Jeg vil sidde med ham og se op på stjernerne, som vi plejede at gøre for længe siden." Præsten ser på ham og kommenterer enkelt: "Jeg siger amen til det."

Altså ikke noget: "Nu skal jeg fortælle dig en masse, og så kan du sige amen til sidst." Præsten er en næste, der vover at lade Alvin selv formulere sine tanker, sin smerte og sit håb. Og ja, der er mere at sige til den sag. Men Jesus er ikke nødvendigvis svar på alle spørgsmål. Kristendommen har også et ord om forsoning mellem brødre: "Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave" (Mattæusevangeliet 5,23-24).

Hvad vil ham der Lynch?
Jeg ved ikke, hvad Lynch vil med sin film. På en måde kan det virke som en afmytologiseret kristendom: skylden er på det mellemmenneskelige plan, og det Zion, som den gamle mand stiler mod, er en genoprettet relation med broderen, hvor alt kan være, som det var før i tiden. Syndefaldet er i forhold til broderen og forsoningen ligeså. Set fra dette perspektiv kan det være et opgør med religionens negligering af de mellemmenneskelige forhold.

Men samtidig er der ingen steder noget egentligt opgør med fx den kristne tro. Det er snarere Kain, der vender tilbage til Abel, eller Jakob, der kommer Esau i møde. Fra denne vinkel bliver filmen en ærlig og sund forholden sig til livet mennesker imellem. Mennesker skal leve ansvarligt – se skylden i øjnene og forsone sig. En bror er en bror, og uopgjorte sager er opslidende og tyngende. Mennesket er skabt til fællesskab. Filmen er på én gang en hyldest til familien og til alderdommen, roen og eftertænksomheden.

På Areopagos
Der er selvfølgelig flere svar på spørgsmålene end de, som filmen giver. Mennesket har andre steder at gå hen med sin skyld. Det ultimative håb er ikke alderdommen under stjernerne, men det evige liv i fællesskab med mennesker og Gud.

"Det I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer," sagde Paulus på Areopagos. Jeg fristes til at tilslutte mig ham. De værdier, principper og spørgsmål, som dukker op i filmen, vinder genklang i troens univers. Og i dette univers er der mere at sige om forsoning og tilgivelse. De synder i fortiden, som Alvin Straight har svært ved at tilgive sig selv, kan Gud tilgive ham. På den måde har troen noget at sige filmen.

Men filmen har også noget at sige troen. Den gennemgående respekt for menneskelivet, hjælpsomheden, roen og tilgivelsen kan være en kærlig påmindelse til dagens ofte hektisk levende kristne. Understregningen af forsoningen mellem mennesker kan ligeledes være et brugbart memento i en kirkelig tradition, hvor forsoningen til tider udelukkende bliver et spørgsmål om forholdet mellem Gud og menneske. Og ikke mindst bliver filmen et vidnesbyrd om, hvor meget et lyttende, ligeværdigt medmenneske kan betyde for en frugtbar og personlig samtale.

Så på mange måder er det en god og lærerig oplevelse at følges med den gamle pilgrim på hans havetraktor mod Mount Zion.

---