• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Oppenheimer

"Now I am become Death, the destroyer of worlds". Mesterinstruktør Christopher Nolans storstilede epos portrætterer en af de vigtigste skikkelser i afslutningen af anden verdenskrig.

Biografi/baseret på virkelig historieDrama
Produktionsår: 2023
Varighed: 180 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Christopher Nolan,
Medvirkende: Cillian MurphyEmily BluntMatt DamonRobert Downey Jr.,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Niels Christian Askholm - 24.07.2023



ATOMBOMBENS FADER 

Bombardementerne af Hiroshima og Nagasaki er alment anerkendt som begivenheden, der endegyldigt satte et punktum for anden verdenskrig. Atombomberne, der blev brugt, var kulminationen af flere års intens forskning og udvikling på den hemmelige base Los Alamos i ørkenen i New Mexico. Operationen, som vi kender som Manhattan Projektet, blev ledet af fysikeren J. Robert Oppenheimer – et komplekst individ, som mesterinstruktør Christopher Nolan portrætterer i sit nye storslåede epos.

J. Robert Oppenheimer
Filmens manuskript er løst adopteret fra Martin Sherwin og Kai Birds prisvindende biografi American Prometheus - The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer.

Ifølge det græske sagn stjæler Prometheus ilden fra Hefaistos og skænker den til menneskene. En handling, der er ilde set af Zeus, som derfor straffer både Prometheus og menneskene. Analogt bliver Oppenheimer den mand, der bringer menneskene våbnet, som kan lede til deres egen totale undergang, og han straffes herefter moralsk og politisk.

Den altoverskyggende hovedrolle er velspillet af irske Cillian Murphy, der tidligere har kunnet opleves som birolleindehaver i godt halvdelen af den populære instruktørs filmografi. På rollelisten fremgår desuden prominente navne som Matt Damon, Emily Blunt og Robert Downey Jr., hvoraf sidstnævnte har udtalt, at "Oppenheimer" er den bedste film, han har medvirket i.

Kernefysik og verdenshistorie
Modsat en film som Dunkirk, der næsten er tom for dialog, er "Oppenheimer" et anderledes bud på en krigsfilm – helt uden eksplicit vold, død og elendighed, men med et tæppebombardement af dialog, avancerede fysikteorier og politiske høringer. Nolan holder kløgtigt fokus på manden gennem filmens imponerende tre timer lange spilletid. Trods længden synes intet overflødigt. Tempoet er intenst, betagende og spændingsfyldt på alle de rette tidspunkter, godt hjulpet på vej af filmkomponist Ludwig Göranssons episke score.

Vi er vidne til historisk magtspil af dimensioner og interessante levendegørelser af vigtige personligheder som Albert Einstein, Niels Bohr, Werner Heisenberg og Harry S. Truman.

Now I am become Death, the destroyer of worlds
En moralsk kompleks karakter. En patriot, der standhaftigt nægter at vedkende sig én ideologis dogmer. En videnskabsmand med et håb om, at hans bedrifter vil ændre verden til det bedre. Sådan skildres J. Robert Oppenheimer.

I en blanding af faglig ambitiøsitet, stræben efter personlig succes og en naiv tro på, at atombomben vil skabe fred bestandigt, skaber Oppenheimer masseødelæggelsesvåbenet, som rigtig nok skiller verdenshistorien i et før og et efter. Vi får et indblik i hans karakter, hans sind, hans begær, hans akademiske bedrifter og hans moralske ambivalens. For når det dommedagsvåben, du har skabt, ikke er enden på al krig, men blot starten på en ny af slagsen, hvordan håndterer du så din følelse af skyld? Hvordan retfærdiggør du din videnskabelige medvirken? Og hvordan forholder du dig til den videre udvikling? Det forsøger filmen her at vise og få os til at reflektere over.

Den analoge filmskaber har gjort det igen
I dagens filmlandskab, hvor langt de fleste produktioner indeholder eller tilmed er båret af CGI (computergenererede billeder), er det en fryd at se Nolan holde fast i de klassiske filmproduktionsdyder, og endnu engang skabe et filmisk mesterværk helt uden computergenereret specialeffects. Som Nolans seneste film er "Oppenheimer" tillige skudt på IMAX 70mm, der sikrer dig den allerbedste biografoplevelse.

Filmens narrativ er ikke-lineært og skildres i både farve- og sort-hvid-sekvenser alt efter hvilket eller hvis perspektiv, der fortælles ud fra. Farvebillederne repræsenterer Oppenheimers subjektive perspektiv, mens vi med det sor-/hvide følger Lewis Strauss’ opfattelse.

Christopher Nolan har filmatiseret et stykke verdenshistorie af særlig vigtighed, ikke blot for amerikanerne, men for hele verden. Og han gør det fremragende. Nolans bombesikre instruktørhånd fører os sikkert igennem den tre timer lange biopic, der er spækket med sprængfarlig dialog, sanselige indtryk og betagende cinematografi. Tag i biffen og se den før din nabo!

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.5 af 6. 11 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer