• DESPERATION ROAD nu på dvd og blu-ray

  • STOCKHOLM BLOOTBATH nu på dvd og blu-ray

  • THE ROSA PARKS STORY nu på dvd og filmstriben.dk

  • GRAN TURISMO nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • INGEN KENDER DAGEN nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • HVOR FLODKREBSENE SYNGER nu på Netflix udover dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Operation Valkyrie

Valkyrie

Historisk drama om tyske officerer og politikeres sidste forsøg på at likvidere Hitler.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaThrillerTEMA Anden verdenskrig
Produktionsår: 2008
Varighed: 123 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Bryan Singer,
Medvirkende: Tom CruiseKenneth BranaghEddie IzzardStephen Fry,
Stikord:
 Mod,
 Ære,










Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 16.02.2009



Da jeg sad og så filmen i biografen, tænkte jeg flere gange: "Det vidste jeg godt nok ikke! Det var jo en temmelig stor og vovet operation, disse mænd iværksatte!" Det er uden tvivl en af filmens forcer: Den underholder ikke blot. Den informerer også om ting, de fleste af os formentlig ikke var klar over. Og som sådan synes jeg, det er en vigtig film, fordi den føjer noget nyt til de i forvejen tusinder af historier og film fra anden verdenskrig.

"Operation Valkyrie" handler om de tyskere, især militærfolk og politikere, som var imod Hitler. Det er en vigtig historisk pointe, at ikke alle tyskere elskede Hitler. Der var mange, som efterhånden så, hvor vanvittigt det, Hitler gjorde, var. Derfor fandtes der naturligvis også en tysk modstandsbevægelse, som i løbet af krigsårene forsøgte at likvidere Hitler 15 gange. Operation Valkyrie var det sidste af disse 15 forsøg.

I filmen møder vi den tyske oberst Claus von Stauffenberg, spillet skarpt – og måske også lidt firkantet – af Tom Cruise. Han elsker Tyskland, men han er bestemt ikke tilhænger af Hitler. Efter endnu et fejlslagent forsøg på at likvidere Hitler, udført i filmen af karakterskuespilleren Kenneth Branagh, bliver Stauffenberg en del af den tyske modstandsbevægelse. Stauffenberg udtænker en plan, som dels involverer likvidering af Hitler – og Himler – og dels involverer Hitlers egen "overlevelsesplan", kaldet Operation Valkyrie. Denne operation går ud på, hvad der skal ske, hvis Hitler dør. Det er denne plan - operation Valkyrie, som Stauffenberg får fat i og omskriver, så den falder ud til modstandsbevægelsens fordel.

Stauffenbergs specifikke opgave er at komme tæt på Hitler, for at anbringe den afgørende bombe tæt på ham. Det lykkes den 20. juli 1944, og efter at bomben er sprunget, tror modstandsbevægelsen, at Hitler er død, og derfor iværksætter de straks den omskrevne – eller rettere: manipulerede – udgave af Hitlers egen operation Valkyrie. Hitler er imidlertid ikke død, og som vi alle ved, ender historien grueligt galt for modstandsfolkene.

Selv om man godt ved, hvordan historien ender, så er det alligevel en rigtig spændende og rigtig vigtig historie at fortælle på film. Det er godt at få rystet fordommene omkring det tyske folk og det tyske militær af sig. Og så er det faktisk temmelig spændende at følge modstandsbevægelsens og Stauffenbergs enormt målbevidste og meget heroiske indsats i timerne efter Hitlers formodede død.

En af de ting, der kendetegner filmen, er, at man har valgt at filme, hvordan det hele KUNNE være endt. I forbindelse med, at man ser og hører modstandsbevægelsen planlægge attentatet og magtovertagelsen, vises det håbefulde resultat for øjnene af biografgængerne. Mens Stauffenberg og de andre taler om at storme Berlin, taler om at dræbe Hitler, taler om at indsætte en ny rigskansler, så ser man disse ting ske i en slags "drømmebilleder". Og det giver unægtelig et sug i maven at se disse billeder, fordi man tænker: "Gid det var blevet sådan!" Det samme tænker man i slutningen af filmen, hvor modstandsbevægelsens forsøg på at arrestere hele SS mislykkes. Gid det var lykkedes!

"Operation Valkyrie" er en film med fokus på heroisme, mod og viljestyrke. Går man ind for at se en actionfilm, bliver man dog skuffet. Filmens trailer lover for meget. "Operation Valkyrie" er først og fremmest et historisk drama, en thriller. Det er ikke en actionfilm. Men det er samtidig også en vigtig film, en vigtig historie at fortælle.

Tom Cruise er ikke et specielt godt valg til rollen som Stauffenberg. Han er for amerikansk. Til gengæld er det interessant at se den britiske komiker Eddie Izzard som tysk militærmand. Det samme gælder folk som Kenneth Branagh og Terence Stamp. Den skuespiller, der i et par korte scener spiller Hitler, er ikke nær så interessant et valg som fx Bruno Ganz i Der Untergang.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer