• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Drama

News of the World

En tidløs og uforglemmelig western om rejsen hjem. Den udspiller sig i Sydstaterne i 1870, hvor krigsveteranen Kaptajn Kidd (Tom Hanks) som nyhedsoplæser drager fra sted til sted.

DramaWestern
Produktionsår: 2020
Varighed: 118 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 13 år
Instruktør: Paul Greengrass,
Medvirkende: Tom HanksHelena ZengelSteve BoylesTom Astor,
Stikord:
 Mod,
 Tab,










Anmeldelse:

Af: Inge Lise Diaminda - 15.02.2021



WESTERNFILM MED HJERTE 

Fortabte mennesker på farefuld færd
Som "News of the World"s helt centralt bankende hjerte står den arketypiske fortælling om fortabte mennesker, som i farefuldt terræn modigt forsøger at finde en vej hjem - både i bogstavelig og billedlig forstand. Historien udspiller sig i det nordlige Texas, 1870, i kølvandet på den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), som har efterladt et dybt splittet USA.

Filmen udfolder sig i kendte western-genre landskaber med deres overvældende sletter filmet i supertotal, banditter, bander og skydevåben, heste, bisonokser og oprindelige indianere (Kiowi) samt små nyopførte westernbyer og nybyggere i prærievogne.

The lonesome cowboy og en utæmmet heltinde
Kernen i en western er oftest helten: "the lonesome cowboy", der brillerer såvel på hesteryg som med seksløberen og symboliserer det godes kamp mod det onde. Han handler på egen hånd, men til andres bedste. I "News of the World" er helten krigsveteranen kaptajn Jefferson Kyle Kidd (Tom Hanks). Han er dog ikke en stereotyp cowboyhelt, idet han udover de allerede nævnte talenter og erfaringer også er en forpint forhenværende avisejer, som nu overlever ved at rejse rundt fra landsby til landsby og læse udvalgte nyheder op for småpenge. Han færdes blandt andre med ordentlighed og respekt og handler med godhed og visdom - også når det koster ham noget personligt. "The kindness of strangers" og assistance modtages ydmygt fremfor en automatisk forladen sig på skydevåben og vold, selvom han i visse situationer kan føle sig nødsaget til at anvende dem.

Undervejs krydses hans veje af den 10-årige pige, Johanna (Helena Zengel), hvilket får afgørende betydning for dem begge. Zengel matcher den altid formidable Hanks i intensitet og autenticitet og er en værdig og handlekraftig medspiller. Hendes Johanna er en vild og utæmmet naturkraft i stærk kontrast til Hanks' solide, sørgmodige og klippelignende Kaptajn Kidd.

Den bedste historie i en verden af nyheder
I en verden, hvor der stadig var langt fra jord til ord som levevej, og man kunne tjene til dagen og vejen ved at læse op af aviser for en forsamlet skare, kan titlen "News of the World" referere til Kidds levebrød, ligesom filmens publikum også oplever nyheder fra og indsigt i en svunden tid i 1800-tallets USA. En tid, der er forskellig fra - men også på foruroligende vis - meget lig nutidens med dens opsplitning i indbyrdes stridende grupperinger, undertrykkelse, griskhed og umenneskelighed. Titlen kan også lede ind i en refleksion over nyheders relevans og plads i samfundet, censur, sandhed og etik. Kaptajn Kidds nyhedsoplæsninger undervejs på rejsen fungerer desuden som en form for små kommentarer til filmens historie.

I nutidens verden med dens bombardement af fake news, polariserende nyhedsformidling og flodbølge af nyheder på diverse platforme er "News of the World" en god nyhed, som jeg gerne ville have set i biografen!

Den vigtigste historie i filmen handler ikke om jernbaneopbygning eller minearbejderes overlevelse. Det er derimod den tidløse fortælling om menneskeligt mod, robusthed og sammenhold midt i verdens sandstorme af barske realiteter og lovløshed. Den er et glimt af den guldåre, som det til alle tider har været at vælge anstændighedens, forsoningens og kærlighedens vej.

Filmen, som er baseret på Paulette Jiles' roman News of the World fra 2016, kan ses på Netflix.

For mere viden om westerngenren henvises til filmcentralen.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.4 af 6. 5 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer