Matthæusevangeliet

Il vangelo secondo Matteo

Den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini er i sin film optaget af at vise os, hvordan helt almindelige menneskers liv bliver rørt af Jesus. Drama, TEMA Bibelfilm, Top 100 2011, 
Produktionsår: 1964
Varighed: 137 min.
Censur: 7 år
Instruktør: Pier Paolo Pasolini,
Medvirkende: Enrique Irazoqui, Susanna Pasolini, Settimio Di Porto,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 10.09.2008

JESUS IFØLGE ...
Den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini var homoseksuel, marxist og vred på den katolske kirke (- det sidste var gensidigt!), da han i 1964 besluttede at lave en film om Jesus ud fra Matthæusevangeliet. Det lyder måske som et lidt mærkeligt udgangspunkt for at lave en Jesusfilm, men Pasolini ønskede at skrælle alt tingeltangel væk fra Jesusfiguren og præsentere et Jesusbillede fra før kirkens tid. Hans værk er overraskende enkel, og den politiske dagsorden, Pasolini må have ønsket at sætte Jesus ind i, er på det nærmeste forduftet i de 40 år, der er gået siden filmen udkom, og kan næsten ikke spores.

For de fleste læsere vil det nok være lidt overflødigt at komme med et resume. Pasolini valgte Matthæusevangeliet, fordi han syntes, at Lukas var for litterær, Markus for omstændelig og Johannes for poetisk. Matthæus skrev sit evangelium til de jøder, der endnu ikke troede på, at Jesus var Messias. Pasolini satte pris på Matthæus' grundighed og enkle fortællestil. Det lykkedes ham i meget høj grad at overføre evangeliets friskhed til film.

Det er svært at lave film om Jesus, og jeg synes altså også det er svært at se dem. De fleste mennesker har jo et eller andet billede af, hvordan Jesus var, og når man så pludselig skal konfronteres med en kunstners vision om, hvordan Jesus var, bliver ens eget Jesusbillede pludselig udfordret. Det kan der bestemt være noget sundt i. Vores gudsbilleder skal jo forhåbentlig ikke udvikle sig til hjemmestrikkede ikoner, men have sin grund i de bibelske tekster om hvem Jesus var. Det kan være vigtigt at holde fast i, også i ens daglige liv. Men hvad så med den der marxist – hvilken Jesus tegner han?

Filmen består primært af en række tableauer af situationer fra Jesu liv. Pasolini er i disse scener optaget af at vise os de helt almindelige mennesker, hvis liv bliver rørt af Jesus. Historien om Kristus bliver derfor også historien om liv, der ændres for altid. Det synes jeg faktisk er en god nøgle til at lave et portræt af Jesus. Forstå mig ret: Jesus er klart hovedpersonen, men hvad det, han siger, gør og betyder, ser vi i øjnene på hans tilhørere.

Det er som om, filmen tror på, at historien om Jesus er stærk nok i sig selv og ikke behøver special effects, røg og englevinger, for at vi begriber, at han er en særlig mand. Det er forfriskende i forhold til de mange iscenesatte portrætter af Jesus som en slags superhelt, tiden har givet os. I "Matthæusevangeliet" præsenteres Jesu gerninger helt straight, også der, hvor de er mirakuløse. Det gør dem ikke mindre mærkværdige, måske endda mere – fordi man er vant til at se dem blive præsenteret med bulder og brag. At Pasolini bruger kendte musikstykker fra både Bach og Mozart, bluesmusik og spirituals, er med til at understrege det tidløse element.

Pasolini var som sagt marxist, og han er tydeligvis meget optaget af Jesu opposition til magthaverne i form af farisæerne. Også forkyndelsen om, at Guds rige er kommet nær, sættes ind i en ramme, der kan læses som et forspil til en kommende revolution. Det synes jeg dog ikke, man behøver at gøre, og filmen insisterer ikke på at være et kommunistisk manifest.

Det, jeg savner mest, er lignelserne. Pasolini har skåret alle lignelser på nær én væk, og det er en skam, for det var jo netop gennem lignelserne, at Jesus talte til de mange – og blev hørt. Portrættet er altså langt fra fuldstændigt – men Jesus lader sig alligevel nok ikke sådan indfange på film.

"Matthæusevangeliet" er ikke det samme som Matthæusevangeliet, det skal man huske, når man ser filmen. Ikke desto mindre kan den ligge til grund for en samtale om Jesus, og om hvordan Jesus er blevet præsenteret og set af forskellige mennesker gennem historien.

Under alle omstændigheder er en Jesusfilm sund at se for den, der er vant til at høre Jesusordene som en lang række punch-lines, der skal stoppes op ved og holdes en bibeltime over, før man kan gå videre. Forsøget på at give et samlet billede af Jesu liv er ikke blot prisværdigt, men lykkedes ganske godt for Pasolini.

---