• TEMA kristne film Trosbaserede film - fx FOR GREATER GLORY: The True Story of Christiada

  • HERRENS VEJE DR1 | Søndag kl. 20.00 - Foto: Tine Harden

  • FLIGHT TV3 | 28-11-17 | kl. 23.15

  • DEAR JOHN DR3 | 23-11-17 | kl. 14.55 - hører til mest romantiske film

  • NY på bibliotekets filmstriben.dk PELÉ - EN LEGENDES FØDSEL

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx PADDINGTON

Alle anmeldelser - Drama

Lys i mørket

Nattvardsgästerna

DramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 1962
Varighed: 78 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Ingmar Bergman,
Medvirkende: Ingrid ThulinGunnar BjörnstrandGunnel LindblomMax von Sydow,
Stikord:
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Leif Andersen - 30.11.2007



Langsom, langsom.
Ulideligt langsom.
Lange monologer.
Grå. Så novembergrå, at der knap kastes skygger.
Stille. Ingen filmmusik overhovedet, kun kirkeorgel og kirkeklokker.

Næh, Ingmar Bergmans "Nattvardsgästerna" fra 1962 er nok ikke lige den film, man skal tage en effekt-, farve- og fart-forvænt ungdom med ind at se. Bergman har sagt, at det nok er den af hans film, der står ham nærmest. Men selv hans hustru Kabi Laretei sagde: Ja, Ingmar, det er et mesterværk; men det er dog et kedeligt mesterværk ...

Bergman og hans trofaste fotograf Sven Nykvist var så opsat på at få et gråt novemberlys, at Nykvist opfandt en lampe, der kunne kaste skyggeløst lys ind over optagelserne. Og der er faktisk lige så lidt virkeligt sort og virkeligt hvidt i denne sort-hvide film, som der er virkeligt sort eller virkeligt hvidt i nadvergæsternes tro! Intet er sort-hvidt. Alt er gråt. Også troen og tvivlen.

Tvivleren Tomas
Pastor Ericssons fornavn er naturligvis Tomas! Som i tvivleren Thomas. For han kan ikke tro mere. Da nadvergæsten Jonas modvilligt kommer i sjælesorg, vælter pastoren i stedet hele sin egen tvivl ud over ham og slukker det sidste håb hos ham. Jonas ser ikke anden udvej end at tage geværet og skyde sig selv, sådan som han har kredset om det længe.

Vi tror, at vi har set det før. Fx hos ­Kaj Munks præst i skuespillet Kærlighed, der også har mistet troen. Men her hører ligheden op. For kærligheden har Kaj Munks præst bestemt ikke mistet!

Men det har ­Bergmans præst. Ikke blot kan Tomas Ericsson ikke tro mere; han kan heller ikke elske mere. For hans elskede hustru er død; og han er i virkeligheden dermed også selv død. Han kan ikke tage imod lærerinden Märtas kærlighed, for han kan ikke elske hende tilbage.

Netop dette gør "Nattvardsgästerna" til en af Bergmans stærkeste, men også mest håbløse film. Bergman, som selv var søn af en stærkt troende luthersk præst, og som gjorde op med faderens tro, vender i andre film tilbage til det skælvende håb, at der dog er kærlighed i verden, og at denne kærlighed måske alligevel er en slags vidnesbyrd om Gud – eller måske er kærligheden Gud. Men hvis selv kærligheden er borte, så er Gud også endeligt borte.

Gud bliver borte
Den lettere handicappede kirketjener Algot Frövik med den smertende krop forklarer pastoren, at han har nærlæst Kristi lidelseshistorie. Han har fundet frem til, at Kristi virkelige lidelse ikke kan have været den rent legemlige. Kristi værste lidelse må have været, at han troede, Gud havde forladt ham – og at alt, hvad han havde prædiket, var løgn. Kristus selv blev grebet af tvivl, mener Frövik. Og rammer dermed lige ind i pastorens egen fortvivlelse.

Undervejs udtrykker Ericsson en af de stærkeste skildringer af en skridende tro, jeg har set i nogen film: Som ung havde han et enkelt og stærkt gudsbillede; Gud elskede ham og alle; og han elskede Gud, han vidste intet om ondskab. Men så bliver han præst i Lissabon under den spanske borgerkrig. Og alt skrider. Når han foreholder Gud alle de rædsler, han er vidne til, bliver Gud grim. Han bliver et monster. En edderkoppegud. Derfor bliver præsten nu nødt til at beskytte Gud! Beskytte ham mod virkeligheden. Det lykkes ham, så længe hans hustru er der til at hjælpe og støtte ham; kun hun har nogensinde set hans Gud! Men da hun er borte, er Gud også borte.

Tomheden
Ingmar Bergman var ikke nogen troende. Men man skal ikke misforstå ham: Ganske vist afskyr han den skråsikre, tvivlsløse tro; men han prædiker faktisk ikke tvivlens evangelium! Tvivlen er ikke nogen frihed for ham.

Således forsøger den fortvivlede pastor Ericsson sig med at foreslå Jonas Persson den tanke, at hvis nu Gud ikke findes, er det så i virkeligheden ikke en lettelse? Er døden så ikke en udfrielse? – ­Men Jonas Persson er netop så bange for døden i atomkrigens ragnarok, at han ikke ser anden udvej end den paradoksale: selv at vælge døden for egen hånd!

Ericsson havde altså forsøgt sig med at gøre Guds fravær til et evangelium. Men forsøget mislykkedes. Tomheden var alligevel ikke nogen frihed.

Fællesangst
For en umiddelbar filmoplevelse vil "Nattvardsgästerna" nok desværre være lovlig gammel for mange. Netop fordi den ville være nutidig. Folk i 1960 befinder sig virkelig på en anden planet. De af Bergmans film, der foregår i fortiden (i middelalderen eller i 1800-tallet), er det meget lettere at identificere sig med.

For eksempel kan nutidens publikum vanskeligt sætte sig ind i den angst, der i 50'erne og 60'erne var knyttet til atomtruslen (det er virkelig den angst alene, der driver Jonas til sjælesorg og selvmord!). Denne fællesangst kan ikke sammenlignes med noget, vi kender i dag, hverken terrortrussel eller global opvarmning. For den truede (ikke indbildt, men reelt!) menneskeheden med udslettelse. På en måde, som aldrig har eksisteret før eller siden.

Billedsproget og fotograferingen bærer stadig mesterens signatur; men tempoet, kulissen, dialogen og måske også instruktionen kan i dag virke lettere antikveret. Værst er dog, at selve den eksistentielle fortvivlelse, angsten for tomheden og meningsløsheden, den plagede tro, sikkert for de fleste i dag vil virke fortidig: Så tungt kan man altså nu om stunder ikke tage alt det med troen og meningen, når der stadig er øl i køleskabet og overskud i forretningen.

Hykleri eller håb?
Filmens slutning er åben og tvetydig: Pastor Ericsson må nu for anden gang på samme dag forrette messe. Mens Märta hvisker "Om vi kunne få tryghed, så vi kunne vise hinanden ømhed. Om vi dog kunne tro på en sandhed ... om vi dog kunne tro", går den plagede Ericsson ind for alteret, vender sig mod de få i menigheden og siger: "Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige. Hele jorden er fuld af hans herlighed."

Tæppe! The end! – ­Hvad?! Hvad var dog det?!

Er afslutningen en kritisk kommentar til den hykleriske kirke, hvor den tvivlende præst stadig tonløst må intonere den trosbekendelse, han ikke længere kan rumme i oprigtighed? Eller er det tværtimod den sidste flig af håb, at trods al tvivl er Gud måske alligevel i sin himmel? – nær er han ikke; men måske er han der alligevel: som den fjerne, den utilnærmelige, den almægtige, herlighedens Gud ...

Man kan for så vidt selv vælge.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.3 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies