Tid er penge Filmen foregår i en verden, der på mange måder ligner den, vi kender – især i storbyer i USA. Den store forskel er, at alle mennesker i kraft af genmanipulation kun udvikles til de er 25 år. Så går processen i stå, og de kan i princippet leve i uendeligt mange år som 25-årig - i hvert fald mht. krop og udseende. Men denne "udødelighed" har sin pris: Når man fylder 25 år, begynder et digitalur på ens arm at tælle nedad. Man har nu kun ét år at leve i. Og hele tiden kan man på armen følge med i, hvor mange dage, timer, minutter og sekunder, der er tilbage! Man kan dog tilføres tid. Det sker på en måde, der minder om elektromagnetisk overførsel. Man kan gøre det fra person til person ved at tage hinanden i armene, så den ene kan overføre tid til den anden. Man kan få bokse, der er ladet med tid, der kan overføres til armen, og modsat kan man i fx butikker scannes for tid, så man mister tid. Penge eksisterer ikke mere – alt skal betales og udbetales i tid.
"Udødeligheden" har en anden pris end alt det stress, det gir, hele tiden at skulle skaffe tid nok til sin arm: der er ikke tid nok til, at alle kan leve evigt. Så verden er delt op i tidszoner, hvor de rige lever isoleret og skaffer sig mere tid ved, at de fattige i ghettoerne som oftest dør få år efter, at de er fyldt 25 – simpelthen af mangel på tid.
De ulige mødes Den mandlige hovedperson, Will (Justin Timberlake) er fra ghettoen og oplever, at hans mor dør af mangel på tid få sekunder før, han kunne have givet hende en masse tid. Drevet af bitterhed over denne meningsløse død begynder han et felttog mod de rige. Sin startkapital får han som sendt fra himlen: en rig er dødtræt af at leve, og ønsker at afgive sin tid til Will, så han endelig kan få lov til at dø. Will ønsker det ikke, men det lykkes den rige at overføre tiden – og derefter dø.
For at gøre en lang historie kort: Will begynder at spille poker med en af verdens rigeste mænd Weiss (Vincent Kartheiser) og ender med at vinde en masse tid fra ham samt kidnappe hans datter, Sylvia (Amanda Seyfried). På deres flugt kommer de til ghettoen, hvor de begge lærer noget. Sylvia lærer, hvor forfærdeligt det er at leve fra dag til dag og ikke vide, om man har mere end to dage mere at leve i. Til gengæld lærer hun Will, at der er en pris ved "udødeligheden": da man stadig kan dø ved ulykker og vold, passer man enormt meget på sig selv med sikkerhedsforanstaltninger, livvagter osv. Og ved aldrig at foretage sig noget, der indebærer den mindste risiko. Det bliver et dødkedeligt evigt liv.
Fælles kamp De to slutter sig sammen i bedste Bonnie & Clyde-stil og røver Sylvias fars formue og deler den ud til de fattige. De giver tiden til en institution, der deler gratis tid ud og som helt ned til slipseemblemet minder meget om Frelsens Hær. De mener ikke, det er at stjæle – det er at levere stjålet tid tilbage til dem, den er stjålet fra!
Undervejs når de både at blive forelskede i hinanden og at slås mod Tids-mafiaen og Tids-tagerne (altså denne verdens røvere og politi), hvorved slåskampe, skudvekslinger og biljagter tilsættes historien.
Morale Undervejs belyses filmens hovedtema fra forskellige vinkler. Vi ser de fattiges frustrationer og magtesløshed. Vi møder de riges undskyldninger for at leve, som de gør. Vi oplever uretfærdigheden i mange facetter. Det kræver ikke megen lommefilosofi at overføre dette på forskellen mellem den rige og den fattige del af verden i virkelighedens verden. Blot er det her gjort ekstra tydeligt, at det dybest set ikke handler om penge – men om muligheden for at leve! Og man kan også nemt tænke på de mange utroligt dyre livsforlængende operationer, vi rige kan foretage for at komme så tæt på "udødelighed" som muligt. Altsammen på bekostning af den fattige verden, hvor rigtig mange dør, inden de er 15 år.
Det spændende er så, om filmen tilfører dette tema nogle tankevækkende perspektiver. Lad det være sagt med det samme: det er ikke det dybeste perspektiv, der er set til dato. Tingene siges ret enkelt og føres sjældent til ende. Men alligevel er der en del spændende ansatser, som man så selv kan filosofere videre over, når man går hjem fra biografen og er blevet færdig med at tænke på de fede biler, Sylvias underlige pagehår og andre småting i filmen. Weiss forsvarer sin rigdom med, at det er et nødvendigt trin på darwinismens stige: de stærkeste overlever altid, og nu er de stærkeste bare ved at prøve at leve evigt. Så simpelt er det, og de svage bukker naturligvis under. Forskellen mellem de rige og de fattige er ikke en forskel mellem onde og gode, men mellem stærke og svage. Og i livets navn skal de stærke bruge deres styrke. Det kan der da godt tygges lidt på ...
Endvidere er det slet ikke godt for de fattige at få meget tid – det vil bare føre til deres ulykke! Og endelig: der er slet ikke tid nok til alle, hvis den skulle deles ud!
Hvad er så vore to heltes løsning på problemet? Jeg havde egentlig ventet en eller anden opløsning af den genetiske forbandelse. Eller et helt nyt samfund. Men måske er filmen meget realistisk her: der kommer ingen egentlig løsning. De to stjæler fra de rige og giver til de fattige og det verdensomspændende system af tidskontrol er ved at vakle. Men vil det lykkes dem at få det væltet? Og hvad kommer ud af kaos? Vi får det ikke at vide. Filmen slutter med, at de to kærligt hånd i hånd (og med pistoler i de ledige hænder) går ind for at røve den næste bank.
God underholdning Hvis du ikke er til udpenslet sex eller blodsplattende scener, men synes, at lidt kontante slagsmål og skyderier samt gode biljagter er okay, så er det en god underholdningsfilm for dig! Der er ikke gjort meget ud af fremtids-verdenen bortset fra det med tiden og så nogle lidt federe biler. Plottet er ikke totalt overraskende, men har dog sine små tvister undervejs. Så for mig var det ikke spildtid at se "In Time" – men jeg har jo Gud ske lov heller ikke et digitalur på armen, der tæller ned!
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
