• LUTHER DRK | 15-12-17 | kl. 21.00

  • TEMA kristne film Trosbaserede film - fx THE SHACK

  • EXODUS: GODS AND KINGS TV2 | 17-12-17 | kl. 20.30

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx PADDINGTON 2

  • TEMA Israel, Vestbredden og Gaza - fx BETHLEHEM

  • TEMA julefilm - fx CHRISTMAS EVE

  • TEMA Familiejulefilm Fx PEDDERSEN OG FINDUS: DEN BEDSTE JUL NOGENSINDE

Alle anmeldelser - Drama

I lossens time

DramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2013
Varighed: 110 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Søren Kragh-Jacobsen,
Medvirkende: Sofie GråbølFrederik Christian JohansenSigne Egholm OlsenSøren Malling,
Stikord:
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 23.05.2013



"Lossens time" er ifølge morfaren til den unge mand, der er anbragt på en sikret retspsykiatrisk institution for psykisk syge kriminelle, den 25. time i døgnet, hvor alt kan ske. For den unge mand (spillet af Frederik Johansen) er den svenske morfar og tiden hos ham på gården i den svenske natur næsten det eneste positive i tilværelsen. Nu sidder han i institutionen på ubestemt tid for et brutalt dobbeltdrab i Sverige. Han er en af de indsatte, som psykologen Lisbeth (Signe Egholm Olsen) har med i sit projekt, hvor hun giver de indsatte hver sit kæledyr. Den unge mand får tildelt en rød kat, som han opkalder efter sin bedstefar. Han er rigtig glad for katten – men samtidig oplever han, at Gud taler til ham og siger, at han skal begå selvmord. Lisbeth henvender sig til præsten Helen (Sofie Gråbøl), der tager ud til institutionen til et meget intenst døgn. Ifølge instruktøren Søren Kragh-Jacobsen er det et skæbnedøgn for præsten, der er gået lidt i stå i sit trosliv. En vigtig medspiller for de to kvinder er Knud (Søren Malling), der har været ansat på institutionen i rigtig mange år.

Lossens døgn
Jeg skal ikke røbe den intense udvikling i dette døgn, der nok nærmest kan betegnes som "lossens døgn" for i hvert fald de to kvinder. Helens fortællerstemme omkranser filmen og runder den af med at fortælle, at hun efter dette døgn valgte at stoppe som præst. Hendes tro var ændret for meget til, at hun synes, hun kunne fortsætte. Lisbeth oplevede også et voldsomt knæk i sin professionelle karriere. Den unge mand? – ja, se selv filmen! Knud er nok den eneste, der går forholdsvis uberørt igennem filmen: han har set det hele så mange gange, så hans teorier om psykisk syge kriminelle og måden at hjælpe dem på, nok ikke lige ændres af et enkelt døgn. Og netop Knud (der er spillet rigtig godt af Malling) står for et af filmens hovedtemaer: hvordan skal vi bedst tage hånd om den slags kriminelle? Lisbeth har en teori om, at de kan udvikles til det bedre gennem emotionel kontakt. Helen udvikler lidt instinktivt en anden teori, hvor den personlige kontakt og den syges baggrund spiller en afgørende rolle. Knud mener, at man skal lade være med at bringe dem ud i tovene, for de kan alligevel ikke forandres. Med medicin og kærlig, men fast omsorg skal man give dem så anstændigt et liv som muligt – i en institution de kun forlader ved at dø. Filmen giver ikke noget svar på, om nogen af de tre har ret – men døm selv!

Guds harpe
En del tilbageklip i løbet af filmen viser os glimt af den unge mands traumatiske barndom med en totalt håbløs mor, hvor opholdet hos morfar spiller en helt afgørende rolle. Udover menneskelig omsorg og kærlighed, giver bedstefaren ham et forhold til Gud. Det er svært at få styr på det konkrete indhold i dette forhold. På den ene side læser bedstefaren meget i Bibelen og beder bordbøn, Fadervor og andre ting, der ligner en gammeltroende svensk kristendom. På den anden side bander han ret heftigt, hvilket er meget unormalt for den kulturkreds. Og han fortæller den undrende dreng, at man kan høre Guds harpe og sang i lossens time. Som Helen med sin kommentatorstemme lidt tørt konkluderer, var det de frosne telefontrådes lyde, de to hørte i den svenske vinternat. Men for den unge mand blev Gud ved med at være en indre sang og en mystisk harpe – der også kunne tale gennem en rød kat.

Filmens Gud
Søren Kragh-Jacobsen siger i et interview omkring filmen, at den er fortællingen om Man gjorde et barn fortræd. En fortælling om, at vi skal tage os af vore børn – også så de ikke ender som denne stakkels unge mand. Den religiøse indramning af historien skyldes Per Olov Enquists teaterstykke, det er skrevet ud fra. Men for Kragh-Jacobsen er det metafysiske ikke uvæsentligt. Han omtaler sig selv som nysgerrig på kristendommen og som religiøst søgende. "Og måske bliver de 150 gram, der forsvinder fra et menneske, når det dør, lagret i Guds store harddisk og kan være med til at udvikle menneskeheden."

Kragh-Jacobsen er altså ikke ligefrem i nærheden af klassisk kristendom med disse udtalelser. Og det er filmen heller ikke. Den skal have, at da Helen skal bruge ritualer fra folkekirken, er de absolut korrekt citerede. Men hverken hendes tro, da hun ankommer til institutionen, eller hendes tro, da hun forlader den, kan på nogen måde kaldes for klassisk kristendom. Dette betyder, at vi (efter min mening desværre) ikke møder en klassisk kristendoms svar på den sygelige religiøse oplevelse, den stakkels unge mand har. Den må vi finde andre steder, hvis vi ønsker det.

Men er man til mange lag, dystre stemninger, face-to-face-action og spirituelle antydninger, er filmen bestemt værd at se. Gråbøl har smidt Sarah-Lund-håret og fremstår som en lidt mere hjertevarm kvinde med et lidt større udvalg af mimik end det, vi fik at se i politikvinden.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies