Jeg var spændt som sjældent før, da jeg traskede ind i biografen for at lade mig underholde og betage af Susanne Biers nye film. Jeg havde hørt en masse om filmen, også allerede inden den kom på gaden, for Sudans regering var meget tidligt ude for at sable filmen ned for at have en racistisk tone.
Nuvel, der skal ikke siges meget i disse tider, før folk føler sig krænket, så jeg gav filmen en chance uden forbehold for beskyldningerne. Det viste sig at være et klogt valg, for det er altså en virkelig god film, hun har præsteret, hende Bier (Brødre, Things We Lost In The Fire).
Filmen udspiller sin handling på flere niveauer. Der er faren, Anton (Mikael Persbrandt), der arbejder som læge i Sudan i en ørken, hvor den berygtede "Big Man" opererer. Hjemme er han separeret og skal holde kontakt med moren (Trine Dyrholm), og sin ældste søn, Elias (Markus Rygaard), der er i dybe problemer i skolen. Elias har en kammerat, Christian (William Jøhnk Nielsen), som netop har mistet sin mor, og som har et spændt forhold til sin far (Ulrich Thomsen). Da Christian begynder på Elias' skole, bliver han fedtet ind i Elias' problemer. Derudover er der også konflikten mellem Elias' far, og den lokale automekaniker, som mildt sagt er en anelse udannet i sin omgang med andre mennesker.
Meningen med denne opremsning er naturligvis at give en forståelse for, hvor mange forskellige relationer der er i spil i denne film. Og der er stort set problemer i dem alle. Filmens intention er at analysere og portrættere disse problemstillinger, og forsøge at finde ud af hvordan de ophører (altså problemerne!).
Da Elias bliver banket i skolen, og Christian får mulighed for at gøre noget, skal han træffe en beslutning. Men han har også en kniv i lommen; skal den bruges? Da Anton pludselig får den lokale mafia "Big Man" ind på operationsbordet, skal han træffe et valg: Vil han holde sit lægeløfte og hjælpe ham, eller vil han lade ham ligge, pga. hans forfærdelige overgreb på gravide kvinder? Når Christian får at vide, at hans far ikke ville have, at hans mor skulle dø, men i lang tid modstod hendes ønske om aktiv dødshjælp, får han chancen for at tilgive og genoprette relationen. Men er det så let, som det lyder?
Hele filmen er intenst skildret, og man lever sig ind i den indviklede, men meget fængende historie. Problemerne virker reelle og genkendelige. Lige fra familieproblemerne, over mobningen i skolen, til de mere storpolitiske, som det humanitære arbejde i den tredje verden.
Selvom skuespillet er godt og autentisk, så virker Trine Dyrholm en anelse uskarp og utroværdig i de situationer, hvor hun skal have følelserne helt uden på tøjet. Hun trækker en anelse ned i den samlede bedømmelse.
Skal denne meget fine film have lidt kritik, så skal det være, at der ikke for alvor gives nogle løsninger på de mange spændinger. De kommer lidt i glimt, som fx da Anton vælger volden fra i karambolagen med automekanikeren; men samlet set er man ikke efterladt meget håb.
Set fra et kristent perspektiv bliver Jesu budskab om at elske sin fjende og vende den anden kind til i håb om at ens fjende vil besinde sig, ikke i fuld udstrækning udfoldet i filmen. Den uforpligtende tilgivelse, og den mellemmenneskelige kærlighed er for vakkelvorn til, at man tror på, den holder. Den mangler sin rodfæstning i noget vedvarende, som i Jesu forsoningsdød. Jeg forlanger ikke, at Susanne Bier skal have de ting med i sin film, men når hun nu så genialt har åbnet for temaet "hævn", måtte hun gerne give flere hjælpemidler til temaet "tilgivelse". Det trækker en enkelt stjerne. Men mere skal der ikke tages fra denne fornemme film.
Så denne film i Hillerød biograf. Synes den er udmærket fortalt, men sad med en følelse tilbage hvor jeg tænkte: "Okay, hvad så nu?" Filmen kan ses med store jævne mellemrum, men anbefaler den helst på et tidspunkt hvor man har tid til, at sætte sig ned og se den.
Gemmer din stemme...
-