Utroskab går aldrig af mode, hverken indenfor eller uden for biografen. De fleste frygter den. Kender til den hemmelige tanke eller det skjulte blik. "Himlens hjerte" tager livtag med utroskabens væsen, dens ild og ulykke. To vennepar mødes til en middag. Det gør de jævnligt, men samtalen under denne middag afslører nye sider, og det uudtalte bliver sagt.
Det ene par lever tilsyneladende sikkert og trygt i deres ægteskab, det andet par lever mere skrøbeligt. Der bliver åbnet for usikkerhed og for dristige tanker omkring sidespring, og efter denne aften er en forandring sat i gang i begge parforhold. En forandring der udfordrer både troskab og kærlighed, men også venskab.
Der er ikke en eneste utydelig scene i filmen, ikke en sætning hænger slapt. Eneste kulisser er de stilfulde hjem, den pæne servering med de nydelige rødvinsglas. Det hele holder sig i den privatsfære, alle ægtepar kan genkende sig i – for øvrigt uden noget dyne-løfteri. Og i dette almene møder vi så en verden, der begynder at skælve af sårbarhed, fordi det er dybt menneskelige følelser, der er i spil.
Det er en film, de fleste ægtepar på den anden side af kobberbrylluppet må se. Et fremragende skuespil dirker sig ind i hjertet, og ingen prædiken, intet foredrag eller nogen bog kan gøre det så godt, som det bliver gjort her.
Det er snart tre uger siden, min kone og jeg så filmen, og stadig kommer vi til at tale om den. Den er svær at lægge fra sig. Fordi vi selv frygter utroskaben? Næ, ikke først og fremmest. Mere fordi sårbarheden og afgrundens rand altid lurer, og da er det et løft op i den friske luft at blive bekræftet i, at hvis ikke der er aktiv vilje til at forblive tro, fx ved at turde tale om livet og ægteskabet som det er, så kan selv de bedste intentioner kuldsejle.
Filmen er en fantastisk hjælp mod ulykken. Man undrer sig over, at den slags kan laves i vores tid, hvor det frie sex-liv ellers lovprises og forsøges gjort alment og naturligt. Men den skal måske netop ses som en reaktion på det … for det var jo ikke lykken, man fandt!