"Billy – The Early Years" er filmen om den kendte amerikanske evangelist Billy Graham.
Filmen skildrer Billy Grahams tidlige ungdomsår under depressionen i USA i trediverne, hvor han under sine studier møder sin kommende kone, Ruth. Ikke mindst viser filmen venskabet og siden det smertelige brud med Charles Templeton – en af datidens mest lovende prædikanter. Templeton magtede ikke at håndtere en personlig troskrise og vendte derfor sin kristne tro ryggen. Grahams tro blev stærkt anfægtet af vennens troskrise, men han endte dog med at gå styrket ud af krisen.
Templeton og Grahams veje skilles i filmen. Og Templeton bliver på mange måder en personificering af den tidsånd, som Billy Graham ønskede at gøre op med, da han begyndte med sine første evangeliserende kampagner. "Billy - The Early Years" bliver fortalt i flashbacks gennem den aldrende Charles Templetons samtaler med en journalist.
Filmen er instrueret Robby Benson, der lagde stemme til Udyret i Disneys tegnefilm "Skønheden og Udyret". Hovedrollen som Billy Graham er tildelt Armie Hammer, mens den unge Templeton spilles af Kristoffer Polaha og den ældre af oscarvinden Martin Landau.
Filmen havde dog allerede inden premieren modtaget kritik af Billy Grahams søn, Ken Franklin Graham. Han synes ikke, at filmen tydeligt nok skildrer faderens store passion for sit kald som prædikant. Desuden mener han, at den giver et fortegnet billede af flere andre centrale personer.
Det synspunkt deler søsteren Gigi Graham derimod ikke. Til Christianity Today siger hun: "Da jeg først hørte om filmen, frygtede jeg to ting: For det første, hvorvidt evangeliet om Jesus Kristus var der. Og for det andet, om den er positiv over for mine forældre og deres tjeneste. Og begge disse to aspekter er ramt fint.
Det er ikke en stor Hollywood film, men en enkel film om en simpel bondedreng, der som teenager foretager et simpelt valg om at følge Herren. Det er en film om at foretage de rigtige valg, og den viser vigtigheden af at vælge rigtigt. Og min far foretog de rigtige valg."